Skole/hjem

Øjnene svømmer over, og alt bliver sløret. SFO-pædagogen rejser sig og henter en hel køkkenrulle. Stiller den på bordet foran mig. Har selv inden da nået at fiske en Kleenex op af tasken. Man er vel beredt …

Klasselæreren fortsætter: “Så vi har altså kun godt at sige om Ella. Hun er så sød og kærlig en kammerat, har flot orden i tingene, og ved den faglige individuelle screening scorede hun tæt på 100%. Når hun sætter sig noget for, giver hun ikke op – som nu i sommers, da hun besluttede sig for at lære at gå på stylter, eller hun i sidste uge ville helt op i toppen af legestativet i frikvarteret. Ja, det er godt nok en skøn og sej pige, I har – en rigtig fighter.”

Jeg dupper kinderne og ta’r imod en lille post-it med kode til guldgrube af letlæsnings-bøger på nettet; dejlig inspiration til den læsetræning, hun holder så meget af. Farvel og tak til Søren og Mette og lille Jep. Nu skal vi videre.

Anders klapper mig på låret, rejser sig og åbner døren med klassens fine selvportræts-collage. Sammen går vi ud til Frikadellen, der sidder og spiller iPad på en garderobebænk. Med nattøj indenunder den pink flyverdragt.

Efter blot tre måneder i skole! Min dygtige Trold. Jeg har sådan lyst til at rose hende, fortælle hende, hvor stolt, jeg er. Men hvad nu, hvis det vanvittige niveau bare en dag pludselig ikke holder mere? Kemoens senfølger banker på med sociale udfordringer, depressioner og koncentrationsbesvær? Som vi jo har hørt om før. Så duer det da ikke, at hun tror, hendes mors kærlighed opnås ved gode resultater i skolen.

Ellas hånd i min. Hun gi’r mig et lunt lille fast klem. Jeg kysser toppen af hendes uglede franske fletning og siger: “De holder simpelthen så meget af dig, dine lærere, Ella. De synes, du er sådan en god pige.”

Hun smiler op til mig: “Gør de virkelig? Jeg kan også rigtigt godt li’ at gå i skole. Nu har jeg jo også ventet og ventet på, at jeg skulle starte”.

Vi sætter kurs mod det lille dobbelthus, for om lidt kommer Nora hjem fra springgymnastik.