En kærlighedshistorie
Pling! Morgenbesked fra Kongebakken – et par kilometre herfra.
I dag for 65 år siden tog Ole mig med til fest.
Mærkedag; min mors ord vækker minder.
Tænker tilbage på alle de gange, vi har hørt historien om, hvordan mine forældre mødtes, blev gift, nåede både at bygge et par huse og miste alt håb om børn, da pludselig søster og jeg dukkede op.
I dag har min mor rundet de 80, fået fire børnebørn og levet som enke i mere end 20 år.
Gad sgu’ godt kunne invitere min far til lille solskins-øl på terrassen. Og lige vende verdenssituationen.
Fuck cancer. Må nøjes med kig i de gamle albums. Dvæler ved falmet foto fra en umanerligt sen nattetime engang i 70′erne …
Af mig og så min far.
Når jeg forstørre billedet to gange, ser jeg rigtigt, hvor dine øjne ligner din fars – og du godeste hvor jeg dog savner ham! Billedet er fra 1974, hvor vi havde været gift i 20 år. Ole havde taget fri, så når jeg havde ammet dig, sørgede han for, at du bøvsede tilbørligt – og gylpede ned ad ham. Han havde fået en silkehjemmedragt af sin mor, som han først hadede, men så opdagede han, at den egentlig var hyggelig at have på ved en lille natlig hyggesnak med dig – og jeg kunne hurtigt vaske og tørre den.
Og så et råd fra en gammel kone – nyd livet – mens I og jeres kære har det.
Kender det godt. Ella er jo en tro kopi af dig. De bedste hilsner