Ok

Fredag ked. Lørdag og søndag glad. Ned, op, ned, op. Og rutchebanen fortstætter.

Fredag valgte jeg at handle i den anden ende af byen. Butikkens pant-automat holdt bippende pause efter hver eneste dåse, og grønt-afdelingen var det ynkeligste sammensurium af gummi-gulerødder og plettede kålhoveder. Men her slap jeg for at støde ind i nogen, jeg kendte. For bare ét til obligatorisk hvordan-går-det-spørgsmål, et henkastet pip om eksotiske rejsemål til sommer eller nye kantsten i indkørslen, så ville jeg skrige. Og det ku’ vi jo ikke ha’.

Lørdag den årlige hvidvinsweekend med Ellas mødregruppe-mødre. Trofaste lille Sommerskur byder frejdigt indenfor til guf, hygge og masser af sladder. Fire tøser, fire historier. Engang levede vi synkrone liv. For en stund. Nybagte, trætte, lykkelige – babysvømning, bif og brunch. Før virkeligheden kom buldrende. Kastet sammen af en af livets store begivenheder. Bundet sammen af livets mange små. Alle har vi fået hver vores knubs undervejs. Oplevet at miste troen. På det gode. Men vi har lært at navigere. Alene og ved fælles hjælp. Så hvis dessertvinen er frossen og røgeovnen svigter, er der heldigvis ild i kaminen og kul på grillen.

Og med en håndfuld lækre lopper fra tuskemarkedet og et frisk-olieret trætophus i skovhaven, hvad mere kan man da forlange?

Mandag ok.