Første skoledag
Nora skolepige!
Den lilla rygsæk pakkes med lyserødt lego-penalhus, trafikklub-maskasse, prinsesse-drikkedunk og ekstratøj. Farmor og farfar har været tidligt på færde og tager over på Ella-pasningen, mens vi andre går over til indskolingens lokaler. 10.10 er et ok mødetidspunkt, men det er desværre kun i dag. Derefter hedder det 08.15, og jeg har mine tvivl, om det vil lykkes os at komme til tiden hver dag. Nå, men det må vel komme an på en prøve…
Skolegården er proppet med forventningsfulde børn med påhæng. Observerer, at så godt som alle har fine nye skoletasker på ryggen; sådan nogle kæmpe sager med fastmonteret gymnastiktaske ovenpå, som truer med at vælte ungerne omkuld ved den mindste brise. Vi bruger altså bare turtasken ind til videre…
Så beder skoleinspektøren i sin skingre mikrofon 0.c indfinde sig i deres nye klasselokale, og forældrene mokker sig sammen langs bagvæggen.
Dagen er kommet lidt bag på os alle, og Nora er slet ikke nået at blive nervøs. Ellas påbegyndte vedligeholdsfase er i centrum for tiden, for lige pludselig er vi alle fire hjemme hver eneste dag, og det er stadig en helt ny fornemmelse.
Det fylder meget i min knold. Og øjensynligt også i Noras, viser det sig, for de to børnehaveklasselærere har kun lige overstået deres præsentationer, da Nora som den første ivrigt rækker fingeren i vejret: ”Min lillesøster har fået et brev om, at hun skal til tandlæge, men det må hun ikke, for hun er syg”, fortæller Nora i velformulerede vendinger med klokkeklar stemme.
Så kom det da ud, tænker jeg og mærker tårerne brænde sig vej ud af øjenkrogen.”Ok”, siger den kønne rødhårede børnehaveklasseleder kærligt, ”men mon ikke dine forældre finder en løsning på det?”. Tøsen nikker glad og vender sig mod mig med et stolt smil så stort, at jeg kan se hullet efter de to rokketænder i undermunden.
Jeg smiler tilbage og vinker.
Ja dårlig samvittighed er min tro følgesvend, det er næsten det værste, man føler virkelig man svigter sit raske barn
Så sidder man her og tuder igen med rugbrødsmad med tomat i hele munden….
Kommer til at tænke tilbage da min søn startede i 0 klasse, og lillesøster startede i kemo. Der var også mange dage han ikke kom afsted i skole, svært at stå alene med kemoramt barn og lille purk som ikke skulle gå alene i skole. Når det så lykkes at komme afsted med dem begge, så kunne man pænt kysse farvel udenfor skolen og sende ham ind, det samme når han skulle hentes fra frit, hen og banke på vinduet, så de kunne gøre ham klar og sende ham ud til mig…..FUCK det var hårdt. Ingen kontakt med nogen forældre, totalt isoleret og stakkels lille Emil :´(
Får virkelig genopfrisket nogen ting når man læser din blog, dengang tudede jeg ikke over de ting, men det gør jeg nu, for nu er der tid til at tænke over det hele og det gør stadigvæk avs…. meget avs!!!
Har også stået og banket på SFO’ens vindue – og hvad gør man så lige, når ungen nægter at komme ud til sin immunsvækling af en lillesøster??? Meget af min energi under indlæggelserne gik faktisk med at have dårlig samvittighed over, at jeg ikke var der for Nora. Pyh!