Måske?
Tip-top tjek.
Ellas nye knoglemarv arbejder sig langsomt men sikkert i niveau. Stadig immunsvækket Trold, stadig isoleret tilværelse. Men det går fremad.
Jamen hvad med saltene? Skal vi for eksempel fortsætte med samme dosis fosfat og magnesium, nu tallene er stabiliserede? Og skal hendes CVK så snart opereres ud – og er det overhovedet forsvarligt? Og hvor kommer så de mørke rande om øjnene fra? Og blegheden? Og er det virkelig den rigtige beslutning først at se hende igen om tre uger?
TRE UGER???
Modtager et par posefulde sprøjter, medikamenter og sondegrej, får hende vejet, hører de første blodprøvesvar, som er tikket ind, og lytter til det korte og positive diktafon-notat. Men ambulatorie-besøget går så hurtigt, at jeg slet ikke får nået alle mine spørgsmål.
Vores transplantations-koordinator gennemgår tålmodigt alle værdier med mig pr tlf, da vi kommer hjem, og vores ambulatorie-sygeplejerske lover at vende mine bekymringer en ekstra gang med lægen. Begge understreger kærligt, at det hele jo ser flot ud, og at Ella er ved at blive rask.
Den fanger min hjerne bare ikke.
Kan ganske simpelt ikke få mig selv til at turde tro. Se fremad. Hvordan kan jeg det, hvis det gang på gang har vist sig at være omsonst?
Har vist et større kognetivt udredningsarbejde foran mig …
Åhr, hvor jeg trængte til lidt trøst. Tak – hvor er I bare søde! Og altid bare så dejligt, når en trofast læser giver lyd – håber at høre fra dig igen <3
Jeg tror og håber og sender de varmeste tanker!
Sikke skønne nyheder… Men forstår så inderligt angsten, frygten der tærer og hindrer at glæden rigtig tager fat. Kloge beslutninger at arbejde med den, for ved ikke at arbejde med den, er det ikke bare at prøve at undertrykke en gryde med kogende vand med et låg? Eet fantastisk billede billede du der har fundet:0) masser af knus fra Anne
Min første kommentar her hos dig, Dorte – er trofast læser herinde. At forestille sig jeres liv, her fra den anden side af en skærm, kan man jo end ikke begynde. Ikke desto mindre er jeg simpelthen nødt til at sende dig et par ord med på vejen! Tror vi er mange som af og til stopper op og spørger os selv, om vi egentlig gør en forskel – altså sådan i det store billede, for andre mennesker, vi ikke kender. Jeg håber du ved, at du gør, også (eller måske især) selvom ordene primært er fra dig, til dig. Det er SÅ vigtigt, det du skriver! Om sygdom, angst, liv, håbløshed, død, glæde, afmagt, op- og nedture, humor, tragedie – og ikke mindst kærlighed. Det er vigtigt for jeres lille familie, andre familier i samme ulidelige situation – og så ALLE os andre, der står på sidelinjen med bævrende læber, tårer der triller og urolige hjerter!
Det glæder mig usigeligt at læse om Ellas fremskridt, omend de naturligt nok samtidig nærer angsten.
Tak fordi du deler!
Kram.. Forstår så godt.
Det er jo glædelige nyheder, men forstår sagtens at man gerne vil være helt sikker på de gode tal og så videre. De bedste hilsner.