Lille setback :-(

Længste dage i mit liv! Siden i forgårs har Ellas velbefindende svinget som kludder-kugle i stormvejr.

Godt nyt: Ny knoglemarv tiptop og nyrer ligeså (midlertidig dialyse afbrudt).

Skidt nyt: Når man sådan ganske pludseligt vælger at ekstubere sig selv, må man forvente en vis portion ubehag efter komaet. Dette kan kun delvist afhjælpes ved lettere smertelindring, hvis vejrtrækningen/iltning skal opretholdes. Så de tunge doping-skyts erstattes altså af hård lungetræning med CPAP (i.e. omvendt støvsuger) hver anden time døgnet rundt, inden man får tilstrækkelig luft under vingerne.

Og det huer altså ikke Ella.

Trods methadon i sprøjten ryster min lille junkie over hele kroppen af abstinenser – og falder udmattet i dyb søvn oven på hver vejrtrækningsøvelse.

Efter en stressende nat og dag i fast pendulfart gennem de grå kældergange (som undervejs undergik fantastisk makeover af kunstmaler) må vi med sorg konstatere, at tuben skal tilbage i svesken.

Øv.

11 kommentarer
  1. Diana says: 22. marts 201311:04

    Med dyb bekymring er I meget i mine tanker!! Stort knus fra Diana

  2. Maria Nielsen says: 21. marts 201312:44

    Cyklede forbi jer i dag ude på Tagensvej og tænker meget på jer. Må foråret komme til jer, inden det rammer København.. Rigtig god bedring til jeres lille prinsesse

  3. Suzette says: 21. marts 201311:26

    Åh ja, selvfølgelig er der problemer efter en så dyb koma – også selv om den er kunstig. Har slet ikke tænkt på, at man bliver afhængig af bedøvelse. Fat mod. Hvor mange dage plejer sådan en afvæning at vare? Kan ikke helt forstå dét med den omvendte støvsuger. Er det for at lungerne skal trænes? Vil det sige at hun får pustet ilt ind med højt tryk? Stakkels lille pus.

  4. Marion (farmors søster) says: 21. marts 201310:32

    Det er snart 23 år siden, men jeg kan stadig huske, da Flemming lå på intensiv efter en operation for bughindebetændelse. En af komplikationerne var lungebetændelse, og sygeplejerskerne kom selvfølgelig stillende med en CPAP-maskine, som han skulle trække vejret imod. Han kunne absolut ikke lide CPAP’en, og det krævede en del overtalelse at få ham til at bruge den, SÅ JEG KAN SANDELIG GODT FORSTÅ, AT ELLA HELLER IKKE BRYDER SIG OM DEN.
    Håber, hun snart får det bedre. Mange kærlige hilsener til jer alle.

  5. Helle says: 21. marts 201308:37

    Åh, hvor jeg føler med dig, lille Ella. Det er ikke til at bære bare at tænke på alt det, din lille krop har været igennem indtil nu… Lille, smukke Ella – du er i mine tanker. Jeg sender dig og din dejlige familie al min styrke…

  6. Inge says: 20. marts 201323:16

    Ro er godt. I roen kan hun restituere. Den lille stakkel. Sætter min lid til at når foråret for alvor kommer, så Ella med. Lad hende blot sove i denne sne og kulde. Knus til alle fire. Hvordan tage Nora alt dette?

  7. Merete says: 20. marts 201323:09

    Øv, øv, men den lille krop må have lidt mere ro, før den bliver god.

  8. Anders says: 20. marts 201322:13

    “Tuben” eller på dansk “røret”, er det som forbinder Ellas lunger til respiratoren.
    Og man kan ikke give mere for abstinenserne, for så bliver hun for sløv, hvilket hæmmer vejrtrækningen yderligere.

  9. Pernille says: 20. marts 201322:06

    For os udenforstående hvad er lige tuben? Knus til jer alle.

  10. Jeanette Sommer-Bruhn says: 20. marts 201322:01

    ÅÅHHHH lille Elle . . Kan man ikke gi’ Ella noget, noget mer’ for de abstinenser hun har ? ? ?
    Det er så HÆSLIGT at ha’ abstinenser . . Har selv prøvet det i forbindelse med omlægning af medicin. Tænker MEGET på Jer alle i fam. ;-)

  11. Lene Kragelund says: 20. marts 201321:46

    åh, den lille sveske…
    Abstinenser er helt forfærdelige, og det samme kan CPAP’en være -især når hele kroppen er træt, så måske er et par ekstra dage med tuben trods alt at foretrække… men øv altså!

Kommenter indlægget