Kender som mor til et hjertebarn så meget dit alarm beredskab. At hun nu er hjerterask gør ik angsten mindre for kroppen husker og “bare” feber kan få mig helt ud på afgrundens rand af bekymring og frygt. Har også to store søskende og glæder mig hvergang de sætter ord på alt deres angst og alle deres tanker der til stadighed også dukker op for dem. Jeg lytter lytter og deler også ud af mine tanker og sammen kommer vi igennem der selvom tiden nogle gange føles til at gå baglæns. Mange tanker

det er tirst at høre god bedring.

Tænker på jer og ønsker lille Ella god bedring, håber hun snart er hjemme igen. Mange hilsner herfra

Jeg folder mine hænder og tænker på jer. Jeg håber det bedste. Hvordan er status pt?
God bedring.

Fra en søster til et hjertebarn til en mor med et kræftsyg barn…

At du går og har dårlig samvittighed er jo uundgåeligt – som mine forældre engang sagde: “Når jeg er ved den ene, har jeg det dårligt over at jeg ikke er ved den anden!” Altså er man som forældre i en konstant sfære af dårlig samvittighed – og hvor er det unfair!

Men… At se sin elskede søster ryge på sygehus – ligegyldigt hvor mange gange man har set det før – er simpelthen forfærdeligt. Som barn ved man, at det er svært for forældrene, og man vil bare rigtig gerne gøre sit bedste for at passe på sine forældre og sin søster. Hvad gør man så? Man er bange, man er ked af det og mest af alt fyldt med en masse forvirrende tanker “Er det mon denne gang at jeg mister?”… Hvad gør man så? Jo, man gør som din datter… Man går ind i sit værelse, enten forsøger man at lukke alt ude i leg eller også sidder man sig op i sin seng med sin bamse og sin dyne – og så forsøger man at lade være med at græde. “For hvis jeg græder, gør jeg bare mor og far ked af det!”. På et eller andet tidspunkt kommer tårerne – og så er det altså bare ikke lige til at stoppe mere.

For hvad er det nu lige der sker? Jo, mor og far går i alarm, fordi søster skal afsted – og det ved man godt er nødvendigt og sådan skal det være – men… nogle gange vil det bare være rart, at nogen har overskud til at se lille “mig”, for ved du hvad? Jeg er hunderræd, jeg vil gerne vise jeg er stærk, så du ikke skal bekymrer dig… Men i virkeligheden har jeg bare brug for at nogen kigger mig i øjnene, ser mig og måske giver mig et kram, for i virkeligheden er jeg faktisk rigtig bange. Så det er ikke bare sorgen og angsten, der kommer ud med tårerne… Det er også den helt klare følelse af, at man igen har skulle klare sig selv. Man ved godt, at det ikke kan være anderledes – det er jo et liv det handler om – men… følelsen… Den er der stadig – følelsen af, at man igen igen har skulle være stærk og klaret sig selv.

For mange er det noget man ikke snakker om… Jeg er 26 og har aldrig talt om det med mine forældre, selvom det er sket mange gange… Din datter derimod… Hun TØR fortælle dig, at HUN manglede jer, da der var allermest kaos – da hun var allermest angst. Det er stort! Det er flot! Lov mig at du ikke vender hende ryggen og giver hende dårlig samvittighed, men viser hende at det er helt i orden, at hun har det sådan. At du forstår hende og at hun har ret til at føle sådan!

- og for guds skyld, vær stolt af hende! Det er altså svært at sige til dem man elsker!

God bedring med den lille! Krydser fingrer for at I snart er igennem dette mareridt!

Kære Dorte
Ingenting kunne du/I gøre anderledes.. I handlede efter bedste evne og med den dybe angst inkluderet i dit hjerte….. trøst dig med at engang forstår de det alle sammen….. så tør sveden af panden…. de tanker og den samvittighed har du ikke brug for nu…. brug hvad du har her og nu… Du gør alt det bedste…. hvem kan forlange mere…. INGEN…
OG JEG… sender jer alle de bedste tanker og største HÅB..
Kærligst Käthe

Åh nej. Stakkels piger. Håber det snart normaliserer sig,så Ella er hurtigt hjemme igen og at Nora bliver glad igen. De bedste hilsner.