Sky – og ikke på den fluffy måde …
Fatter det ikke!
Jeg, der ellers elsker folk omkring mig – the more the merrier – kan slet ikke holde større menneskemængder ud i øjeblikket. Jeg bliver forvirret og svimmel, magter ikke at forholde mig til andre end bare de allernærmeste. Og i små flokke, tak! Kan blive helt panisk ved udsigten til en tur på Bakken, pizza-arrangementer ved vandet eller børnefødselsdage (hvor jeg såmænd bare skal aflevere/hente). Overskudet til at socialisere er helt væk, gnisten brutalt slukket; kan sågar knapt klare mit eget selskab mere …
Tidligere har mit liv har været fuldt af dynamisk arbejde blandt 20.000 andre frivillige, kor-optrædener for hundredevis af betalende gæster, kontraktforhandlinger, præsentationer, salgstaler. Og jeg elskede det!
Hvad er det lige, der sker???
Har her i weekenden fået lov til at smugkigge i genoptrykket af Susans bog, Mor må jeg få din pc hvis du dør?, som kommer på markedet i oktober samtidig med min egen. Hun beskriver, ligesom Voices of Survivors, hvor svært det kan være at – ikke kun overleve kræften – men overleve til et godt liv.
Kræft er livsforandrende, ingen tvivl om det. Men at jeg skulle opleve en efterreaktion på Ella-truntens sygdomsforløb, der ændrer min personlighed så drastisk, som det er tilfældet, det kommer godt nok alligevel bag på mig.
Tak alle <3
Kæreste DIG/mor
jeg har det præcis som dig….. ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre for at få overskud til at væresammen med mange mennesker. Jeg har fra tid til anden bare lyst til at græde. Jeg er startet på nyt arbejde, og har fået rigtig rigtig mange nye kollegaer. Rigtig søde kollegaer. De spørger jo naturligt om hvorfor jeg stoppede med at være selvstændig – jeg har valgt at være ærlig og fortælle om Maja og hendes sygdomsforløb. Når jeg fortæller har jeg altid lyst til at bryde grædende sammen – men holder “stand” eller hvad skal jeg kalde der.Bliver bare så uendelig afkræftet. Så godt at du bringer emnet på banen. Knus Birgitte
Brev til min datter.
Så tung for dig er ængstelsen at bære,
så svært for mig det er at skulle være
en mor, som ingen løsninger kan give
- kun troen på at alting godt vil blive.
På sidelinjen kan jeg bare vente,
hvis du hos mig vil trøst for sorgen hente.
Sådan skrev jeg januar 2010 – og når jeg nu læser om din reaktion på Ellas raskmelding,, føler jeg det samme for dig og jer alle – men er heldigvis sikker på, at den tilstand, du er i nu, vil fortage sig, kære Dodde. De kraftige følelsessvingninger, du har været ude for gennem så lang tid, vil naturligvis ikke forsvinde over night – men der er lys både nu og forude. Kærligst mor.
Pyh, lagde indslaget her på vores 5054-støttegruppe, og fik straks respons fra hele NI mødre, der har det præcis som jeg. Tankevækkende! Super-rart at jeg ikke er alene om angsten men ufatteligt trist, at vi er så mange, der har det skidt, når alt nu skulle være så godt …
Kære Dutten, caro ti.
Jeg er helt enig med svigermors kloge ord. Det er ren udmattelse. Du skal have lov at føle den. Brug tid med den, mærk den. Jeg er selv det samme sted. Jeg trak stikket ud denne weekend og gik og småryddede op, men uden at have mit hjerte med i den – og uden gejst, uden iver. Uden energi. Jeg lod det ske og havde blandede følelser omkring det. Men måske fordi jeg gav slip og bare var i det, oplevede jeg dejlige lyspunkter med en lille stund med to veninder og et vidunderligt sjælfuldt og overvindende dyp i øresund i skumringstiden. Det giver mig nærvær- bare at være, mærke og ånde. Lad dig selv omsvøpe af den manglende energi – og pludselig vil gnisten komme igen. <3
Recharge: Nu har I begge to konstant været 100 % kampberedt i næsten tre år. Derfor er det svært, at tillade sig selv, at sænke paraderne lidt. Når det så sker, kommer udmattelsen og slapheden. Selv marathon-løbere og operasangere skal lade op efter deres præstationer, så fat mod kære børn – I skal nok komme oven på igen.