A Palace???
I går i svømmehallen knækkede Nora et stykke af hver af sine to fortænder efter en spontan-koldbøtte på lavt vand. Pis.
Afsted til skoletandlægen med hende og på med en gang plastik. Nå, nu har vi da veninde-proteser i overmunden, hun og jeg, efter mit eget nylige stunt :-/
En ganske almindelig hverdagsudfordring, som kan høre enhver ganske almindelig familie til, tænker jeg. Og så alligevel bliver jeg bare monster-ked…
1) Husbond: “Det var sørme ærgerligt, at Nora mister en bid af tænderne, men der er jo som sagt værre ting, et barn kan komme ud for (!!!)”
2) Mig: “Jeg skulle nu mene, at vi da har været igennem alle de strabadser, vi skal igennem her i livet. Så kunne man venligst blive forskånet for flere udfordringer, tak!”
Stopper den aldrig, smerten? Læser i øjeblikket C. S. Lewis for Nora, og jeg tænker på af hans ord:
Imagine yourself as a living house. God comes in to rebuild that house. At first, perhaps, you can understand what He is doing. He is getting the drains right and stopping the leaks in the roof and so on; you knew that those jobs needed doing and so you are not surprised. But presently He starts knocking the house about in a way that hurts abominably and does not seem to make any sense. What on earth is He up to? The explanation is that He is building quite a different house from the one you thought of – throwing out a new wing here, putting on an extra floor there, running up towers, making courtyards. You thought you were being made into a decent little cottage: but He is building a palace. He intends to come and live in it Himself.
Vi slap altså med skrækken, han mangler bare et hjørne af fortanden, han er dreng og er helt ligeglad ;O) Jeg var bare bange for at tanden var død, men det er den heldigvis ikke. Vi kom hjem fra ferien søndag aften, mandag morgen stod vi nede hos min tandlæge ( skoletandlægen er lukket i sommerferien damn ) vi ringede til forsikring osv…. Men altså, syntes ikke jeg gider mere med de unger!!! Er det for sent at bortadoptere dem, eller tage til fødeklinikken og sige at man har fortrudt???? ;O)
Tak Susan – det lader til, at der er flere, end jeg lige gik og troede, der har et lille ekstra stykke plastik på tænderne…
Uha uha….det værste mareridt!! Det skete også for min søn midt om natten på en tankstation i Tyskland, jeg var grædefærdig, fik helt ond i maven hver gang jeg kiggede på ham. Kan bare ikke have sådan nogen ting, bliver slået helt ud af kurs, man skulle tro man kunne klare hvad som helst, men man er bare så skrøbelig nogen gange. Håber det ikke giver for mange gener til din datter:O)