Øh, tillykke …

Great!

Det er lige gået op for mig, at vi har glemt Ellas første knoglemarv-fødselsdag. I onsdags var det et år siden Dag 0; dagen hvor en ung tysker gav lidt af sig selv til min lille datter. Er det ikke noget, man bør fejre?

Nå, men vi fester lidt ekstra til hendes fødselsdag om en måned i stedet.

Eller noget.

Øv, kan godt mærke, jeg ærgrer mig lidt over min usle hukommelse, men dagene har været så barske:

Vente vente vente.

På prøvesvar. Der går altid op mod et par uger, før resultatet på EllaBellaFrikadellas uhyggelige chimera-tests foreligger. I præ-transplant-udleveret protokol står det skrevet, at denne foretages med halvårlige intervaller. Men det kan vi så åbenbart ikke regne med alligevel – ifølge sidste kontrol.

Har været ude af mig selv.

Måske fordi lægerne ikke forberedte mig på testen / var enige om nødvendigheden? Måske fordi svaret med så tydelig sikkerhed er i stand til at skyde vores liv i sænk – eller redde os ned fra den ensomme bjergtinde?

Som sagt: Ude af mig selv.

Rod! Flippede ud på alle og indkaldte til familiemøde: “Nu kan det sgu’ være nok! Jeg er træt af at være stuepige; man bedes hver især rydde op efter sig og tage ansvar for en gangs skyld. Tak!”

Iskoldt! Og hvor pokker bliver sneen af? Så man i det mindste kan bruge minusgraderne til noget: “Holder ikke ud at være isoleret inde i det her lille dumme hus ét sekund længere. Kører en tur. Farvel!”

Så kom resultatet pludselig. Ringede ambulatoriet op i forgårs om manglende recept og spurgte til prøven, selv om jeg godt vidste, det var for tidligt.

“Det er helt, som det skal være: 100 % donor – ligesom sidst, meget flot”.

Faldt om på daybeden. Det må være sådan her, tumorforældrene har det efter en ren scanning. Bare kræften holder sig væk. For tid og evighed. Sms’ede straks til alle de stakler i min omgangskreds, det var lykkedes mig at stresse helt op. Ella kom tøffende med Bamse og lagde sig hos mig. Aede mit hår. Trøstede mig måske?

Hun er uden tvivl den stærkeste i familien. Paradoksalt nok.

9 kommentarer
  1. En mærkedag … og det løse | Kemoland says: 7. februar 201517:38

    [...] transplantation. Som vi – tadaaaaa! – havde husket at plotte i kalenderen i år (modsat sidste februar [...]

  2. Jette Backmann Grubert says: 10. februar 201422:31

    Sikke en dejlig nyhed, stort tillykke til jer alle. Mange hilsner herfra.

  3. Jane says: 10. februar 201415:49

    Jeg kan kun ønske tillykke og glæde mig på jeres vegne, og som altid kommer der vand i øjnene.

  4. Yvonne Thygesen says: 9. februar 201416:06

    Gode nyheder. Ella ligner moderen sin,som de ville sige i Norge. De bedste hilsner.

  5. mor/mormor/Inge says: 9. februar 201410:28

    YES – YES – YES.! Til lykke til et af mormors smukke børnebørn.
    Jeg elsker vore tirsdage sammen, Ella-skat – du er super stærk,
    Og så slår du mormor i næsten alle spil.
    Hvor er jeg lykkelig for at du, kære datter og hele familien
    nu igen kan være rolig i nogen tid.
    Du fortjener det, Dodde.

  6. Mette Weber says: 8. februar 201421:09

    knus

  7. Anna says: 8. februar 201420:38

    Åh stort tillykke! Flip ud for fanden, det har du ret i. Jeg tager hatten af for, at du stadig står op. Og takker for, at du får os andre til at værdsætte den kedelige hverdag lidt mere…

  8. Tante T says: 8. februar 201416:55

    Jeg forstår til fulde …
    Har det faktisk meget lig det du beskriver om hverdaglivet og ventetiden. Usikkerheden. Kram fra mig.

  9. Joan says: 8. februar 201415:36

    Kæmpe til lykke!
    Ikke sært du flipper lidt ud indimellem….
    Kh Joan

Kommenter indlægget