Danmarks hyggeligste ugeblad
Sensommer 2012 kom Hjemmet forbi. Her i Roskilde.
Og tog tilbage med en solskinshistorie.
Det var kort før Ellas tilbagefald – og vi var spirende optimistiske omkring fremtiden. Husker tydeligt, hvor varmt det var at tæske rundt med ungerne på rutchebane til ære for fotografen. Rapportagen skulle nemlig først i bladet måneden efter, og – for at passe ind i årstiden for udgivelsen – måtte vi iklædes varme trøjer, tørklæder og støvler. Trods de +20 grader.
Men artiklen blev aldrig en realitet. Kort før tryk måtte jeg ringe til journalisten og fortælle hende, at vi var tilbage på Børnekræftafdelingen. Jeg åbnede op for et opfølgings-interview, men de takkede nej.
Historien var nu for uhyggelig for Hjemmets segment.
Den skulle godt nok lige fordøjes; blev faktisk ret så paf. Tog i stedet imod invitation fra Kristeligt Dagblad, der ikke lod sig skræmme af sygdom og krise. Tværtimod.
Tankevækkende egentlig. At nogle læsere ville føle sig svigtet af sit ugeblad, hvis redaktionen pludselig skulle finde på at bringe en overskyet solskinshistorie. Som vores. Måske min harme dengang havde rødder i vores egen situation. Som vi ikke bare kunne lukke øjnene for, når den blev for grim. Hvorfor skulle andre så have valget?
—
Sensommer 2014 kom Hjemmet atter forbi. Denne gang i Sommerskuret.
Og tog tilbage med endnu en solskinshistorie.
De sidste to år har jeg erkendt, at det er ok at vende ansigtet bort fra de alt for barske skæbner. Det er om at passe på sig selv og kende sine grænser. Og er man kun til happy endings, så er det også i orden.
Vores historie har sgu’ heller ikke været for køn. Det ved jeg. Til tider har selv de mest standhaftige af jer mange tusinde læsere sikkert haft svært ved at lukke op for Kemoland. Mon ikke?
Jeg ved også, at Ella-dokumentaren sidste år ikke blot rørte en masse seere – men også forskrækkede. Dét på trods af Nordisk Films fantastiske balancegang ved udvælgelsen af alle vores optagelser. For TV2 ønskede jo ikke at jage nogen væk. Bare give et lille indblik i livet med et kræftramt barn. Og måske få et par kroner i kassen til Kræftens Bekæmpelse ved samme lejlighed …
Men det afhænger af, hvor man selv er i øjeblikket, tænker jeg. Om man kan kapere alle livets facetter – eller kun de idylliske.
Derfor sagde jeg ja til endnu et besøg af Hjemmet. Vel vidende, at artiklen ville ryge samme vej som den forrige, hvis lykken vendte.
Men det gjorde den ikke! Og på mandag kan man opleve familien Rasmussen på side 8-9 under den rosenrøde overskrift:
Overvandt leukæmi: Ella er et lille mirakel
Når jeg har læst dine indlæg, har jeg flere gange tænkt, at vores veje godt kunne have krydset hinanden. For mig har din blog hjulpet mig i min rejse tilbage mod et andet liv end vi havde før.
Den smerte, afmagt angst, håb – de helt ekstreme følelsesmæssige ture, som du beskriver har været med til, at jeg har kunne forholde mig til mit indre kaos i små bider. Det kaos jeg måske tænker du overvældes af – Det har været en stor gave for mig. Tak Hanne
Åh, Hanne – hvor gør det mig ondt. I har været indlagt i den periode, hvor vi var hjemme og troede, vi var raske og fri.
Havde en ultra stærk oplevelse i dag…… I de her dage er det præcist 3 år siden vi blev kørt til 5054 med Rasmus og 2 år og 5 måneder siden vi mistede ham. Vi var ude for at hente vores store pige til spejder, jeg ser godt Rasmus’ ven løbe omkring. Tænker at jeg ikke vil trænge mig på, da vi er på vej til bilen kommer han løbende efter os og skal lige sige Hej – da han bær Rasmus med i hjertet! Det var en gave.
Sej gået af jer. Endnu engang at stå frem. husker så tydeligt jeres dokumentar, sand og ærlig, sendt en lille uge før vi selv skulle afsted til riget og aflevere prøver for at se om vi kunne matche til en knoglemarvstransplantation til vores egen lille pige.