Film-præmiere

Sikke en dag! Og sikke en aften!

Føler jeg har været til fest og har svært ved at vågne helt op. Men medie-tømmermændene her til formiddag udvandes af en kæmpe taknemmelighed til alle jer, der brugte gårsdagens tv-aften til at lære vores lille familie at kende.

Mellem 30.000 og 40.000 seere (!!!) klikkede ind på live-chatten i går, og jeg nåede kun at svare en brøkdel af alle de rørende hilsner og spørgsmål, der bombarderede TV2s Københavner-redaktion på Teglholmen. Tasterne glødede, mens den ene kop kaffe afløste den anden. Midvejs stillede min omsorgsfulde kontakt-journalist et stort glas vand foran mig og foreslog en pause. Men det var der jo ikke tid til!

Så fine og smukke kommentarer, så meget kærlighed, der tikkede ind hvert sekund. Jeg måtte da svare – give lidt tilbage. Vise min glæde over den fuldstændigt overvældende interesse i timerne efter Ella-filmens præmiere (NB. genudsendes lørdag aften).

Har lige været inde og runde Knæk Cancers Facebookside, der melder om 150 delinger, 420 kommentarer og over 4.700 likes under vores familiefoto. Wow si’r jeg bare! Har mest lyst til at fordybe mig i alle beskederne med MacBook i sofaen, men om lidt kommer Ellas fysioterapeut på besøg, inden den står på tlf-sludder med Radio 100 og interview herhjemme med Kristeligt Dagblad.

En lille formiddags-Dr. Nielsen-dram må vist være på sin plads?

Pyh!

Opfølging: Tror sgu’ lige jeg napper mig en dobbelt-dram, nu jeg er i gang! Ser gudhjælpemig lige på nettet en overskrift om, at Anders og jeg skulle være gået fra hinanden. Øh nå! Den må så ellers være undsluppet min opmærksomhed :-/

Christ; og velkommen i medierne …

5 kommentarer
  1. Eventyr i Kemoland | Kemoland says: 13. august 201410:16

    [...] midnat sidst i oktober modtog jeg en hilsen fra en fremmed [...]

  2. Johanne Frisgård says: 23. oktober 201320:25

    Jeg så udsendelsen om jeres familie igår aftes, og blev glad over at se live-billeder af Ella på cyklen. Livsbekræftende at se jeres familie forsøge at tackle en sådan livskrise på smukkeste vis. Keep up the fight!;)

  3. Betina says: 23. oktober 201315:23

    Jeg er virkelig vildt imponeret over dit overskud. Jeg var en af dem der skrev i går aftes, og jeg tager virkelig hatten af, for at I stadig “står op” som familie. Mange andre familier ville være blevet blæst omkuld af alt det I har været igennem. Jeg ønsker jer al det bedste i fremtiden, og håber at Ellas fremskridt bliver ved. Både Ella og Nora ser ud til at være to pragtfulde piger, og jeg kunne ikke lade være med at smile over slutningen i går, hvor Ella kommer cyklende og du siger at hun godt må cykle videre. For mig virkede den meget symbolsk – at for Ella er der kun en vej – og det er fremad!

  4. Svigermoren says: 23. oktober 201315:08

    Kære Dorte. Jeg har da ikke lyst til at miste min svigerdatter – selvom det bare er i medierne :-) Det må være en søvnig journalistelev, der har bragt rygtet om bruddet til torvs. Kan kun sige til ham/hende : Hvad med at læse indslaget på chatten helt færdigt, i stedet for at løbe med en halv vind ??!!

  5. Yvonne Thygesen says: 23. oktober 201314:59

    Det var rart at se Anders i udsendelse i går, indtil nu har jeg jo kun læst navnet i bog og på blog.
    Tak for jeres overskud til at skrive/blogge/filme i al den tid Ella har været patient.
    Ja, snup med sindsro en dram, det må være tiltrængt når man skal læse falske overskrifter i aviser. De bedste hilsner.

Kommenter indlægget