Små skridt
Københavner-kollektivet McDonald Huset. Værelse 2. Stueetagen.
Svigernes påskeblomster i vand, lyset slukkes, døren låses, nøgle i elevator, grå kælder, “Helkropstæller” (underligt skilt – og hvad i himlens navn er det egentlig – kun optælling af hele kroppe???) nå, hen til Opgang 4, elevator til 3. sal, Intensiv, Ellas lyserøde stue, banke banke på, er der nogen hjemme?
“Jamen dog!” Jeg snapper efter vejret.
“Ja, er den ikke fin? Det er den nyeste model, og de var kun et par dage om at skaffe den.” Sygeplejersken smiler bredt. Nej det er den absolut ikke! Ingen kørestol til min lille pige. Det var overhovedet ikke planen med vores liv – et handikappet barn. Om det så kun er i et par genoptrænings-måneder eller ej.
Ud på gangen med den. Væk!
Ella ligger med benene bukket, fodsålerne i madrassen. Sidder faktisk næsten helt op og sover. Spændende med nyt personale – gør tingene på anderledes måder end vores faste passere. Men lidt hårdt alligevel at skifte sygeplejersker så tit. Nye personer at forholde sig til. Men de er dæleme sat godt ind i sagerne. Projektledelse på højt plan at være intensiv-ansat. Koordinerer, udregner, nurser, lytter. 1.000 bolde i luften samtidig. Mindst. Og de gør det sindsygt godt.
Jo jo, lyt endelig med – for det er sgu’ ikke tit, der kommer rosende ord fra den bitre Cancer Mom her.
Vasker og spritter. Stiller den medbragte kaffe og slukker for telefonen. Sætter mig ved min lille datter.
Kysser.
Kysser så meget, at hun vågner med et grynt og virrer på hovedet. Åbner et salve-indsmurt rødsprængt øje på klem. Trækker på smilebåndet. Ganske lidt. Men det var der. Smilet.
Et dynebetræk? Uh, er hun ikke lidt kold? Sygeplejersken informerer om forhøjet temperatur for lidt siden. Ok, men den er altså væk nu – på med dynen! Kroppen er dækket af blårøde prikker – petekier. Ikke farligt, bare monsteruhyggeligt. Hånden er slap, hvornår begynder hun at bevæge den? Retter lidt på brændsårs-nettet med voks, som beskytter plaster-blødningerne. Uh, væsker lidt endnu.
Iltmætning: 45, sat 98. Wow, fremragende! “Men om lidt kommer hun om på siden, så kan det godt være, der er behov for mere luft”, informerer sygeplejersken mig kærligt, “men det går støt fremad”, forsikrer hun.
Hun taster ved skrivebordet, som livet det gjaldt. Om lidt er der stuegang. Læge tilbage fra golfferie i Portugal.
Jeg vil sgu’ da også på golfferie i Portugal!
Men en gåtur rundt om søerne i det gode forårsvejr kan også gøre det.
For nu.
Hvor et det bare dejligt at hun er stabil, og det nu går i den rigtige retning.
Tillykke med det lille skæve smil
) Det glæder mig at læse der er lidt fremgang… Tænker meget på jer!! Idag til påskefrokosten havde jeg det svært med at sidde der i mængden, masser af mad på bordet og omgivet af min lille familie, jeg tænkte på Ella og jeres lille familie – der sad jeg i varme og glade omgivelser og kunne ikke be´om mere – ikke langt fra mig sad I, dybt fortvivlet og ondt i sjælen – lille Ella er skidt og hva´med storesøster her midt i påsken? Der er så meget I skal tænke på. En tanke og følelse af, at det BARE er så unfair. Ser frem til at læse fra dig igen. Sender Ella en masse varme og smil.
Hvor godt at høre nyt! Gør det så meget, at hun skal bruge en kørestol i en periode? Når bare hun er i bedring er det da ikke så frygteligt igen… Selvfølgelig skræmmende… Men da ikke i forhold til det I har facet de sidste tre år…Sender helende tanker til din lille Ella-mus. Hilsen Anna.
Åhh….et lille smil. Så skønt Dorte. Jeg sender jer nogle gode tanker og håber på mange små fremskidt her i påsken. Følger med i jeres barske situation her fra sidelinien. Du er den bedste mor -så blød og samtidig så stærk. Det gør kæmpe store indtryk. Håber det bedste for jer.
hvor dejligt at høre om smilet, Dorte. Det kommer stille og roligt, er jeg sikker på!
Hurra for smilet, men også for kørestolen. Selv i sin noget indskrumpne version bliver Ella nok ikke nem at flytte rundt med – uden den. Hver ting har sin tid og vi er taknemmelige for alle fremskridt – selv de små <3
Ååh, er så glad for at læse godt nyt – har været “på” virkelig mange gange hele tiden i håbet om nyt. Ella er den sejeste pige og du den skønneste mor. Jeg kan ikke udtrykke nok respekt. Håber, de næste dage bringer flere små gode skridt i den rigtige retning, det skal de, for nu er det Ellas og ikke mindst jer som families tur til at nyde foråret, hinanden og livet. De allerbedste og mest positive tanker er fluks sendt afsted til jer fra en af de mange, som følger Ella.
hvor er det godt at høre nyt om, at det gået fremad. selv om jeg ikke helt forstår, hvad Ella præcist kæmper med lige nu. men fremad går det, det er det vigtigste. Jeg håber, at påskeharen kommer med mere fremgang og håb.