Sorte dage

Torsdag
Alenedag i sommerskuret. Maler hytten fra morgen til aften – kun afbrudt af frokost- og et par kaffepauser foran brændeovnen. Ilden buldrer, træerne suser. Midt i naturen.

Her tænker jeg de store tanker. Her tænker jeg de små. Om hvordan Ellens forældre mon kommer igennem bisættelsen i morgen. Om hvad pigerne mon siger til deres nye trætophus, når det er færdigt om et par uger.

Tror det også skal være sort.

Fredag
Alenedag i Frihavnskirken. Alene uden børn og mand – men ikke i sorgen. Kirkerummet er fyldt op; af pårørende, af blomster, af lys, af mørke. Hvor smukt. Hvor smertefuldt. Bringer Ellen en kurv med lyng og resten af familien en stor æske Khom Loy – laterner til en mindestund. Måske julenat? Præsten er fantastisk. Forsøger ikke at komme med forklaring eller trøst men citerer i stedet et af de fineste skriftsteder, der findes.

To forældre står med armene om hinanden midt på vejen. Vi andre holder os lidt på afstand. Betragter. Har lyst til at springe ind og kramme, men det her er deres øjeblik. Det sidste farvel. Et smukt farvel. Hvordan kan noget så frygteligt være så smukt? Vi lever livet i gråzonen. Os alle. Intet er helt sort eller helt hvidt. Selv ved de frygteligste tab er der gaver. Og vores gave fra Ellen er et unikt kig indenfor i hendes verden. En invitation til fernisering af et par af hendes ferietegninger i den karakteristiske og helt vidunderlige streg. Minder fra en tid, hvor hun var lykkelig. Rask. Og pigen, der svæver over byens tage med en ballon i hånden? Ja, det er nok bare en pige, der svæver over byens tage med en ballon i hånden. Men efter dagen i dag, har den vist fået en anden betydning.

Altså for os, der sørger.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind … Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt … Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.