1/2 års læsning
Åh, godt jeg har mit hækletøj, for jeg er ved at løbe tør for litteratur. Hermed et udpluk af seneste måneders læsning:
Du forsvinder (Christian Jungersen)
Af forfatteren til den skumle Undtagelsen. Den her er mindst lige så speciel – og er oven i købet krydret med fotos af alt fra sms-korrespondancer til villaveje. Cool men ret spooky. For hvad er ærligt og ægte, og hvad er beregnende og falsk? |
|
Alfabethuset (Jussi Adler-Olsen)
Faktisk samme problematik her også: Hvem tør man stole på, og hvem er i grunden hvem? Har slet ikke været med på Afdeling Q-bølgen – også af Adler-Olsen. Men hvis de minder spor om denne – vist en af de første – så er det en overvejelse værd. For her har vi en ualmindeligt veldrejet thriller. Ret ubehagelig til tider – især for sådan en bakteriesky Cancer Mom som mig; argh at måtte tatovere sig selv med afføring for at redde sit liv. Bvadr! |
|
Sandmanden (Lars Kepler)
Uha mere spænding! Fløj sidste år gennem de tre første – det samme med denne fjerde i krimiserien fra ægteparret Alexander og Alexandra (tænk at skrive bøger med sin mand …) Genial til de sene insomnia-timer. |
|
Half of a Yellow Sun (Chimamanda Ngozi Adichie)
Var komplet opslugt af denne helt ubeskriveligt fine fortælling om en håndfuld sammenflettede skæber i 60′ernes (rimeligt splittede!) Nigeria. Har tidligere læst Purple Hibiscus i litteraturklubben af samme forfatterinde; fuldstændigt fantastisk at to så flotte romaner kan komme fra samme pen. Wow! |
|
On Chesil Beach (Ian McEwan)
Engelsk på smukt niveau – og gribende handling, der spænder over ganske få timer. Sad godt nok lamslået tilbage efter denne korte men forknytte fortælling. Gosh! Underliggende toner af en helt forkert barndom knuger mit hjerte. Så ødelæggende og så skæbnesvangert. Stakkels kvinde. |
|
Intimitet (Hanif Kureishi)
Heller ikke denne handling er langstrakt – alt sker på blot én nat. Også hurtigt læst, men igen ret tungt indtryk. Vågn op og plej dit ægteskab, inden det er for sent. Si’r jeg bare … Gad godt have læst den på engelsk, men nu havde jeg fået den i gave i dk version – og det var en ok oversættelse. |
|
Pilgrimsrejsen (Paulo Coelho)
Af forfatteren til Alkymisten. Bare om at komme i omdrejninger med sig selv – hvad vil du med livet, og hvor er du på vej hen? Sådan. Undrede mig lidt over forordet. Her henvises nemlig til passager i bogen, som nogen åbenbart finder helt uacceptable; de skulle efter sigende afsløre urgamle og monster-hemmelige ritualer. Eller noget. Tsk. |
|
Darling Jim (Christian Mørk)
Kan Susse Wolds søn skrive? Ja, han har ikke de vildeste fabuleringer og variation i sproget, men plot og struktur er i orden, må man sige. Let og ganske udmærket sommerlæsning – fundet i hotellets bogbytte-reol og pløjet igennem ved poolen på Mallorca. |
|
Faithful Place (Tana French)
Yes! Sikke et sejt sprog – er vild med humoren og sarkasmen i dette geniale mordnysterie. Bør simpelthen læses på originalsproget, hvis overhovedet muligt. De mest hårdtslående bemærkninger side om side med næsten svævende tilbageblik. Får en helt fysisk fornemmelse af Dublin år tilbage. Samtidig vidunderlige personskildringer. Her kan vores småudfordringer med en smule børnekræft godt gå hjem og lægge sig – sikke en familie! Overvejer kraftigt Broken Habour, den næste i rækken. |
|
I denne stille nat(Mari Jungstedt)
En del af de såkaldte Gotlands-krimierne. Fulgte med Alt for Damerne. Kan vitterligt ikke huske meget fra denne roman. Jo, var der ikke noget med en myrdet teenager? Hm, har vist ikke gjort det helt store indtryk … |
|
Renselse (Sofi Oksanen)
Indtryk gjorde derimod denne estiske roman. Her er ganske simpelt tale om dem mest grusomme slægtsfortælling. Det absolut modsatte af en kærlighedshistorie. Pyha, den var hård – men også vanvittigt flot. Trange kår kan godt nok tviste fornuften ud og væk – og give plads til kulde og ondskab i stedet. Har Da duerne forsvandt liggende parat til en anden dag. Skal bare lige have oparbejdet lidt mod, hvis den er noget lig forrige … |
