En soldat vender hjem
Der har vist været lidt halvstille her på bloggen. Ikke de helt store følelsesudbrud, reflektioner. Men de rumsterer i allerhøjeste grad, kan jeg mærke. Nat og dag.
Står for at skulle søge job. Ja, den tid er kommet. Efter fem års orlov kalder kontorstolen, kollegaerne, kaffepauserne. Projekter og deadlines.
Hjælp!
Første ansøgninger er afsendt. Men jeg tvivler sgu’ på positivt udfald. Googler en potientiel arbejdsgiver mit navn, vil han fluks finde en udmattet og sårbar Cancermon. Årets medarbejder, hvabehar?
Sandheden er, at jeg slet ikke ved, om jeg vil være i stand til at udføre et dagligt stykke arbejde. Hver dag. Fem dage om ugen. Erindrer kun svagt hvordan dagligdagen som udearbejdende mor mon var. Og denne gang står vi og skal have FIRE mennesker fodret af og i tøjet. På samme tid. Hvordan pokker gør man lige det? Og hvordan undværer jeg dog min lille Ella, som jeg hele hendes liv har levet sammen med? Hun er en del af mig – og jeg af hende.
Reflektion: Hvor meningsfyldt vil jeg lige finde det stykke arbejde, der venter mig? Hvor overbærende vil jeg mon kunne være over for brokkende kollegaer og sure chefer? Når jeg netop er hjemvendt fra fronten. Med død og ulykke på nethinden.
Kommunen har opsagt os i vores familieterapi (som imidlertid knapt nåede at komme igang). Vi tilbydes eventuelt et par timers individiel krisehjælp, hvis det skulle være. Ellers tak. Vi har levet adskilt alt for længe. Nu er tiden inde til sammen at komme videre. Som familie. For første gang. Endelig. Men den opgave må vi så klare alene. Samtidig med børnehave-, og jobstart.
Hvor festligt, det dog skal blive …
Held og lykke med jobsøgningen. Hvad med noget freelance, hvor du kan være din egen herre? Mange hilsner herfra
Inden jeg loggede på kemoland,strejfede tanken mig, mon Dorte snart skal tilbage på arbejdsmarked, så da siden åbnede og dit indslag netop vedrørte den store opgave det bliver ,for dig og din familie, kunne jeg ikke lade være at smile. Som mange af de andre på bloggen skriver, skal det nok gå, det bliver selvfølgelig ikke let, jeg tror også af et job på deltid vil være det ideelle for dig i starten. Det er super at du stadig bruger tid på din blog så vi kan følge med i hvordan du trives, kan forestille mig at andre canser moms også er glad for at følge dig;) ønsker det bedste for dig og din familie. Held og lykke med jobsøgningen. Knus Pernille
Kære allesammen! I aner ikke, hvor jeres søde ord varmer i en – stadig – hård tid; bliver spændende, hvad det hele ender med. Kan slet ikke se så langt ud i fremtiden lige nu. Glæder mig bare over hver dag, der er gået godt. Og @ Ketty: Der findes i allerhøjeste grad grupper for jer, der har mistet. Ligesom for os, der stadig kæmper. Send mig en mail på dorte@kemoland.dk, så giver jeg dig en oversigt retur
Jeg har heller aldrig fundet frem til den rette meningsfulde arbejdsgren efter vi mistede vores Clara.
Findes der egentlig en gruppe for forældre som har mistet eller har oplevet at have et kræft sygt barn? Nogen der ved det?
Der burde være en udslusningsordning lidt som fleksjob… så familier der har været igennem et langt forløb som jeres kunne starte langsomt op uden at gå ned på det økonomisk… men på den anden side hvor findes der arbejdspladser der vil have en medarbejder der har behov for at starte med få timer og går op i tid efterhånden som hjemmefronten er klar til det… held og lykke med at finde det perfekte job… som jo sandsynligvis ikke er af den samme type som du ville havde haft hvis dine to guldklumper havde haft den start i livet som I havde “planlagt”… måske et sted hvor du kan hjælpe andre forældre videre …..
Vil ikke bilde dig ind, at jeg forstår dig; jeg tror, man skal have gennemgået, hvad du og I som familie har gennemgået for helt at forstå, men jeg har fulgt dig her på bloggen i lang tid efterhånden, og jeg kan derfor i det mindste sige: du er SÅ sej – hele jeres familie er sej. Dette kommer I derfor også igennem, det er jeg sikker på, og enhver arbejdsgiver har bare at være TOP lykkelig for at få dig som medarbejder, ligesom dine nye kolleger også bare har at være tilfredse. På med vanten – ønsker jer alt det bedste både hver især og som familie!
Hej Dorthe
Kender lidt til følelsen var dog kun væk i 3 år, men kom tilbage helt forandret. Det er sgu svært at komme tilbage igen, men stille og rolig fandt jeg vejen. Jeg har dog stadigvæk dage hvor jeg tuder, og synes verden er uretfærdig. Men jeg skal og må for det ville Paw ha ønsket og mine to andre børn fortjener det. Men hold da op hvor har jeg klikket i det, glemt ting og sager, men nu her 1 1/2 år har vi som familie fundet en vej, dg ikke uden bump men en vej hvor vi som familie kan følge med.
Du har simpelhen været super sej, det har i alle sammen, og dette bump klare i også for i må være Danmarks sejeste familie. Der er en vej, du skal nok finde den.
Sender dig og din familie de varmeste knus og kram
Monica
PS jeg har aldrig glemt at du tog dig tid til at skrive til mig i en svær tid, det varmede så meget dengang.
Jeg er sikker på at du vil vinde et meningsfuldhed job, hvor du får en masse sejre ift din faglighed og profession. Og jeg tror at du har du styrker qua det du har stået igennem, som en almindelig medarbejder ikke besidder. Du bukker ikke under når ‘the shit hits the fan’, eller når der bliver lidt stresset på kontoret. Det er peanuts ift den stressbyrde du har kunne håndtere. Brug din erfaring som en styrke frem for en svaghed. Jeg hepper.
In the big picture er det også skide lige meget med det arbejde. Som udearbejdende forældre med 4 børn fra 5-18 år ville jeg ønske at vi dog bare kunne ramme den ugentlige lottogevindst eller arvede en stor formue, så vi kunne bruge al kostbar tid på vores unger og hinanden. Jeg har fulgt jer længe og håber det bedste for jeres lille famile… Good luck!
Tænker at fuldtid måske ikke er vejen frem for dig og din familie. Hvis en potentiel arbejdsgiver kun ser dig som udmattet cancermom er det ikke den rigtige arbejdsplads alligevel. Jeg synes du er så meget mere end det. Og det håber jeg også du selv kan se, midt i al sårbarheden.
Jeg måtte vælge helt andre veje efter 3 år udenfor og på 20 timer for mine værdier var blevet så anderledes og jeg ville være sammen med mine børn og nære familie der var så meget mere vigtig end arbejde. Håber det lykkes med det hele for dig og jer som familie