På hjemmeorlov!!!
Da nr. to læge gav grønt lys for et par timer hjemme, slog vi til. Omend lettere spændte på, hvordan det hele nu ville gå.
Efter en omgang lungetræning og vask samt et skud morgenmedicin og sondemad blev kørestol og iltapparat pakket ind i bilen, og lille Immunsvækling var på vej mod Roskilde.
For første gang i fire lange måneder.
Det var en velkomst af dimmensioner, der ventede os: Indkørslen var luget og fejet og bag den vildtvoksende bøgehæk gemte sig en løvsuget gårdhave med friskplantede sommerblomster i hvert et hjørne (og vi taler mine yndlingsblomster!), opfrisket krydderurtebed samt fine olielamper på havebordet. Mormor, der havde holdt weekend derhjemme med Nora og klargjort, luftet ud og fyldt køleskab op, kunne fortælle os, at en flok veninder var troppet op i går og knoklet hele udearealet igennem i fællesskab.
Sikke en kærlighed!
Og det blev sandelig også nydt i fulde drag den ganske orlov. For på trods af konstant regn dagen igennem, kom vi jævnligt udenfor. Det viste sig nemlig, at den eneste mulige vej med kørestol fra den ene etage til den anden var via havegangen langs husgavlen. Men så havde jeg da noget smukt at kigge på, mens jeg baksede Ella fra terrasse- til køkkendør. Og tilbage igen.
Nu er vi tilbage i Ronald McDonald-gemakkerne. Vores andet hjem. Nora ligger og snorker i køjesengen ved siden af mig, og Ella er på afdelingen med far. Hun sover garanteret ikke endnu, den frækkert. Hun efterspurgte kartofler, da vi parkerede, og det sidder hun sikkert og guffer nu. Fremragende appetit i dag, fremragende humør. Næsten Ella som i gamle dage. Hvis hun da ellers kunne gå. Og havde hår. Og ikke skulle medicineres døgnet rundt.
Men ellers …
Sidder her og summer over dagen. Gik over al forventning. Har ikke en eneste gang givet ungen ekstra ilt – endsige tjekket hendes saturation. Sund kulør og højt hunør under såvel Playmobil-leg, trylledej, tegning, lille film og middag. Alle fire omkring spisebordet.
Gentages meget snart igen!
NB. @ Mormor: Ryd kalenderen – Florin påstår, en ny weekendtradition er grundlagt.
Ella det lille mirakel skønt at se hende sidde der igen <3
Hvor er det dejligt for Jer:0) Fantastisk Update. Knus
Kære Dorte
Hvilke gode nyheder – og hvor har I fortjent en dag hjemme. Hvor dejligt at lille Ella omsider virkelig er i bedring – håber på alt det bedste for hende.
Kærlig hilsen
Bodil
Sikke en dejlig epistel fra en sommerdag i silende regn – men alligevel fuld af varme, af lys og af håb for sommeren. Alt det bedste til og for jer – lykke og lyse nætter i uendeligvis…
Hvor er det bare dejligt at læse, og sikke nogle søde veninder/ mor du har )
Hej
Jeg har fulgt jer gennem længere tid og hvor har jeg tit fået tårer i øjnene, både på den gode måde og den triste, men denne gang er det på den gode måde for hvor er det dog dejligt, at der er så mange der tænker på jer og hjælper med at få jeres hverdag til at fungere, bare denne weekend hvor i er så heldige, at få lov at komme lidt hjem, og så står alt trimmet og det hele, det er da rigtige venner og familie. Håber det bedste for jer. Hyggeligste hilsner Dorthe
Stor respekt til mormor og Nora. Både for arbejdet med at få gjort klar til nogle timer hjemme og alt det andet som bliver klaret. De bedste hilsner.
Hvor er det bare dejligt med sådan en solskins historie på sådan en regn fyldt dag. Hils familien. Knus Berit.
Det var ikke kun Nora, der havde en dejlig weekend – også jeg nød et skønt barnebarn, som gik rundt og kærtegnede alt i huset og fortalte, hvor meget hun havde savnet det hele. Ikke kun Ellas barndom skulle have været helt anderledes – også Noras er totalt ændret. Så hvis en weekend i
“Noras hus” i ny og næ kan rette lidt op på det, så gør det også en mormor glad.