Goddag i stuen!

Klonk, klonk, klonk!

Jeg flyver ud af badet og kaster en kjole over kroppen. Lød som om nogen bankede på døren? (Ringeklokken er udtjent som alt andet her i huset). Sikkert hjælpemiddel-centralen eller iltfirmaet, der kommer for at afhente brugt udstyr.

“Goddag!” En kvinde og en mand smiler imødekommende til mig. “Øh hej”, siger jeg og forsøger at dække lidt af mit uglede udseende til bag døren. Nye naboer? Jehovas vidner?

“Ja, undskyld – vi kommer for tidligt i forhold til aftalen”. Jeg tænker, så det knager. Uden resultat. “Det er Dorte, ikke? Vi har mailet med dig – det er os fra Familie Journalen.”

Strålende!

Her står en journalist og fotograf med spidset pen og skarp linse – klar til en lille reportage om livet med et kræftsygt barn i familien. Og det er da så sandelig også lige det, de får:

Oppe i køkkenet er pigerne i fuld sving med at smuldre et rugbrød ned i øllebrødsgryden – og rundt på bord, gulv og stole. Storesøster har kort forinden udlevet sine kreoler-drømme i udklædningskassen, og Ella sine Snehvide-. Et ømt syn. Ungerne griner til gæsterne (som jeg lige så godt kan byde indenfor …), og interviewet gennemføres midt i et virvar af kaffe, te, flødeskum, legetøj, lortebleer, lungetræning og eftermiddagsmedicin. Inden fotografen knipser løs, når jeg kun lige på et hængende hår at frisere høstakken, lægge en lyn-makeup OG iføre mig en bh under kjolen (!)

Velkommen til Kemoland, si’r jeg bare.

4 kommentarer
  1. Yvonne Thygesen says: 30. september 201315:00

    Bare rolig,over perfekte hjem er der så rigeligt af. Ser frem til at læse bladet og se fotos. De bedste hilsner.

  2. Rikke says: 29. september 201322:01

    Ha ha . hvilken kaffe byder du uventede gæster? On the brigh tside har du da ikke gået og stresset over at skulle toptune hjem og børn for at møde glansbillede-standarden inden pressen dukkede op.

  3. Agnethe says: 29. september 201319:53

    Den skal jeg læse!! Vil du ikke skrive her på din blog hvornår TV2 sender udsendelsen om jer? Jeg vil så gerne se den, men kan ikke finde den i programoversigten. Mener det skulle være i næste uge,, – måske tager jeg fejl?

  4. Marie Louise says: 29. september 201319:16

    Haha, jeg er sikker på at det bliver en fantastisk artikel hvis ikke på trods så netop fordi det blev et helt autentisk indblik i Kemoland. Glæder mig til at læse den :-)

Kommenter indlægget