PTSD & McDs
“I hører kun fra os, hvis der er noget galt med tallene”, smiler børneonkologen, “ellers så ses vi igen om en måned.”
Jeg forsøger at forklare ham, hvor svært jeg har ved uvished, og hvor godt det vil gøre mig (og dermed min familie) at få blodprøvesvarene på Ellas kontrol, når de foreligger. Også selvom alt er i den skønneste orden. Alle formuleringerne vil ud samtidig, og jeg kigger hjælpeløst på sygeplejersken. Lægen lytter utålmodigt på min usammenhængende ordstrøm. Han forklarer, at det er bedst for mig selv at give slip og bare nyde livet, nu vi er kommet igennem sygdommen.
Sidste kemo og vupti: Så er familien på fode igen dagen derpå. Er det virkelig sådan, hospitalet forventer, jeg skal reagere efter 2 1/2 års livstruende kræftforløb hos min skønne lille lækker-grisling?
Not! Vi er rent faktisk ikke igennem en skid, at I ved det. Vi sidder stadig midt i lorten til en orientering!!!
Posttraumatisk stress eller hysteri; kald det, hvad I vil. Men i nætterne før de rutinemæssige tjek på Riget, ligger jeg søvnløs og mærker struben snørre sig sammen. Kan ikke synke – kan ikke få luft nok ned i lungerne. Rejser mig fra sengen og vandrer hvileløst rundt i huset. Farer sammen, når månen kaster en skygge gennem ovenlyset, snubler over legesager og gulvtæpper. Lægger mig ved Ella for at sikre, at hun stadig er her. Er til. Er midt iblandt os i vores lille familie. At hun trækker vejret ubesværet. Ikke har feber, blå mærker eller blodudtrækninger – men bare er en helt almindelig rask og frisk pige. Får dårlig samvittighed og smutter videre til Nora. Må dele sol og vind lige. Store smukke Florin med de lange slanke ben, hun har viklet rundt om dynen. Mine to tøser!
Sygeplejersken fornemmer godt min desperation og tillader – ganske ekstraordinært – at jeg ringer hjemmefra 15.30 og får resultatet at vide:
Hæmo: 8,3
Leuko: 9,3
Neutro: 5,02
Trombo: 233
Et lettelsens suk, Jeg falder sammen på sengen og sender manden afsted efter en gang fastfood. Fuck, hvor er jeg træt! Nu er der heldigvis en hel måned til næste gang…
[...] egentlig også et kæmpe-problem, når man i sin PTSD-knold knapt kan overskue dageptsn i morgen [...]
[...] psykologtid i dag satte ord på, hvor forskelligt jeg og Anders navigerer gennem denne PTSD-tid: Handling vs. emotion. Vi har begge behov for lidt af hinandens indgangsvinkler. Jeg selv kaster [...]
Det er jo grotesk, at I skal igennem dette helvede hver måned og ikke møde forståelse hos lægen. Godt at der denne gang var en sygeplejerske, der forstod alvoren.
Jeg slås stadig med PTSD, og nu hvor Rasmus er startet i vuggestue, rammer det igen hårdt. For nu er der virkelig tid til at tænke. Og det gør jeg så.
Får du noget hjælp til at bearbejde forløbet?
Der burde forskes i efterforløb til syge børn, det er bestemt ikke kun kræftramte familier, der står med samme problem.
Caro ti,
Det er sådan et stort følelsesmæssigt pres at leve i uvidemhed. Ganske uforståeligt at de ikke forstår det. Og at ingen har opmærksomhed på efterforløbet. Jeg husker godt da vi kom hjem til Dk og var til møde om prøveresultater på Riget. Med hjertet i halsen sidder man for at modtage beskeden, mens lægen roder rumdt i papirer og sludre. Man er så uforløst og på en måde afmagtsfuld. Ingen der spørger, hvordan man har det. Det burde der forskes i: efterforløbet efter kræft.