Sorgens mange ansigter
Vi er mennesker i krise, os med de kræftramte børn. Ingen tvivl om det. Men hvor går grænsen så for, hvordan vi kan tillade os at opføre os over for hinanden?
Er i dag blevet voldsomt overfuset af en gal mor. En mor til et barn i behandling for kræft. Har jeg mon selv under vores egen intensivfase talt lige så grimt til andre som hun? Og kan det undskyldes med, at man er i sorg over sit barns sygdom?
Livet i Kemoland gør én mere tyndhudet og følsom end ellers. Men er det så i orden, at man behandler sine medmennesker uanstændigt?
Vi er nogle udmattede sjæle, os to, Tine!
Ja, Dorte. Hvor er huden slidt tynd og følelserne vælder nemt op -og ud. Også hos mig. Jeg må sige, at hos mig krakkelerer fernisen i samværet med mine børn- som bare ved hvordan man skal trykke på knapperne af en meget træt mor. Så skal der lige prøves grænser af. For fanden da også.