Ellabella 2 år
Sørme en anden fornøjelse end sidste års fødselsdag..
I dag blev Ella fejret med manér. Hun vågnede ikke op på en af Rigets kolde stuer. Næh, hun vågnede op herhjemme i sin egen lille dejlige tremmeseng på sit eget lille dejlige værelse. Resten af familien kom – familietraditionen tro – ind på rad og række med flag og levende lys og sang fødselsdagssang, inden den stod på gaver og morgenhygge i køkkenet.
Det er nemlig sådan, det skal være!
Af Nora fik hun et puslespil i træ med bondegårdens dyr og af mor og far en lyserød dukke-klapvogn. Senere i dag kom alle bedsterne og min søster med familie. De gav blandt andet et vidunderligt IKEA-legekøkken.