Hjælp!
Kan I ha’ Nora boende, til Ella kommer hjem, så hun kan vende tilbage til sin skole? Det fungerer overhovedet ikke herinde med hende …
sms’er jeg til min søster.
Egentlig jeg ved det jo godt inderst inde: Selv om Nora savner sine klassekammerater, hendes forældre ikke bestiller andet end at hundse og skælde ud, og hun dagligt er vidne til en grusomhed, som ingen børn bør opleve, er den bedste plads for hende i disse måneder på Riget.
Hos Mor og Far og Lillesøster.
Det har vist sig gang på gang, at Nora ikke trives på sidelinen. Kun ved at gennemleve angsten for at miste, kan hun overleve den. Ved at se Ella i koma, Ella i smerte, Ella i benhård genoptræning.
Men derfor kan det nu godt være noget af en opgave at holde øje men en frisk otte-årig, når man samtidig skal holde liv i en slatten fire-årig.
Min søster læser desperationen mellem linierne og suser os fluks til undsætning. Snupper Nora med på endnu en hygge-tur.
Ud i det danske forårsland.
Hurra for moster!
Det er en kunst at tilgodese alle, nogle gange må man bare erkende at man gør sit bedste og mere kan ingen af os gøre.
Tror på at søskende til syge børn også får noget godt i deres rygsæk, selvom det kan være svært at få øje på når man midt i sit livs krise.
Åh ja. Forstår så sandelig godt Nora som vil være hvor familien er,men det er jo også godt hvis hun kan bo hos moster og få en dagligdag med lektier, kammerater og fritidsinteresser. De bedste hilsner.
Stort hurra for moster, der springer til, når en pause er tiltrængt! Backup fra den nærmeste familie er helt uundværlig i den virkelighed, der p.t. er jeres. Jeg sender jer – fortsat – daglige tanker og de inderligste ønsker.
Åhh, den Pixibog hat vi læst 5000 gange herhjemme i vores lille kemobule. Skøn bog. Hvor er det dog en balancegang med Nora – at opfylde hendes forskellige behov.