Hangover
“Skål for jer, landets modigste cancerramte og pårørende!”
Direktøren for Kræftens Bekæmpelse byder hjerteligt velkommen til intro-middag for årets cases. Forud for det store Knæk Cancer Live.
Ella og Nora leger gemmeleg med tilrettelæggerens datter, mens tjenerne forsøger at hitte rede i bestillingerne: Hvidløgs-rejer og oksemedallion kan da umuligt være en femårigs ønske? Ingen børnemenu??? Et vindue åbnes – ikke kun de terminale i livsforlængende hormonbehandling sveder nu.
Dyb efterårskold indånding da vi i samlet flok tripper gennem de brostensbelagte gyder til Nordisk Film, gennem porten og hen til gardarobe/snackbar. Pigerne guffer chips under disken, inden fløjdørene slås op til studiet.
Wow! Salen lyser os prangende i møde med røde drapperinger, sorte vægge og gyldne spots.
Denne vej – bord nr. 16. Ungt og engageret crew seater horden, fylder vin, øl og vand i glas og chips, nødder og chokolade i skål. Jeg smager på en af sølvfadets canapéer. Nu vi ikke skal interviewes i aften, behøver man ikke gå så højt op i brøndkarse mellem fortænderne.
Ella holder ud til pausen – så følges hun af produktionsselskabets babysitter til børne-launcen. Nora vælger at blive med Mor og Far til den bitre ende.
Misundelse er ikke det rigtige ord. Nok snarere melankoli. Et væld af blandede følelser, da den ene kriseramte familie efter den anden toner frem på storskærmen og efterfølgende inviteres til en snak i den mobile sofa foran scenen. Genkender studieværternes medlidende og kærlige blikke fra alle de mange gange, jeg selv har delt vores skæbne med kameraet. De varme kram og intense afskedsreplikker, mens teknikkerne viklede mikrofonen fri af kjolen.
Savner jeg det? Savner jeg at være i orkanens øje?
“Dorte/Ellas mor”. Tidligere på dagen deltog jeg i Stafet for livets årsmøde i Falkonersalen. Udfyldte navneskiltet helt per refleks. Uden at tænke. Dorte/Ellas mor – det er, hvem jeg har været i så mange år. Men hvad med Dorte/Noras mor, Anders’ kone, projektlederen på jobbet, alt-stemmen i koret, repræsentanten i forældrerådet, den halvsnalrede til festen? Hvad med hende? Hvor er hun?
Det gør ondt at skifte ham. Tage afsked med fortiden. Komme videre. Som genfødt.
Vi er den raske familie. Solskinshistorien. Langsomt slippes vi af medierne, og andre ta’r vores plads. Andre i lort til halsen. Snart er vi der ikke mere. Snart hører vi ikke til længere.
Men hvilken vej, vi nu skal gå, må guderne vide …
[...] Den står også stadig helt klart i min hukommelse; aftenen for nu snart et år siden. [...]
I guder hvor er du dog god til at skrive og beskrive de følelser man sidder med. Det der blev ens identitet trængte den identitet væk man havde. Så er det slut….men hvem er jeg så? Den følelse kender jeg ud og ind, Dorte.
Men tiden har hjulpet mig, vennerne, familien, kollegerne, naboerne. Det hjalp mig at tænke i at jeg skulle lære mig selv at kende her og nu, ikke at jeg skulle blive den samme igen. Dor det bliver jeg aldrig. Jeg ved nu hvor skrøbeligt livet er, selv mit barns. Jeg ved nu at jeg ikke SKAL være den sødeste, dygtigste, mest ambitiøse. Det får de andre lov til.
God rejse hen til dig!
Det er jo altid svært at skifte rolle. At være mor og far og søster til Ella som var været så meget igennem, det er jo svejset ind i jer. Så klart at det at ikke være mor til Ella i cancer sammenhæng er en ikke nem proces. Selvom det jo er lykkeligt at være ude af, men en ny og anderledens verden er det bestemt. De bedste hilsner til jer alle fire.