Isolations-kuller

Overbelægning og personale-shortage er en dårlig kombi.

Siden onsdag har Ella ligget brak i sin alt for store hospitalsseng. Grå og sur. Væske og ernæring via drop. Jeg overtog vagten i går og har allerede fået nok; hvor er det bare træls at være højisoleret!

Tøsen har – med sort tyndskid & hyppige opkastninger – været under anklage for at bære på den på afdelingen florerende Noro-virus (i.e. velkendte Roskildesyge), og derfor må ingen af os forlade stuen uden forudgående varsel. Ved det daglige bad alarmeres gangens andre beboere, og vi eskorteres i beskyttelsesdragt ud på badeværelset, der efterfølgende undergår klor-dampende special-rengøring. Maden serveres på éngangs-service, og bakkerne pakkes ind i poser og sendes til afspritning inden almindelig vask.

Al personale skal huske at lukke yderdøren, inden mellemdøren åbnes – og først når de er iført dragt, masker og handsker må de entrere. De adviseres forinden af gult advarselsskilt på ruden. Så farlige er vi.

Måske.

Hælder nu personligt mest til, at ungen brækker sig pga. kemo og hendes lort er tynd pga. manglende indtag af fast føde og sort pga. den ekstra kalium. Forsøger derfor også at lægge et godt ord ind for afisolering – om ikke andet så bare af moren her. For det er godt nok svært at få genoprettet madvanerne, når man er i sygeplejerskenes vold og – som i dag – skal vente en time på frokost og to på et glas mælk. Interessen er tit væk, når endelig det bestilte ankommer, og der kan gå længe inden lysten til føde atter melder sig.

Øvbøv – anmodning netop blankt afvist ved stuegang, da Ella først skal testes negativt for den pågældende virus, og dette øjensynligt kun kan foregå om tirsdagen (Øhhhhh???)