Den blå mødregruppe

Så står vi der igen, os mødre og fædre til afdelingens knoglemarvstransplanterede unger. Ude i fælleskøkken, som vi deler med indlagte familier på Rigets Børnemodtagelse og Infektionsmedicinsk afsnit. For at undgå deres kedelige bacciller, åbnes dørene for os KMT-forældre et kvarter før spisetid.

“Go’da’, go’da’”, smiler vi indforstået til hinanden og spritter grundigt hænder inden entré. Jeg er – som de andre – iført blå elektrisk papirkittel med tyndt bindebånd, der ækelt understreger den manglende talje (+15 kg – væddemålet er mega-tabt).

Bakker og service aftørres med spritservietter, delikatesserne portioneres, og tallerkenerne forsegles med sølvpapir, alt imens der smalltalkes: “Næh, tillykke med marven i går!” og “Hvordan går det med mundbetændelsen?” og “Er der nogen, der ved, om børnene må få agurk, eller er det forbudt ligesom peberfrugt?”

De øvrige frokostgæster danner kø derude bag glasruden, men vi bliver alligevel lige hængende et par minutter til, for det er så rart at networke med ligesindede fra mødregruppen, som en forælder i går så rammende kaldte os.

Også selv om det blot er for en kort stund.