Kemoland.dk 5 år
Rigshospitalets Børnekræftafdeling, 9. juli 2010
Det var en hed sommerdag. En af de hedeste.
Vores lille Ella lagde krop til – hvad vi troede skulle være – hendes allersidste intravenøse kemo.
Hun var kun et år. Og i behandling for leukæmi.
Men nu var hun kræftfri. Sagde lægerne. Så der var balloner i dropstativet. Og kage i fælleskøkkenet.
Jeg tror nok, jeg var glad den dag. Da jeg satte mig ved computeren og postede det allerførste Kemoland-indlæg. Lettet i hvert fald.
Kommer sgu’ hverken til at savne besværligt dropstativ eller frygteligt klaver…
skrev jeg. For selv om vi den kommende tid skulle til jævnlige kontroller derinde på Østerbro, så var det alligevel en slags farvel til det sted, der havde været vores andet hjem siden december.
Farvel til plejepersonalet og ikke mindst alle de andre skønne familier, vi havde lært at kende over de sidste mange måneder. Levet med. Haft morgenhår og gået i slåbrok med. Grinet og grædt med. Begravet børn med.
Det blev dog kun til et på gensyn. Kræften kom retur. Og med den kemo og sorg. På ny.
Tilbage i dødens skygge.
Vist var jeg bange, som jeg sad der og tastede. Men jeg fornemmede alligevel et spirende håb. For jeg havde jo ikke den ringeste anelse om, hvad der ventede os. Og jer, kære læsere, som over årene fandt vej her til bloggen. Fulgte vores familie. I lyst og nød. Sørgede, da leukæmien slog benene væk under os for anden gang. Krydsede fingre, da vi søgte efter en matchende donor. Holdt vejret, da Ella på sin fødselsdag røg på Intensiv i respirator. Fældede en glædens tåre, da hun vågnede op og sagde sine første ord til kameraet. Klappede i hænderne, da hun endelig flyttede hjem igen, rejste sig fra kørestolen og sprang ud i den store vide verden.
Støttede os i disse hårde måneder, hvor vi har haft så svært ved at finde tilbage til livet igen.
Men det skal nok lykkes. Det skal.
Vi er kommet så langt. Sammen. Af hjertet: Tak <3
Ja…. Tilbagefald er det vi “kræftfamilier” frygter… Skal til kontrol med Emma på 13 år om 14 dage inde på Riget, og angsten kommer snigende og gør mig så angst og bange… Hun har været rask i 2 år, men jeg er noget så nervøs hver gang.. En skygge over vores dejlige familie… Vil det mon altid være sådan??
Jeg anede slet ikke, at der på Instagram også fandtes en profil ved navn Kemoland, blot med # foran. Opdagede det først, da mediestormen var ved at dø ud, efter det blev klart, at der nok ikke fandtes en 22 årig døende Clara Maria bag #kemoland og – efter at Mads Langer havde omdøbt de sange, han ellers havde dedikeret til hende. Det hele var øjensynligt – digt. Er dog lidt ked af det på vegne af de familier, der hellere ville ”digte” sig ud af kræften end ind i dens favntag – dem, der ikke kan nøjes med at skrive om det, men må leve det. #kemoland burde have skrevet en roman i stedet og kaldt det for, hvad det var – fiktion.
krydser alt for jer skønne familie ALT. god sommer.
Tak for vi må få lov at være med <3