Dag +700
700 dage siden en tysk ung mand lod sin hoftekam gennembore.
700 dage siden en rejselysten sygeplejerske bragte køletasken til Riget.
700 dage siden en lille pige fik sin nye knoglemarv – og med den et nyt liv forærende.
Nogle af jer læsere har fulgt med hele vejen. Andre kom til sidenhen.
Kemoland.dk – hvilken underlig størrelse. En Cancer Mom’s bekendelser. I multifarvet alpaca-strik.
Skal den dø, bloggen? Eller få lov at leve videre lidt endnu? Har den stadig noget at gi’ her efter knapt 1.000 indlæg?
Så omfattende er logbogen åbenbart blevet, at der nu udgives skriverier om skriverierne. Man er blevet genstand for gennemgribende analyse og skal fremover indgå som case i de unge og håbefuldes undervisningsmateriale. Så det!
Travlhed.
Stilstand.
I nat tog jeg en sovepille. Haps. Skyllede den ned med et glas mælk. Og lige om lidt er det nat igen. Håber min aftendukkert i havnen giver den fornødne ro, for det var den allersidste tablet, jeg dér åd. Lokal psych ward var desværre særdeles fedtet med medikamenterne forrige vinter …
Kommunen mener, løsningen hedder “Genfind din arbejdsevne – kursus for stress-ramte”. Jeg hælder nu mere til Forsvarets traume-grupper for krigsveteraner.
Sådan er der jo så meget.
[...] er navnet på Carsten Stages input til den nye lærebog “Medieanalyse“. Den har været i støbeskeen et års tid og er nu udkommet hos forlaget [...]
[...] En læser har netop postet følgende kommentar under Dag +700-indlægget: [...]
Tak for kommentarer – som alle giver stof til eftertanke
Helt ærligt? Det er måske ved at være tid til at acceptere, at bloggen har tjent sin pligt, og at den skal lukkes med værdighed, og du det samme, før det er for sent… Det kan godt gå hen og blive lidt kunstigt at holde liv i noget, hvis liv er levet.
Jeg er bekendt til nogle venner, hvis barn er indlagt på børnekræftafdelingen i København – derfor kom jeg herind i sin tid. Hvis jeg må være helt ærlig (og det er jo det, blogmediet inviterer til, med mindre du er en af dem, der sletter kommentarer, du ikke kan lide…) er det vist ret delte meninger om gavnen af din blog for andre forældre i samme situation. Man få ofte indtryk af, at din blog handler mere om at eksponere dig selv end din datters sygehistorie. Undskyld, hvis jeg lyder lidt hård, men det er sådan, jeg ser det, når du nu spørger…
Kære… Jeg håber, at du forsætter med at skrive, bare lidt endnu.. Jeg er jo også “krigsveteran”, og det er så rart, at blive bekræftet i, at jeg ikke er den eneste i verdenen som har det svært stadig, selvom min datter er rask…håber virkelig du er klar over, hvor stor en støtte du er, ved at lade os andre “slippe igennem” dit filter og verden og dele tanker, sorg, glæde og angst med os andre… TAK
må være så sindssygt.. Men, tak fordi du deler.. Jeg har lært meget og er slet ikke i tvivl om at der har gjort mig bedre til st tackle det ar være pårørende, tak
❤️
Årh tanker og krammer
Har sendt sig mange tanker de sidste par dage mens jeg har gået forbi billederne på gangen ud til køkkenet hvor du er med på et af dem
“Krigsveteraner”, – det ord beskriver det ret godt!
Håber du kan sove, – ved det kan være svært når alt myldre rundt i hovedet.