Her er så stille nu …

“Se Far, der er stjerner!”

Ella peger mod en mørk oktoberhimmel, da hun trisser ned til taxaen med Bamse i hånden. Jeg lukker døren i og tuder til mig selv i garderobespejlet.

Pulsen var kommet op på 140 og feberen stigende. Det blev til én enkelt overnatning hjemme i Roskilde, så måtte hun atter indlægges.

“Pis”, mumler jeg, mens jeg rydder op i stuen, hvor Ella har tilbragt det meste af dagen på sofaen med tæpper og puder. I badeværelset, hvor Ella fik sit aftensbad, mens hun rystede over hele sin kræftramte krop. I køkkenet, hvor Ellas service står ganske urørt, fordi hun endnu en gang kastede op, netop som hun skulle til at sætte sig til bords med os andre.

Hendes ansigt er på få dage blevet gammelt og sygt at se på: Hvid og stram omkring munden, smalle fortrukne læber. Rød under øjnene, halvlukkede låg. Gusten i huden – pånær omkring hendes nyligt anlagte venekateter, hvor operationen har efterladt blå mærker og gult operationssprit. Håret er dødt og uglet; om en uges tid begynder det at falde af.

Et hemmeligt sted dybt inde i mig har jeg allerede sagt farvel til min lille pige.

Det er hårdt at erkende men sandt. Jeg forsøger skam ikke at beskytte mig selv ved at forestille mig det værste – følger såmænd bare mine instinkter. Og de siger, at det ikke kommer til at gå denne gang. Tror ikke mere. Har jeg mon nogensinde gjort det?