|
Roseanne (Sjöwald & Wahlöö)
Martin Beck på sin første mordsag – sikke en god lille bog. Da jeg kun havde den ene i reolen (og faktisk ikke aner, hvor jeg har den fra), kastede jeg mig over samtlige cases på tv. Og de er da også bare for seje! |
|
Mona (Dorte Karrebæk)
Til en 20′er i boghandlerens tilbudsstativ. Faldt for den simple indbinding. Og så gemmer der sig så kær en lille romantisk og grafisk anekdote. Jeg er bare vild med Karrebæks skæve og barnlige værker for voksne – ligesom Idiot og Børnenes bedemand. |
|
Virginia Woolfs have (Caroline Zoob)
Faglitteratur er det skam også blevet lidt til. Såsom denne lækre gennemgang af en meget inspirerende gammel have, tilhørende hus - samt ikke mindst skrivehyblen helt nede ved æbletræerne. A Room of My Own, indeed … Oh, der er lidt Sommerskur over livsstilen dér! Og så er oversigten over planter og lækroge skitseret i intet ringere end broderi! Hvabehar’? |
|
Når du bekymrer dig for meget, hva’ så? (Dawn Heubner)
Nu har jeg selv været den igennem, og så tænker jeg, det er Nora tur. Synes det er en meget fin lille aktivitetsbog til at lære håndtering af sin angst. Og angst – det fylder stadig meget hos min store pige. Som hos mig selv. Kommer fluks på link-listen. |
|
Brødrene Løvehjerte (Astrid Lindgren)
Derfor knapt så hensigtsmæssigt for hende at skulle arbejde med denne i skolen så kort tid efter, hun nær selv havde mistet sin lillesøster. Kan mærke den gør hende meget urolig. Nuvel – jeg læser den sammen med hende, og så går det forhåbentligt alligevel. Ellers kan man altid tage et par rolige kapitler af Det lille hus på prærien til at sove på (som min mor også læste for mig). |
Ja børnebøgerne, det er ellers en blogpost for sig. Endelig (!) har nu også Ella flyttet sig liiidt væk fra prinsesser, prinsesser og atter prinsesser. Så næsten hver aften tages en ny bog fra husstandens giga-børnebibliotek, og hvor er det bare sjovt at opleve hende have præcist de samme yndlinge som sin storesøster … og mig selv, da jeg var fem Repetoiret spænder helt fra sjove popop-bøger som Den sultne larve og We’re going on a Bear Hunt over Elefanten Elmer og Jørgen Clevins næsten talende flet-selv-historier til – oh lykke – fortællinger om, hvordan sommerfugle og ællinger bliver til.
På trods af underskud på hyldemetrene, er der altid plads til endnu bog (og et garnnøgle …). Tid til at bestille en ny spandfuld lekture – men svært at vælge.
Hvad læser I andre mon?
[...] er en del mere sorglitteratur og sick lit på listen end sidst, kan jeg se. Men jeg har vel også befundet mig også i en slags sorgproces? Selv om Ella jo endte [...]
Dejligt med gode idéer, TAK!!!
Jeg har lige læst en helt skøn bog. Ullalena Lundberg: Is. Vidunderligt sprog, og totalt overbevisende personer og miljø. – men ingen krimi eller spændingsbog. Den kan virkelig anbefales!
Jeg har en pose engelsksprogede bøger, som du må få, hvis du vil.
Da vi læste Brødrene Løvehjerte i skolen (og vi var en del ældre en Nora – vi gik vist i 6.klasse ) var det “bare” et eventyr… de gode der til sidst sejre over de onde… først mange år senere forstod jeg at historien også handler om angsten for døden og hvad forestillinger børn kan have om hvad der sker når man dør … jeg håber Nora’s lærer forstår at Nora læser og forstår noget mere voksent i historien end hendes jævnaldrende …. så godt at du har overskud til at bearbejde og analysere bogen sammen med hende….. især hvis hendes lærer ikke ser historien med en teenager/voksen vinkel…. eller ikke er åben for at en indskolingselev læser det man beder en elev i overbygningen om at finde i teksten…. og samtidigt har behov for at snakke om det på en måde hendes klassekammerater kan forstå.
Jeg fik en Nook e-reader i 40 års fødselsdagsgave af mine forældre. Var lidt skeptisk i starten, men er nu helt lykkelig for den. Den kan lyse helt diskret, når gemalen vil sove, men jeg liiige skal læse næste kapitel også. Der ligger pt 157 bøger på den. Bogreolen er taknemmelig.