R.I.P. Alexander

Aften. Dagens Facebook-statusser kigges igennem:

- Første skoledag som klasselærer – tøjkrise.
- Hjemvendt fra fantastisk ferie med familien.
- Glæder mig til aftenens koncert.
- Frygtelig afdeling at ligge på – kan ikke undgå at blive mindet om, at ikke alle børnene klarer den.
- Uhm – mandens lasagne er…

HOV! Hvad er det? Ikke alle børnene klarer den, hvad vil det sige – har der været endnu et dødsfald derinde??? Ringer fluks profilens indehaver op, en medindlagt mor til hjernetumor-dreng. Jo, den er desværre god nok: Vi har mistet endnu et barn på afdelingen; denne gang den lille fireårige purk Alexander med leukæmi. Jeg sidder stum med telefonen i hånden, og tårerne presser sig på. Jamen, ham kender jeg jo. Og hans raske tvillingebror. Og hans vidunderlige og brave forældre. Jeg har hele tiden vidst, at det måske en gang ville ramme en af de familier, vi omgås med, men følelsen kommer alligevel helt bag på mig; dyb og smertende sorg.

Men vi har da lige fejret drengens sidste kemo med balloner og hygge! Hvordan i alverden kunne det dog ske? I røret hører jeg videre om, hvordan hun havde hørt et barn klage hele aftenen bag sit hovedgærde, og dagen efter havde været et mylder af gæster ud og ind af stuen ved siden af. Ud fra en overhørt samtale mellem pårørende i elevatoren, har hun stykket nok info sammen til at konkludere, at der muligvis er sket et lægeligt svigt. Personalet udtaler sig ikke. Jeg ringer lidt rundt til et par venner fra afdelingen for flere detaljer, men ingen ved noget som helst. Dog svirrer spekulationerne om endnu en utilsigtet hændelse. Beslutter at kontakte vagtstuen men uden resultat – sygeplejerskens ellers så rappe kæfte er hermetisk lukkede med syv sejl og gråbrunt gaffatape.

Insomnia-nat. Grådfyldt nat. Kvælende mørk og døduhyggelig nat. Sætter mig op i køkkenet med en baileys og forfatter en rørstrømsk og tårervædet ode om den dag, vi måske mister vores eget barn.