Frihed – pyh!

Måske er det mere en frihedsfølelse end et reelt behov? Rettigheden til at kunne gøre lige præcist, hvad der passer en og ikke være bundet på hænder og fødder af kemobehandlingens strikse isolationsregler.

Efter Ellas raskmelding er mulighederne jo uendelige: Supermarked, legeland, biograf! Man behøver selvfølgelig ikke tage afsted, men man må gerne, hvis man lyster. Lidt ligesom at have en køreklar bil holdende i carporten.

I over to et halvt år har vi været i husarrest, så nu skal der den onde lyne mig festes igennem. I aften middag på kinesisk familierestaurant: “Ella, hop nu ikke ned til guldfiskene!” “Nora, spænd nu ikke ben for tjeneren!” Begge to vælt nu ikke colaen, vask ikke hænder i sur/sød-sovsen eller konverter de indbagte blæksprutteringe til armbånd!!!”

Jeg finder den medbragte håndsprit frem og renser fingre, bord og dækkeservietter for tredje gang. Ella stikker af, og jeg finder hende til min skræk ved fiskedammen med tungen på det klistrede gelænder. Ush! Vi spritter igen. Og igen.

Slutter aftenen af i den tilstødende købmand, hvor begge piger tiggende galer på vingummier og vandkanoner – men bag indkøbsvognens trygge metaltremmer heldigvis. Anders finder lokumspapiret, og off we go.

Frihed er det bedste guld. Hmmm …