Så langt, så godt

Vaccine i hus.

Grønt lys fra Riget og afsted til familie-læge. Bare vi lover at være hurtige med akuttaske ved mindste feber/udslæt. Javel.

Kæk Ella i venteværelsets børnehjørne; tegner forestående seance til lægens opslagstavle: Stol, bord, sprøjte og domkirke-udsigt gennem vinduet. Dog knapt så kæk, da nålen nærmer sig overarmen. Skriger i vilden sky, at nu er det tid at komme hjem, altså!

Normal reaktion fra normalt barn. Lille hurra.

Heldigvis effektiv sygeplejerske, der sågar byder på tyggegummi efter procedure. Humøret stiger yderligere, da det lykkes os at fange lægen mellem to konsultationer, så han kan få overrakt den signerede tegning.

Halvgrå, halvblæsende eftermiddag. Spadsertur på gågaden. Blød og varm pigehånd i min.

Lykke.

Ella vælger lidt LEGO Disney-tilbehør til samlingen i legetøjsbutikken – Tornerose inklusiv tårnværelse og ten: “Ligesom mig”, siger hun eftertænksomt, “jeg sov bare ikke helt i 100 år … gjorde jeg vel?”

Så på frokost-café, forventningsfuld og med rank ryg. “Mange tak – lad mig nu se, hmmm …”, nikker hun og napper menukortet ud af hånden på tjeneren. “Hvad har I med laks? Og er den røget eller gravad? Desserten kan vi måske kigge på lidt senere.”

Triller stopmætte omkring min lille hyggelige garnpusher på hjemvejen og udser os et par nøgler til blødt halsrør. Og det har bare at være færdigstrikket til fødselsdagen i næste uge, får man at vide.

Krydser alle fingre for, at eventuel eftervirkning er drevet over til den tid …