Man er vel viking?

En måned til jul.

Stiv kuling. Bølgerne ruller under vinterbadebroen, slår hårdt mod tømmeret, river i fortøjningerne. Saunakahytten gynger voldsomt. Den ene hånd hænger slåbrokken på knagen, den anden klamrer sig til gelænderet.

Flere nøgenheder dukker op. Storgrinende: “Hva’ si’r du – er det din første tur i baljen dag, he he?”

Jotak – ilddåb indeed!

Nu går den ikke længere. Må følge efter mine to kyndige veninder ned ad trappen. Og hopla – i havnen med kadaveret.

Hold da helt kæft; den havde jeg liggodt ikke set komme. En umiddelbar følelse af frihed, af velvære, at liv.

Jeg lever! LEVER!!!

Råhygge i Hurlumhejhuset. Ser gennem kravlenisser ud over fjorden. Fra øverste hylde. Splitterragende.

Kæk midaldrende giver varmen en på hatten med øseskeen; heden svier i næse og svælg. Griber et loft-reb og slingrer ud til endnu en svalende dukkert.

Tilbage i omklædningen handles hjemmeslynget honning og drikkes urtete. En enkelt dram bliver det også til i søndagens anledning.

Tiltrængt renselse. Tiltrængt fritime. Tiltrængt venindehygge.

Og så nåede man også bageren på hjemturen …