Sorrig & glæde
Varme hilsner tikker fortsat ind her snart en måned efter Ella-filmens præmiere på TV2.
Seernes respons er fuldstændigt overvældende, og det glæder mig usigeligt, hver gang jeg kan vise endnu flere kærlige kommentarer her på sitet. Kommentarer om, at Ellas historie er med til at sætte livet i perspektiv.
Jamen, er det ikke noget af det ypperste, vi som mennesker kan opnå at give andre – inspiration til at leve i nuet?
Synes nu ellers også, jeg kommer med en del sure opstød her på Kemoland-bloggen. Vredesudbrud. Frustrationer. Skæld-ud. Over sygehusvæsen, livsstituation … og mig selv. Sidstnævnte får lige en ekstra omgang:
Pigerne leger her til morgen. Næsten helt ligesom i gamle dage. De leger fe-eventyr. Med glimmervinger og tryllestav.
Og så var det jo, at jeg burde være lykkelig; de to søstre har stadig hinanden, er atter forenede og fistrer omkring, som intet er hændt.
Men noget er hændt!
De har nær mistet deres fællesskab. Nora nær blevet enebarn. Indtil flere gange over de sidste fire år:
Den første barske tid på Rigshospitalets fortravlede børnekræftafdeling, den næste isolerede på indelukket transplantationsstue, den sidste frygtelige på intensiv komagang. Ella omviklet af ledninger fra top til tå. Lam fra halsen og ned. Sorrteblå af blødninger på hele overkroppen. Fødder og skinneben i gips. Skaldet isse. Gule øjne.
Dødsenssyg.
Alle de lange år kan jeg bare ikke lægge væk. Glæden holdes nede af sorgens blytunge røntgenkappe. Med børnemotiver på.
Vil så gerne glemme. Der er ikke noget, jeg hellere vil. Kan dog ikke tillade mig selv den luksus. For lægger jeg kræften bag mig, sletter jeg også størstedelen af mig selv.
Halvdelen af mit liv som mor.
Og hvem kan det?
Skønt billede af de to, og hvor fantastisk, at I er nået dertil. Kan godt forstå, hvis du/I har en kæmpe tankevirksomhed, vrede og frustrationer osv., der skal bearbejdes – og det får du forhåbentlig hjælp til. Men det er en kæmpegave for os andre – og naturligvis også for dig – at se, at pigerne kan lege sammen igen – omsider.
Kære Dorthe
Der er intet galt eller ikke godt nok inde i dig… du er helt normal, helt unik, og alting er jo udfra alt hvad du har måtte opleve i din tid som mor…. din tid ville alle have undt dig bedre… men vi vælger ej…. vi må gå gennem hvad der bliver os budt og du klarer dig med UG+og slange… du skal sørge… du skal græde…. du skal være angst…. for du er et menneske der har brug for at komme ud på den anden side… gem det aldrig… lev det igennem…. så du en dag igen vågner med solen skinnende genem dit vindue…. en dag smiler du ovenud igen… det vil altid være der… du vil aldrig glemme det…
Du har rejst så langt og draget alle os med jer gennem dig…. du har vist os livet fra den mest grimme zone… og givet os HÅB om liv igen….
Du er ganske fantastisk…. helt UNIK… og fuldstændig NORMAL. Du gør det GODT ingen kunne gøre det bedre….
En dag smiler du igen helt ind i dit hjerte…. glæd dig bare….
Med kærlighed
Käthe
Kære du. Du hverken kan eller skal glemme det du har været igennem som mor og som menneske. Du har fået et dybt sår som stadig bløder og som med tiden vil bløde mindre for tilsidst at blive et ar du bærer for resten af dit liv. Det er et fact og dit livsvilkår. Du har lige nu brug for at sørge og lad endelig din sorg få frit løb. Mærk den og giv dit sår tid og mulighed for at bløde. Hvis nogen omkring dig siger at nu må du stoppe så vend dem ryggen. Giv plads til DIN sorg. Lad sorgens fugle flyve over dit hoved, men lad dem ikke bygge rede i dit hår. Knus Inge
Vær glad over ar pigerne er glade for hinanden. Det er uvurderligt. De bedste hilsner.
Grethe Risbjerg Thomsen har begået et digt, som lyder sådan her:
Jeg dør en lille smule
for hvert sekund der går
Jeg bærer døden med mig
igennem livets år
Men en nat, måske en martsnat
så mild af regn og tø
skal jeg gå bort gennem natten
og holde op med at dø
Digtet indeholder denne dualitet i livet, som de fleste af os ikke skænker en tanke til daglig, men som du, I, på den mest grusomme vis har levet i de sidste år – og som I måske aldrig helt slipper. Jeg kan ikke påstå jeg overhovedet kan sætte mig ind i, hvordan du har det – men du skal vide, at jeg sætter så uendelig stor pris på, at der er mennesker som dig, der, på så fuldstændig uhøjtidelig og usentimental en måde, evner og har lyst til at dele jeres inderste angst, håb og kærlighed med alle os. Jeres historie sætter alt i perspektiv. Jeg føler med dig og jer og sender alle knus, kram og tanker i jeres retning