Et jubilæum
Fem år i branchen. Fem år!
Et diplom må der til …
I dagens anledning inviteres I hermed på smuttur tilbage i tiden.
Lad os sammen bladre om på dagbogens allerførste side. Og tage et kig på noterne fra dengang det hele begyndte.
Den dag vi gik i land på Kemolands kyst:
Lørdag 5/12
Roskilde Sygehus, sent om aftenen. Kølige bløde fingre – ikke bare bløde men silkebløde. Lægen hedder Simon. Han tager blidt fat om begge mine hænder, der nu hviler i hans. Min stemme er underligt rolig: »Jeg hører, hvad du siger.« Trækker hænderne til mig men griber lidt efter selv ud efter ham. Slatten Ella på armen af sygeplejersken. Nu ryster hele min krop.
Jeg må ringe til Anders.
Tre matte striber, tre klare striber. Tre matte striber, tre klare striber. Tre matte striber, tre klare striber. Er det fordi, at man ikke skal kunne se ind, eller fordi man ikke skal kunne se ud af ambulancens bagrude? Umuligt at orientere sig. Rødovre? Nej, her er for mange lyskryds – tog vi egentlig motorvejen? Ella babber ved brystet. Hun ligger på min mave og brænder af feber. Tæppet glider hele tiden af de små tykke bare ben. Så standser vi, dørene åbnes. Vent! Hendes fod sidder fast i instrumenterne. Vi lirkes ud i natten.
Rigshospitalet, Juliane Marie Centret, 5. sal, Stue 4. »Se om I kan få sovet lidt!« Skal tisse og går ud på det sterile badeværelse. Seddel ved siden af kæmpe køleskabslignende monstrum:
Brugte bleer og opkastbakker skal først i gul plastikpose herefter i hvid pose med cytostatikamærke på mens barnet får kemo og fem dage efter
… og så for resten hjertelig velkommen til Rigets mest skumle afdeling!
Uro, knuge, ryste. Maske, kittel, handsker på. Spadserer en tur.
Elevator. Oplyste tomme gange. Kirke denne vej. Gudsforladt og frygtelig, hurtigt ud igen. Gad vide, om vores store Nora er faldet godt i søvn hjemme hos Farmor og Farfar? De rykkede dælme hurtigt ud, Svigerne. Mon ikke de har regnet ud, hvor alvorligt det er med Ella? Brillerne dugger, åndenød.
Min lille pige. Hvad fanden skal det ligne???
Her er det snart 7år siden vi gennemgik vores mareridt. Ikke cancer, men stadig et alvorligt sygt barn. 6.5 år levede vi i det. En del af mig kommer vist aldrig tilbage igen. Noget er ødelagt indeni, for altid. Bliver aldrig det samme. Tænker tit på hvornår det bliver rigtig lyst igen??
Kære Dorte… Kroppen vil altid huske… Det ved vi jo desværre også, i vores lille familie.. Prøvelsen består i, at få hjernen til at glemme lidt i stunder og få kroppen med på sigt… Hård arbejde, synes jeg…;-)… Men det bliver bedre…
Kroppen husker, tror jeg – selv om man skulle forsøge at glemme. De fem år vil altid være en del af os; et livsvilkår i vores famliie. Tak for kærlige hilsner, som varmer hver og én
Får total gåsehud når jeg læser…. Håber virkelig af hele mit hjerte det bedste for jer alle 4! Mange tanker og ønsket om en dejlig december og jul. Det fortjener i!!
Kan selv samtlige datoer og samtaler de første 3 uger.
Tror aldrig vi glemmer det igen….
Knus
fuck hvor var det barsk Dorthe!!!! sikke en omgang. jeg håber så inderligt at det kun går fremad for jer nu:0)
Hårene i nakken rejser sig. Det må være så vanvittigt at gennemgå..
Godt I er igennem ❤️
Uuh! Husker det så tydeligt!