En god nats søvn
“Det er altså lidt som om, hun er død”, siger Nora efter første besøg hos Ella på Intensiv.
“Nej nej”, pepper jeg, “hun sover jo bare! Huden er dejlig varm, og jeg så hendes øjne bevæge sig under lågene, og vi kunne se på apparatet, at hendes hjerte slår, og og og …”
Vi alle føler det samme, men jeg kan simpelthen ikke rumme resten af familiens angst; har nok i min egen. Som jeg er ved at kvæles i.
Andet besøg går bedre. Jeg har taget lidt fed creme med til Ellas tørre fodsåler. Efter et kvarters massage, falder pulsen til 80, og lille Komatrold synker ned i dyb søvn. Det har en effekt! Hun responder på min berøring!
Hun er i live!!!
Jeg ved det jo godt. Ella er ikke i ukontrollerbart koma, men sover, fordi hun er dopet. Fordi hendes krop trænger til en pause – og lægerne arbejdsro til at finde fokus.
Og det ser ud til at lykkes. Vi ved nu, at Ellas vejrtrækning stod af efter en indre blødning i lungen, som i forvejen var trykket af væske i bughulen. Blødning pga. GVH (FUCK) / væske pga. VOD (SUK).
Efter dejlig klassefest i Roskilde er Nora træt. Men hun vil ikke sove, før hun har set Lillesøster. Ta’r hende og godnathistorien under armen gennem Rigets kolde kældergange til en hyggestund ved respiratoren.
Tilbage i luksus-suiten lader jeg mig omslutte af fjedrende hotelseng og knitrende linned. Vågner udhvilet. Let og svævende. Ingen hovedpine, ingen stress. Jeg ved, at Ella er i de bedste hænder. For første gang nogensinde mærker jeg en hundrede procent tryghed ved at overlade min syge datter til fremmede. Lader intensiv-sygeplejerskerne passe maskinen – og maskinen holde hende i live.
Vi ses i næste uge, lille Skattepige, når du er frisk nok til at åbne øjnene igen. Indtil da:
Sov sødt.
Gåsehud og klump i halsen – sender mange tanker til jer
Kære familie. Det er så vigtigt at holde fast i , at respiratoren ikke er jeres fjende, men en ven. Sen giver lige netop den ro til kroppen, som kroppen har brug for. Det er så skræmmende og angstprovokerende at være i jeres situation, men det bliver bedre. Du gør helt ret i at få sovet og hvilet – der bliver brug for kræfterne senere, og lige nu er jeres søde pige virkelig i de bedste hænder! Kærlig hilsen en mor, der har jer i tankerne konstant og som selv har siddet ved sin kræftsyge datters respirator i mere end tre uger – og ja, det gik godt, ligesom det vil gøre for jeres familie!
Har fulgt med på sidelinjen gennem længere tid… Jeg kender jer overhovedet ikke; så skal man kommentere og dermed bryde ind i privatsfæren – skal man ikke? Man skal! Hvor mit hjerte dog bløder og ængstes med jer, mens Ella kæmper sit livs kamp. Selvom jeg også er mor, bilder jeg mig ikke ind, at jeg i selv mit værste mareridt kan forestille mig, hvad I gennemgår. Der skal et utroligt overskud til at dele historien. Uendelig kærlighed skinner igennem og præger de mange, der forsøger at rumme jeres situation. Alle mine bedste tanker og ønsker går til Ella, til Nora og til jer som forældre, der holder sammen på en familie i dyb krise. Jeg holder vejret, mens jeg venter på de gode nyheder, der må komme!
Det er lige til at tude over synd. For jeg alle pøj pøj føler med. Jer
Hej Dorthe
Har tænkt på dig og familien hele dagen andre har spurgt om jeg har læst/hørt mere mange har sendt jer deres varmeste tanker hele dagen.
Dorthe du er en fantastisk mor og selvfølgelig ved Ella at du er hos hende tror at hun både kan mærke og føle at du er i rummet.
Sender de varmeste og kærlighed knus fra en mor til til en anden mor
Kram Monica
Kære Dorte
Jeg er overbevist om, at jeres lille Ella er i de bedste hænder, men hvor er det hårdt at læse om.
Jeg ønsker jer alt det bedste og snarlig bedring til Ella
Åh. Livet er til tider en ubarmhjertig størrelse. I har været i mine drømme i nat og i mine tanker det meste af dagen – og jeg må indrømme at jeg har læst indlægget fra i går flere gange.
Jeres familie og ikke mindst lille Ella er kravlet ind under huden på mig gennem dine ord, Dorthe.
Jeg ønsker det alle bedste for jer.
Kærlig hilsen Louise
Jeg kan slet ikke slippe billedet af jer – sorgfulde mor og dypt sovende datter – I bliver forstørret hele tiden her på min skærm. Må vores lille, elskede Ellamusen vågne op i en raskere krop og til sin med længsel ventende far, mor og dejlige storesøster, Nora.
Mange tanker herfra. Har selv haft et barn i kemo behandling… ved hvordan det tærer på kræfterne… De er nogle små superhelte alle børnene på landets forskellige børne kræft afdelinger…