I sumpen
“Hm, her kunne godt trænge til en klud …”
“Hold da op, sikke en masse legesager!”
“Nå, I har rigtig fået fastfood igen, hva?”
Aaaaargh!!!
Ligeså dejligt det er så småt at kunne få gæster igen, lige så stressende er det atter at skulle forholde sig til andres mening. Andre end sundhedsfagligt personale. Om andet end medicinering og sygepleje.
Også selv om der i kølvandet kommer tilbud om støvsugning, oprydning og madlavning. For min knold kan bare ikke rumme mere end de tre ord, der fylder det hele:
ER HUN RASK?
Så jeg takker pænt nej og sejler videre. Orker ikke andre folk i mine støvede skabe og tilkrummede skuffer. På knæ på mit køkkengulv for at få sidste måneds ketchup-plet af. For jeg skal nok klare det selv. Engang. Ved lejlighed …
Det er så bare ikke lige nu.
Ella har løbenæse og må ikke komme op i sin institution til de andre immunsvæklinge i disse dage. “Jamen så skulle der da være rig lejlighed til at klare hængepartierne derhjemme?”, forsøger den dårlige samvittighed. Jo da. Når morgenmaden er taget af bordet, Smølfe-puslespillet er lagt, Barbie-dukken har fået balkjole på, frokosten er anrettet, akvarellen klar til tørring – og oliemaleriet ligeså, bamseselskabet overstået, Totte-bøgerne læst, eftermiddagsteen drukket, træning, medicin og puttetid i sofaen klaret. Så måske.
Farvel rod – hej frihed, lyder en af tidens kække titler. Her i den omvendte verden er alt imidlertid på hovedet. For hvordan i himlens navn skal jeg da kunne komme rodet til livs uden frihed? Rodet i min hjerne, der fastholder tankerne i dystre mønstre. Rodet i mit hjerte, der gør det så smertefuldt at elske mine to piger.
Men jeg kommer da op hver dag og i bad. Hvilket altså er stort. Her på egnen. For ja, tanken den har da strejfet mig. At livet måske ikke helt er livet værd. Alligevel. At nok er nok, og søvnen kalder. Den dybe frie søvn. Fredgivende søvn. Én gang for alle. Og når jeg siger strejfet, så er det det, jeg mener. For jeg er her endnu. Er jeg ikke?
Lige her midt i sumpen.
[...] jeg ikke få lov til at blive lidt længere i sumpen? Bare et øjeblik til? Jovist kan man få åndenød og klaustrofobi hernede, men man føler sig jo [...]
[...] tak for kæmpe oplevelse ude af sumpen for en [...]
Kære Dorte. Nu har jeg i et år fulgt din blog og jer alle fires kamp for livet, både på bogstaveligste vis og i mere overført betydning. Vil bare sig hold ud livet ER livet værd på trods af tvivl og stor besvær, på trods af det som smerter. Giv ikke op nu i alle er så tæt på målet, et rask almindelig liv ude af kemoland, ude i det “almindelig” børnefamilie-land hvor mange af jeres “krise-erfaringer” vil hjælpe jer. At KUNNE lade rod være og være tilstede er en MEGET stor kvalitet netop her, velkommen på den anden side. Om lidt kommer foråret, håb, varme vinde og ikke mindst SOLSKINSDAGE. Knus og tanker fra mig en stor fan/ beundre
Caro ti,
Giv plads til sorgen – og håbløsheden- der er ingen nem vej frem.
Kæmpe kram
Sikke en masse søde ord fra jer alle! Kan godt forstå, I er bekymrede; det er jeg også. Men mon ikke det snart lysner over Kemoland?
Jeg har gennem de sidste par dage læst mig gennem din blog, og jeg tager hatten af for jer alle 4.
Blev opmærksom på Ella og jer gennem dokumentaren om Ella, og har siden da løst fulgt med her i blog land. Det har været svært og læse om, kan på ingen måde forestille mig hvordan det må være og stå midt i det. Syntes jo at jeg har rigeligt med en mindste øgle der har sine egne problematikker, men det er det rene vand i forhold til hvad I og så mange andre familier lever med.
Du er en helt fantastisk kvinde der gør det bedste du kan ud fra de forudsætninger du har lige nu og her. Pas godt på dig selv, for der er 3 andre der har brug for dig hver eneste dag.
Hvor befriende med en der tør indrømme rod. Med børn kommer rod, so what, det gror jo ikke fast for alvor. Du er eminent til at være til stede i nu´et sammen med dine piger. Det beundrer jeg virkelig. Mens vi andre drøner rundt og støvsuger for at fjerne rod i hjemmet og dermed i hovedet, så det kan se ud som om vi har helt styr på det dér mor halløj, så sidder du i laveste gear og giver Barbiedukker balkjoler på og maler akvareller med dine børn. Det er jo sådan vi alle burde gøre NU,og ikke først når rodet er fjernet, for der er børene flyttet hjemmefra.
Jeg har hele livet øvet mig på at blive bedre til at se mit eget rod og være god til at rydde op. Nu kan jeg ikke længere slappe af hvis der roder. Så nu er jeg gået igang med at øve mig på at ignorere rod og nyde mine børn mens de stadig gider at være sammen med mig. Det er sgu da lidt komisk!
En anden ting Dorte; Jeg blev altså lidt bekymret den dag du skrev at du havde smidt dine antidepressiver ud. Jeg ved ikke om det var ment symbolsk eller noget andet. Men jeg bliver altså lige nødt til at nævne, (selvom du sikkert godt ved det, kan det jo være at du lige har skubbet tanken lidt væk), at det kan være lidt farligt at stoppe brat med dem. Det kan i værste tilfælde give selvmordstanker…og det samme hvis du får for stor dose, så jeg håber meget at du har en god psykiater i hånden. Undskyld hvis jeg går over din grænse. Det er ment i bedste mening fordi jeg synes at du er bedst tjent med at have det bedst muligt. Det er svært nok i forvejen at navigere i følelseslivet i din situation ligenu <3
Anita Dietz er i øvrigt min dejlige veninde. Det var hende der anbefalede mig at læse din blog <3 Det glæder mig at du har haft fornøjelsen af at lære hende at kende, hun er en ener…og det er du også.
De bedste tanker..
Kom til at tænke på den her fine sang:
http://www.klodshanskaravanen.dk/Sange/du_kom_med_alt_det_der_var_dig.html
Kh
Tusind tak for din fine blok.
Kender det så godt fra vores tid i kemoland. For mig var det overlevelse, jeg lagde alt rodet inden i ud – og kunne sådan nogenlunde navigere. Hvis jeg skulle have holdt hjemmet top tunet (eller bare helt almindeligt) var rodet og kaosset inden i eksploderet og vi var gået helt i smadder og var sejlet i alle retninger.
Tanker
Kender det så glimrende. Faktisk vil man hellere vinde en årlig hovedrengøring end diverse millioner. De bedste hilsner.
Tak fordi du beskrev sumpen så levende.