Nulpunkt
Noget skal ændres. Noget grundlæggende. Vil ikke leve et liv i angst. Ikke mere.
Har det bedst under dynen bag nedrullet gardin. Her kan jeg gemme mig. Varmt og overskueligt.
Selv om soveværelsesdøren er lukket, kan jeg høre børnene i stuen og mærke bumpene, når de hopper. Forhindringsbane? Vejrmøller? Vil gerne vide, hvorfor de griner – men går ikke derud. Kan ikke.
Hvad holder mig tilbage? Måske frygten for at blive involveret i legen. Hevet tilbage i familien. Nu hvor jeg prøver at holde mig lidt væk.
Men det er komplet umuligt ikke at være en del af livet i det her lille hus. Selvfølgelig er jeg en det. Dog ikke en hel del. For så kan jeg nemlig slet ikke få luft.
Ilten er væk for tiden. Kan ikke trække vejret helt ned i maven; der er ligesom lukket af. Er ret beset i tvivl om, hvorvidt jeg de seneste år har fået nedsat lungekapacitet. Af at holde vejret. Når jeg er sammen med de andre tre, nedkøles de ikke kun af mine spydigheder men også af trækken fra åbne vinduer og døre. Stillestående luft minder om stillestående liv. Og så kan jeg ikke ånde. Eller se. Eller høre. Synsfeltet indsnævres, og tinitusen dundrer. I takt med hjerterytmen.
Sidder der overhovet et hjerte derinde? Måske er det ædt op af angst for at miste.
Det jeg næsten mistede.
Tak alle <3 – og snøft. Det er sgu’ hårdt …
Kære Dorte, har fulgt jer gennem flere år og jeg vil forhåbentligt aldrig kunne sætte mig ind i hvad du har gået og går igennem, men jeg tror på at du kommer igennem på den anden side, men ved også at vejen kan være lang, så jeg sender dig alt min styrke og håber at overskuddet kommer tilbage til dig, nu hvor kampen kun er din.
Meget meget flot og ærligt skrevet. Undskyld hvis følgende er totalt mistolket !
Jeg kender dig ikke men jeg er bekymret for dig. Dine ord er nøjagtige hvordan jeg havde det, tænkte og følte da jeg var hårdest ramt af stress (uden at kunne se /acceptere det selv) Mon jeg har ret? Det ved jeg ikke…få hjælp til at komme ud af boblen
Om nogen har du et hjerte, et KÆMPE hjerte der banker for din familie
Det er vel også okay…altså at ville krybe langt ned under dynen og melde sig ud af det hele. For en tid. Derfor er jeg ikke bekymret for dig. Endnu. Jeg føler også behovet for at melde mig ud indimellem. Bare ud, langt væk fra det hele. Træt, træt, træt! Af det hele og af familien og deres larm! Når de perioder kommer tager jeg lidt væk og gør noget for mig selv. For det har vi brug for som mennesker. Alenetid. Til at være, at tænke, at nyde roen og ingen forpligtigelser have. Du har “været på” forever, fordi du skulle. Intet mindre. Og der gør man, kan ikke andet. Vil ikke andet. Nu har Ella-Bella det bedre og nu må man mene, at det er ok at stikke lidt af…få lidt alenetid. Lade lidt op igen, måske med lidt nørklerier i hænderne, gå nogle lange ture, få lidt massage eller læse gode bøger. Op til sommerskuret med dig…afsted afsted… Knus N
❤️❤️❤️ Og styrke