En fridag

Der meldes om overbooking på afdeling 5054. Samtlige stuer er fyldt op, beretter Anders – dels af immunsvækkede unger med vinter-vira og dels af nydiagnosticerede børnekræfttilfælde.

Nye familier, hvis liv netop er blevet smadret ved en enkelt lægesamtale.

Stemningen er trykket, og forældrene brokker. Over pladsmangel, over forsinkede kemobehandlinger og over at måtte sove i lænestolene, da en del énmands-gemakker er konverteret til det dobbelte.

Ellas temperatur er konstant; hverken højere eller lavere end i går. Så længe hun har feber, slippes hun imidlertid ikke hjem.

Nora savner hende. Kl. 02 kom hun forvirret ned til mig og spurgte efter Lillesøster. Vidste faktisk ikke, at hun plejer at kigge ind til hende, når hun er på toilettet, men der er nok mange af min store piges tanker og bekymringer, jeg ikke kender til. Hun tilbragte resten af natten under min dyne. Og det var faktisk rigtigt dejligt og trygt. For mig …

Nora var mut her til morgen, så jeg tilbød hende en fridag fra skole. Alle burde have mulighed for at tage sig en øv-dag en gang imellem, for efter et par timers afslappende leg og hygge var humøret vendt.

Og da hun så eftermiddagens foto af Ella på klapvognstur, lyste hendes ansigt  op i et lettelsens smil, der ikke var til at tage fejl af.

6 kommentarer
  1. inge says: 30. november 201222:06

    Tror måske Nora trænger til adspredelse, så hun kan glemme lidt – og også huske at hun er en lille pige med behov. Vi vil stadig gerne tage hende med på rideskolen – og også lade hende være hos os når hun og I trænger til det.
    HUSK det er om søndagen Mik rider fra 9:30-10:30… og senere hvis der ikke er andre planer er vi afsted en times tid efter 15:30.
    Knus Inge (hende med et stort hjerte der banker for Nora)

  2. Helle says: 30. november 201213:18

    Tak for en hyggelig formiddag i dag, hvor vores tanker i det mindste blev afledt lidt.

  3. mor/mormor/Inge says: 30. november 201209:26

    Lille dejlige Ella-trold. Du er stadig den, som har det bedst af os alle, tror jeg.
    Og godt at skønne Nora-pigen og du Dodde fik jer en hyggedag og god søvn sammen.

  4. Trine says: 30. november 201208:46

    Sådan en storesøster fridag er da det eneste rigtige- godt at du gjorde det! og det fine “fodre fugle foto” er da lige til et (lettelsens) smil !

  5. Cille says: 30. november 201207:24

    Årh hun er en fantastisk storesøster ❤

    Håber i nød hyggedagen igår….

  6. Bettina says: 30. november 201200:32

    Håber feberen snart falder, så Ella kan komme hjem til sin bekymrede og fantastiske storesøster.

Kommenter indlægget