Nej!

Sms:

…så det er vist bare et spørgsmål om tid.

Det er ikke til at bære. Min dejlige veninde fra Nora-mødregruppe og løbe/bogklub ligger for døden lige netop nu med brystkræft-spredning, og hendes familie er samlet hos hende på hospitalet.

Min første tanke er 100% egoistik – et umuligt ønske at opfylde: Et brændende behov for at se hende igen og sige farvel. Det er underligt at erkende, når noget er for sent, men det er det nu. Jeg har aldrig kunne forliges med tanken om, at hun efter sygdommen valgte os alle fra og kun fokuserede på de allernærmeste.

Da jeg mødte hende sidst, inviterede jeg mig selv til kaffe hos hende, da vi jo begge var på orlov pga. kræft. Hun krammede mig og sagde, at hun utroligt gerne ville sludre med mig, men jeg måtte love hende ikke at tale om sygdom. Det kunne jeg bare ikke. Jeg vidste, at det ikke ville fungere for mig med tabuer, så meget som Ellas sygdomsforløb har fyldt hos vores lille familie i så mange år. Hun smilede og sagde, at det vidste hun selvfølgelig godt, at jeg ikke kunne – men jeg måtte sige til, når jeg var parat igen.

Det blev jeg ikke.

“Sig fra og mærk efter” er en kommentar, alle kommer med til mig for tiden, og “Pas på dig selv”. Det er jo så det, jeg har gjort. For selv om jeg da ofte sniksnakker om andre end kræftrelaterede emner, så kan jeg ikke love at lukke helt af, hvis de dukker op.

Men det fortryder jeg nu. Og der er intet, jeg kan gøre. Jeg burde have taget Ella under armen og drukket kaffe med hende. Smalltalket om dansk design, psykologi og børn (åh gud, og hvad med hendes to dejlige unger???). Om vind og vejr.

Mit hjerte bløder!