(Om)sorg
Hvordan fortæller man sine døtre, at en jævnaldrene er død? At to søstre er revet fra hinanden og legen slut. At en af Ellas få veninder ikke er her mere – en pige, der undergik samme behandling?
Man gør det nok bare. Bør måske ikke tænke så meget.
Føler i hvert fald ikke, vi kan være andet bekendt. Vores børn er allerede små voksne – forgiftet – på så mange andre punkter. Men det gør ondt at fortælle, for Ellen havde en særlig plads i Ellas hjerte. De mødtes ikke så voldsomt mange gange i vågen tilstand, men det har egentlig ikke betydet det store. Ellen var Ellas kampfælle, og det var nok.
Så vi tar’ en sludder, bager en kage og kører en efterårstur i sommerskur.
“Ja”, sukker Ella, “jeg ved godt, at min Ellen er død. Det var jo derfor, jeg ville tænde et lys i går – for nu er hun en engel. Jeg savner hende, men jeg er glad for, at hun har fået sin stemme tilbage og kan gå igen. Ligesom mig.”
Jeg er målløs, og Nora kigger spørgende på sin lillesøster. Ganske rigtigt så bad Ella om – helt ekstraordinært – at vi satte et levende lys på morgenbordet, men der havde vi endnu ikke modtaget de triste nyheder. Jeg tænkte såmænd bare, at ønsket havde at gøre med de lidt lavere temperaturer. Efterår og vinter lægger jo op til varme og hygge.
Min forstand er på standby her i Kemoland – og jeg er i vildrede: Hvor vidste Ella det fra??? Der må findes en naturlig forklaring. Sådan er jeg opdraget, og sådan må det være. Kan bare ikke få brikkerne til at falde på plads.
Ét er jeg imidlertid enig med Ella i: Ellen er ikke død. Hun lever videre. I alle os der kendte hende.
Det er i hvert fald godt, at I snakker om det, nu hvor Ella tydeligvis er begyndt er reflektere over det og sikkert vil huske det (Jakob husker i hvert fald dødsfald tydeligt) – også selv ens eget sind næsten er for oprørt til at kunne sige noget gennemtænkt. Jeg tænker, at det også nogle gange kan være hjælpsomt bare at få sagt, at man (den voksne) også selv er rigtig ked af det, hvis man ikke magter at sige noget mere sammenhængende.
Jeg håber, I føler fremskridt, selv om jeg forestiller mig, at I oplever det som, at det går for langsomt og er præget af usikkerhed.
Mange kram herfra
Mikael
En engel og en ny stjerne er kommet på himlen. Da mor døde for godt en måned siden – sagde Maria at nu kaster mormor en pind til Maltus i himlen, som han ikke vil aflevere igen – den drillepind. Og præcis samme billede af at mormor rejser sig fra kørestolen, der bandt hende på det sidste… Knus herfra
Der må være mere mellem himmel og jord når Ella kunne vide besked. Ja håber Ellas ønsker for Ellen er gået i opfyldelse. De bedste hilsner.