En cancer-mors bekendelser
“Det har været en fin sommerferie, Mor”, siger Nora smilende på sin sidste fridag, “men den kunne nu alligevel godt have været lidt bedre”.
Og jeg må jo give hende ret. Og det gør ondt.
For på trods af øjeblikke af nærvær og hygge har canceren skvulpet rundt under overfladen og gang på gang indfanget os med sine lange brændende tråde på ellers rare feriedage.
Skulle jeg have gjort noget anderledes? Taget hende til flere danske attraktioner eller på afbudstur til udlandet? Det er jo ikke Nora, der har husarrest – ikke Nora, der er syg.
Og dog? Har vi ikke alle fire været koblet på kemo-drop, fået vores immunforsvar nulstillet, ligget bevidstløs i respirator måned efter måned? Har Ellas cancer efterhånden ikke spredt sig til hele resten af familien?
En mors største sorg er at miste sit barn. Hospitalets isolationsregler skubber os fra hinanden og giver rædsomme valg. Når jeg leger med Nora i sommerlandet, mister jeg tid med Ella. Men når jeg er hjemme igen og indhalerer duften af Ellas dunbløde hårstrå, mærker hendes kølige kind mod mit bryst, ta’r jeg kærlighed fra Nora. Jeg ser det i hendes blik.
Det er bare ikke muligt for mig at rumme dem begge for tiden – de fylder for meget. “Enten eller”, hvisker djævlen på min skulder. Enten Nora i sin sorg, eller Ella i sin kamp tilbage til livet.
Og jeg vil ikke sørge mere – jeg vil leve.
Jeg vælger derfor Ella, min lille grinende fighter, til pladsen i hjertet. Forlænget symbiose. Det giver dårlig samvittighed over for Nora, min store dybsindige filosof, som jeg vælger til pladsen i bilen. På tur ud i det blå; shopping, vandring, badning.
Splittelsen er værre end nogensinde før, tilværelsen hårdere.
Så jo, det har da været en fin sommerferie, men den kunne nu alligevel godt have været lidt bedre.
Tanker og knus til jer alle 4. Jeg tænker, at det nærmest må være umuligt at rumme sorg og (livs-)glæde på én og samme tid. Og jeg kan sagtens følge dig i dit valg, selvom det er kontroversielt. Du har sørget så meget. Grædt så mange tårer. Nu er det tid til at give plads til glæden. Til livet. Jeg håber, du smitter Nora med din lyst til at leve livet.
Bedre. “Bedre” i forhold til hvad ? Har du spurgt hende ? Det kan være hun ikke mener noget i forhold til feriens kvalitet , men t.ex at Ella kunne have været rask t.ex. Så havde den måske været bedre.,kender ikke din datter men tror ikke det er en kritik af ferien. Men et ønske om raskhed . Og det er ingen herre over.
Kære Dorthe.
Jeg har nu fulgt med på sidelinien i et halvt års tid og kan ikke lade være at kommentere.
Håber, du tager det i bedste mening.
Din store datter er en klog pige, som forsøger at sige det, der skal siges.
Havde hun bare sagt, at ferien var perfekt, ville du have hørt, at hun sagde det for din skyld.
Hun er glad for alle gode øjeblikke – og solidarisk med sin søster og med jer i kampen.
Det er, så vidt jeg hører det, hvad hendes kommentar til ferien siger.
Vær taknemmelig for hendes solidaritet – uanset, at det er en tidlig alder at dele den slags sorger og bekymringer. Solidariteten er det vigtigste.
Livet er ikke perfekt – mødre skal heller ikke være det.
Selvfølgelig ville vi gerne give vore børn det allerbedste – også en ferie uden: men…..
Alligevel er der mere grund til at trøstes ved Noras med-levende bemærkning til ferien end til at lade den smerte samvittigheden… synes jeg. Hun lyder til at være en klog og hjertevarm pige.
De bedste hilsner
Kære Dorthe. Vi har været hvor I er…
På et tidspunkt var der en klog kvinde der lærte mig at bruge ordret fornuftigt – for selvfølgelig havde vi fx ikke haft en god ferie – for alt var amputeret, forkert og med afkald. Men efter omstændighederne gik det fornuftigt. Det blev et svar jeg med ro i sindet kunne give omgivelserne uden at lyve og min egen målestok i erkendelse af at ord som godt, lykkelig osv var løgn og ikke eksisterede i mit ordforråd. Hanne
Kære Dorthe, det er jo valget mellem pest eller kolera, som man siger. Lige meget hvad man vælger er det barsk og ikke godt nok. Men sådan kan og bør man ikke leve… Så det er godt at høre, at du vælger ikke at sørge mere. Få det bedste ud af tiden med dine piger. Et er, at være sammen med Ella og et er, at være sammen med Nora. Hver situation med deres betingelser… Sug bæringen ud af det som sød nektar og vid, at du har været tilstede mens det varede.
Du/I gør det allerbedste, I kan…og mere kan man ikke forlange.
Venlige tanker Nina.
Det er svært, men Nora virker som et af de vidunderlige mennesker som ikke bærer nag over det som det som ikke blev, det som måtte ændres, det som måtte undværes. De bedste hilsner