“#%€#&#%!”

“Lille fooooon!”, lød genkendelsens glæde, da Far overrakte Ellas genfundne iPod touch. Den røg ned bag en reol for over et år siden, og ingen havde orket at fiske den op siden. Men forleden tog husbond en rask beslutning og flyttede alle konens 700.000 bøger.

“Jeg vil ha’ min iPod touch med ned i køkkenet!!!”, skriger stiktosset Ella. Mor insisterer på, at den skal blive på sengestuen, og at vi kan spille på den, når vi kommer tilbage. Uskik sådan at sidde og stirre ind i en skærm dagen lang; Far har vist andre rutiner herinde … eller er jeg bare for streng?

I nat ville hun gudhjælpemig sove med den under dynen. Hendes store iPad har fuldstændig fået den kolde skulder her efter genforeningen med den lille gadget.

Hyleriet fortsætter hele vejen ned til frokostkøen, og jeg forsøger at skåne de andre kræftramte gæster i fælleskøkkenet ved at tale hystaden til ro på en bænk udenfor.

“Goddag, vi har vist ikke mødt hinanden før”, siger en professor myndigt og rækker mig hånden. “Skal vi tage dagens stuegang?”

“Nej, det skal vi absolut ikke, før jeg får ørenlyd!”, pruster jeg og prøver at holde fast i hystaden.

“Nå øh, jamen så ta’r jeg da de to andre patienter først. Jeg kan måske komme tilbage lidt senere? Vil bare lige sige angående hendes pankreatit, så er tallene jo …”

“Stop! Jeg kan ikke samle mig herude på bænken – det må vente!”, vrisser jeg og vender mig bort.

Op i barnevognen med Ella – vaklende frokostbakke ovenpå. Kurs: Stue 6. Ged op i seng. Hun galer endnu, og jeg skynder mig at hugge min vegadelle indenbords.

Døren går op: “Goddag, jeg er phd-studerende. Ellas stigende pankreatit-tal viser jo, at hun måske stadig har betændelse i bugspytkirtlen, og det kan jo være alvorligt, så jeg skal scanne hende nu.”

“What? Hvem sagde du, du var? Og du skal så sandelig ikke foretage dig noget, inden jeg har talt med lægen. Betændelse? Var den ikke ovre??? Du kan godt smutte igen, indtil jeg har haft stuegang – farvel!” På porten med ham.

Melting pot af stress, sorg & angst i maveregionen.

Jeg sukker og vender mig mod journalisten fra Kristeligt Dagblad, der nu i over tre kvarter tålmodigt har haft blok og pen parat: “Nå, det var den der læge/patient-kommunikation, vi kom fra …”