Under the Dome
Tre personer dræbt under weekendens terrorangreb i København.
Den bundfældes hurtigt. Forbløffende hurtigt.
Chokket lægger sig, og begivenheden lagres. Støder til det allerede tårnhøje beredskab, finder sin plads hos den evindelige angst.
Meningsløs, pludselig død og ulykke hører livet til. Det har jeg lært. Over årene.
I osteklokken.
Burde man dog ikke fælde en tåre? Bare en enkelt? For ofrene og deres kære?
Nej, jeg kan ikke. I er ikke mig, jeg er ikke jer. Ne suis pas.
Der er en evighed imellem os. Lever fortsat vores lille liv bag uigennemtrængelig mur. Beskyttet/fanget af det usynlige.
Deler ikke samme virkelighed. Endnu.
Pardon …
Ja det var en trist trist begivenhed… Jeg kendte Dan da vi arbejdede sammen for 2 år siden – og da det gik op for mig det var ham rykkede det tæt på. Vreden- harmen – meningsløsheden.Tænk at blive likvideret alene bare fordi du repræsenterer en religion. Som om livet ikke byder på nok udfordringer! Hvad er meningen? Men det ord der nok beskriver det bedst er “uvirkeligt” – og hvem kan forholde sig til det?