Sommer-torden
I de små stille pauser.
Når dukkerne bades, gymnastikvimplerne luftes, eller kreativiteten udfolder sig med pensler og farvelade på en brændende og doven feriedag.
Hvad gør jeg da? Jeg filosoferer.
Ikke mere end ét enkelt ukoncentreret splitsekund skal der til, før romanen dumper ned i skødet, hækletøjet falder ud af rytmen, te-posen glemmes i kanden. Eftermiddagen forbitres. Mørket sejrer.
De frie tanker finder sig et musehul af en bagdør, møver sig indenfor og tager over.
Pigerne er i fuld sving med et fælles undervandsmaleri i gulvstørrelse; alt for varmt til at opholde sig ude. Nora klukke af grin. Ella fniser med.
Livet er ikke livet værd, tænker jeg, med al den gru og smerte?
Jamen, hvordan hænger det dog sammen, spørger læseren. To raske søstre, der hygger sig; hun burde da endelig være glad?
Nu også dårlig samvittighed. Pling! En dråbe besk i sorgens bæger. Jeg rører rundt. Sur dram at bunde – men ned skal den.
For en gang imellem bliver jeg simpelthen nødt til at give efter. Humpe mig en tur omkring omkring i selvmedlidenhedens sump, inden livet genoptages. Genopdages. Luften friskes op.
Dog sværere at vende tilbage efter hver dyk, kan jeg mærke. Og det skræmmer mig fra vid og sans.
Ville ønske det var forsvundet med Ellas kræft: Uvejret i mig.
Pyyyh! Og hurra! Tillykke med det dejlige resultat <3 Og tusind tak for beskeden – er så glad på jeres vegne.
Kære Dorte
Vi har netop fået svar fra Riget i dag…MR-scanning var helt normalt, og ALT er som det skal være… Jeg har været så træt, så træt de sidste dage…Bange, vred, opgivende, urolig og lige nu er jeg fuldstændig slatten af den rutsjebane-tur, vi har været igennem de sidste dage… Det føles fantastisk lige nu, og de vil først se os igen om 5-6 mdr…;-)…
Jeg var ansat på 5054 som sygeplejerske for en del år siden,,,, jeg havde dog aldrig i min vildeste fantasi, regnet med, at skulle ende derinde med mit eget barn….det er så prøvet, og om nogen kan jeg sætte mig ind i, hvor forfærdeligt det er…. Måske derfor har det været særligt svært for mig, at komme videre i dette forløb…Emma’s cancer var ikke “slem”, men jeg har jo set, plejet og behandlet andre børn når det er rigtig slem….så troen på, at “det nok skal gå”, har været svær at finde. Men det begynder at gå op for mig, at Emma overlever, og vi overlever som familie, og det er en fantastisk følelse.
Så…. Ja, det havde jeg brug for at dele med dig…;-)…
Mange kærlige hilsner
Maria
Maria lad mig høre, hvordan det gik? Tænker på jer! Og nej, jeg kender ikke til mødre-klub herovre, selv om det er en super idé. Jeg har brugt fællesskabet i Børnehuset SIV under de hårde år. Men der var jo også udskiftning af forældre undervejs. Har hørt, at Rigets psykolog nogle gange opretter en “klub” for ligesindede, der mødes et par gange om året. Måske man kunne høre hende ad?
Kære Dorte
Sidder her, og er så ramt af dine ord….det er jo nøjagtig sådan jeg også har det…Min dejlige datter Emma på 12 år, blev opereret for en kræftknude i ørespytkirtel på Riget sidste år. Vi var heldige, og Emma undgik kemo og stråler. Knuden er væk, og der var ingen spredning til de omkringliggende lymfeknuder…vi går til kontrol hver 3-4 mdr, MR/CT/PET-scanninger og det er så barsk og angstfremkaldende….Emma skal igennem MR på mandag og jeg veksler mellem at tro, at alt er fint, til at forestille mig det værste…det er som om, angsten for hendes fremtid ikke vil forsvinde…angsten for tilbagefald er voldsom nogle dage, og jeg kan blive så modløs over, om det virkelig skal være sådan her for altid??
Ved du, om der er et “mødre-fællesskab” i Københavns området, hvor man kan være sammen og dele tanker, frygt, angst, glæde og taknemmelighed over hele ens forløb? Jeg er kommet i kontakt med anden mor, hvis datter har været igennem samme som Emma…vi har stor glæde af hinanden, men tænker vi godt kunne bruge flere stærke kvinder…
Jeg ønsker dig, Ella og resten af din familie lykke på jeres vej.
Vh
Maria Hjørngaard
Kære kære Dig…
Forstår dig så godt…med alt det i har været igennem…der skal jo føles og reageres, især når der er ro, fred og idyl…jeg gik ned med flaget inden My blev meldt rask, faktisk lige inden den december hvor vi troede der var tilbagefald og hun var ind ud ind på sygehuset…indimellem bliver jeg sku også ked og modløs og synes alt er noget lort…men det er det jo ikke….du har kæmpet den vildeste kamp for Ella, Nora og ja jeres lille familie…nu er alt godt igen og sårene skal læges..giv tid du stærke smukke kvinde…du har været så stor inspiration for mig, du har trøstet mig selvom du selv stod i “lort” til halsen…nyd sommeren og livet….glæder mig til vi ses i Tisvildeleje…knus Heidi