Fighter Ella vol. II
Endnu en brilliant morgen!
Ella skreg, fra hun stod op, til hun var afleveret i børnehave. Gennem hyleriet forsøgte Nora at forklare mig, hvorfor hun ikke drikker sin skolemælk, mens hun formede bogstaver og tal af sin grovtoast med tænderne.
Under hele morgenmaden hang Ella over mig: Kyssede min arm, aede min hals, smækkede sine ben op på mit skød eller fingererede med mit hår. Mens hun græd. Stress!
Tårene tog til, da jeg gav hende tøj på og ordnede hår. Nu vidste hun godt, hvad næste skridt var: Afsked med Moaaaaar! Jeg fik slet ikke sagt farvel til store Flor men hastede om bag stuegardinet og tjekkede gennem en sprække, at de kom godt ind i bilen. Nu er de begge afleverede, og der er kun ekkoet tilbage af Ellas hjerteskærende skrigeri.
Det her holder bare ikke! Efter at have levet hver en vågen time sammen med sine forældre, skal Ella nu pludselig tilbringe hele formiddagen alene i børnehave. Hver dag!
Jeg afleverer ikke i øjeblikket; de små arme, der ulykkeligt rækker ud efter mig, når jeg forlader hende, kan jeg slet ikke bære. Så hellere tage afsked herhjemme.
Den første uges tid gik ellers ok. Efter farvel-seancen skulle Ella (efter sigende) holde mund. Troede faktisk ikke helt på personalet, så jeg sneg mig hen og kiggede ind ad et vindue en morgen – men ganske rigtigt: Tøsen grinede og legede med de andre. Men nu siger pædagogerne, at hun er blevet mere stille og ofte bare sidder og betragter legen. Måske alvoren er ved at gå op for tøsen? At livet for altid har ændret sig, og de lange hygge-dage i vores lille dobbelthus permanent er ovre.
Så hun sørger. Og jeg sørger. For er det spor rimeligt at smide sit barn i institution, lige så snart hun har overvundet kræften? Burde hun da ikke have en mulighed for at komme til hægterne igen – og få sjælen med?
Min lille smukke Ella-ged kæmper stadig. Og ikke kun med at holde leukæmien fra døren men for at komme op på siden af alle sine jævnaldrene, der for længst har oparbejdet fysikken og psyken til at begå sig ude i samfundet.
Ude i den store store verden.
Kære søs, det er så barskt og kram til søster og håb om at Ella er på vej og hun er stærk og symbiosen skal brydes, for hun ikke syg mere og har fået så meget godt fra sin mor og far og nu er det ud i verden, den dejlige verden i har ventet på med alle vennerne i børnehaven, der vil lege og Ella, der vil lege: hvem vil med i hopperen?
Og tid til tænksomhed, hvad nu, hvad skal jeg nu, det er nyt, spændende, jeg er på vej, jeg er angst, jeg er jublende, jeg favner livet, jeg kan selv, jeg vil selv, jeg skal selv, det her klarer jeg også, men giv mig tid til at være vred, sørge, se mig, så kommer jeg, jeg er på vej, SE MIG!
Og det var så set fra din moster med kærlighed og tanker til jer.
1.000 tak – kram kan man ikke få nok af! Hvor hårdt dog at høre, I også har kæmpet. Man er så naiv at tro, det hele går i orden, så snart kræften er væk. Men man blev klogere …
Kender det alt for godt. Vil anbefale at i få en støtte pedagog til hende. Freja er nu 5 og vi har endelig fået en og hun er NU igang med at lære hvordan man omgås andre rask børn. Vi havde meget med “lidt for virkelig” doktor lege som andre børn ikke brudt sig om.. Vores lille pige har været meget ensom i de sidste par år, endelig nu med hendes støtte kan vi se stor fremskridt og vi ønsker vi havde fået hjælp før! Sender en kram til Ella og hende sej mor.