R.I.P. Piper
We continue to wait. Feeling Piper and her soft self, so unlike the girl in the past and yet still fabulously alive. I find myself sitting with her and crying while smiling. Praising while pleading. Lovingly letting my daughter loose into the arms of the only One who can possibly love her more than I have.
Sådan skrev Pipers mor i går på Needham-familiens blog om deres magtesløse kamp mod spædbørnsleukæmien, og her i nat:
The Lord gave and the Lord has taken away; blessed be the name of the Lord.”. (Job 1:21b). Piper Jean Needham ran into the arms of Jesus April 3, 2012 3:35pm.
Selv om mange af os, der har fulgt den lille piges kamp, aldrig har mødt hende, slår nyheden om hendes død ubegribeligt hårdt – for mit vedkommende fordi hun havde samme alder og samme diagnose som vores egen lille Ella-mus. Jeg kan mærke, at Pipers mor Susanna – ligesom jeg – finder glæde og ro i sine skriverier, men hendes tanker adskiller sig meget fra mine på ét essentielt punkt:
Familien er troende. Det mente jeg nu også at kunne kalde mig selv, men jeg er alligevel jævnligt blevet overrasket over den dybe trøst, de er i stand til at finde hos Jesus i denne allersværeste tid i deres liv. Egentligt ret så misundelsesværdigt, når jeg tænker nærmere efter. Men også ufatteligt. For jeg kan umuligt hamle op med den lid, de sætter til, at deres lille smukke datter nu har det bedre og er mere elsket hos Gud end hos dem selv.
Nej, jeg nægter at tro på, at nogen som helst kan klare min opgave som mor bedre end mig, når det kommer til kærlighed til mine børn. Det er ganske simpelt umuligt. Jeg elsker mine to tøser helt op til månen og tilbage igen – and then some…
På trods af stress og jag, depressiv adfærd, sure miner og generel udslukthed efter Ellas lange og benhårde sygdomsforløb , så er mine børn bedst tjent hos mig og Anders, deres mor og far.
Og dermed basta!
Jeg tænker, at følelserne er de samme, men at selve sygdomsforløbet vel generelt er en del længere og til tider kronisk hos hjerte- og lungebørn? Kan selv ikke klare én dag mere – og vi har trods alt kun været i gang lidt over to år…
Jeg tror ikke, det gør en forskel, om det er hjertebørn eller cancerbørn. Jeg tænker megt over det liv, vi nu skal forholde os til med viden om, at børn vi kender og holder af, ikke klarer det. Vi har allerede mistet en skøn lille dreng, vi var indlagt sammen med i længere tid, og det tog voldsomt hårdt på mig…næsten som om det var Rasmus, der var død. Især om aftenen, når jeg var gået i seng, så kunne jeg ligge og græde i timevis. Jeg skal stadig ikke se billeder af ham, og bare det at skrive dette er svært. Men det er nok ikke sidste gang, det sker desværre….nu især fordi vi er blevet “viklet ind i” alle de familier, vi har mødt på hjerteafdelingen, i Mc Donald huset og nu i SIV. Jeg forsøger at forholde mig til det, men jeg er nok bare et alt for følsomt menneske til at kunne det
Ja, det gør så umanerligt ondt – og det er en del af vores nye liv, vi må lære at leve med. Dog kan jeg egentlig godt forstå de familier, der efter endt behandling fravælger netværket totalt og holder sig væk fra diverse reunions. Men her taler jeg jo om cancerbørn – for jer med hjerte- og lungebørn er situationen måske lidt anderledes?
Øv altså. Jeg så godt, at du havde linket det indlæg på FB, men havde glemt det. Og så slog det som en forhammer, da jeg læste det. Jeg lærer aldrig at acceptere, at børn skal dø, og jeg græder hver gang, det går op for mig, at det faktisk sker…….
((
Jeg misunder dem den tro, for så er det jo næsten til at holde ud…..at vide, at en anden kan elske mere end en selv, for så må barnet jo ganske givet have det skønt deroppe….