Arkiv
Tag "krea"

I går aftes ankom min sending fra Adlibris. Foruden en skøn sommerhusbog havde jeg bestilt tre strikkebøger – den ene om teknikken dominostrik, som jeg først opdagede for ganske nylig.

Har allerede strikke-opslået maskerne til et par varme uldtøfler – og om lidt, når Ella sover sin middagslur, går det løs!

Hmmmmm, hun kan vist ikke helt beslutte sig for at sove – får lov at ligge og putte i stuen.

Hæklede øreringe stivet i karfottelmel, udspændt og lufttørret, hva’be’har? Jojo, der er sandelig kreativitet for alle pengene her…

Blomsten er inspireret (dog anderledes) af Mit pusterum.

Hæklede blomster: Hækl 5 lm og saml ring med km. Hækl 1 lm og bagefter 12 fm rundt om ringen. Slut af med en km i luftmasken. *2 lm, 3 stm i næste fm, 1 km i næste fm*. Gentag til der er 6 blade.

Jeg har valgt tynd uld/acryl, da jeg godt kan lide den måde ulden filter blomsten sammen på.

Dette silkemaleri fik Anders af Nora og mig i julegave sidste år. Nu har det fundert sin rette plads oppe i sommerskuret i “soveværelset”. Maleriet er en af Noras første tegninger, som rent faktisk ligner noget, og den har jeg overført til silke til en syaften oppe i Ellas institution.

Silkemaling er en hyggelig beskæftigelse, og det er slet ikke særligt svært. Fisken er tegnet op med en slags gummi-masse, som sørger for, at de forskellige farver ikke blander sig sammen. Efter maling, fikseres maleriet ved strygning.

Kom alt for sent i seng i nat – skulle lige tyde opskriften på det her lille bogmærke først. Det er noget af en udfordring, når den er på engelsk, og der er øjensynlig forskel på britisk og amerikansk hækle-terminologi…

Inspirationen har jeg fundet hos Crochetroo, og jeg overvejer i en ledig stund(!) at gøre brug af mine engelskkundskaber og oversætte den til dansk. Indtil da; go’ fornøjelse, si’r jeg bare!

NB. Jeg bruger hæklenål str. 2 og tyndt bommuldsgarn beregnet til strikkemaskine. Når arbejdet er færdighæklet, stives det i kartoffelmel, udspændes og lufttørres (dog ikke kvasten).

1. stk færdigtudviklet julehjerte i uld med træperle og lædersnor – lige til juletræet, pakken eller skrivebordslampen på arbejdet. Her er brugt pind 4 og uldgarn.

Hæklet hjerte: 4 lm, 3 dstm i 1. lm, 3 st i 1. lm, 1 lm, 1 dstm i 1. lm (og nu kører vi baglæns og modsat), 1 lm, 3 dstm, 3 stm, 3 lm, samles med km i 1. lm.

Som supplement til min måske forvirrede vejledning kan ses video-tutorial hos Little Birdie Secret.

Under produktudviklingen af julehjerter til sfo’ens julebazar fremkom disse af tyk uld hæklet på pind 8. Det var så hyggelig en syssel, at der blev en hel stak – efterfølgende sat på pilekvist opdelt af træperler (sidstnævnte skulle dog lige bores lidt ud i hullerne for at passe).

Jeg nedfælder opskriften, når jeg finder den rigtige model.

Taskefletning er en tre-trins-raket:
- Tilskæring
- Fletning
- Montering

Jeg bruger almindelig bred tape til laminering og fiskesnørre til sammensyningen. Materiale-variationerne er uendelige: Tegneserier, gavepapir, kaffeposer etc.

Det ta’r tid og giver ondt i fingrene… men er det hele værd! Konsulter evt. Når genbrug bli’r guld for detaljeret vejledning.

Hvor sjovt at få lov til at deltage i udviklingen af endnu et website. Børnehuset Siv har længe ønsket nyt visitkort på nettet, og vi har været så småt igang siden jul. Sitet er netop gået i luften på www.bhsiv.dk.

Ønskerne var en portal, som kunne 1) understøtte og dokumentere arbejdet for medarbejderne af Børnehuset og 2) fungere som præsentation af huset for sagsbehandlere, hospitaler og andre interessenter samt som informationskilde og virtuelt netværk for husets brugere. Dejligt at sidde og nørkle med kravspecifikation inden for et område, hvor jeg selv er bruger.

Og så kom Bellemusen på forsiden :-)

De virker endnu, de der gamle udklip, som man i sin tid blev inspireret af. Denne her vil jeg da helt klart strikke mig… engang.

Så er der godt gang i strikkerierne, og jeg har netop fået denne bog anbefalet af en håndarbejdslærer. Må se, om jeg ikke kan finde den – eller der måske er kommet en opdateret version på markedet?

Valkede vanter – mit første forsøg på fem pinde (!), og christ, hvor den der tommelfingerkile lige skal trænes…

Valkede vanter: 2 ngl. 100% naturuld à 100g (str. onesize – strækkes i facon). Slå 52 masker op på 4 pinde nr. 6 (strik med den 5. pind). Strik 11 cm. ret (= glatstrik). Tag jævnt ind til 43 masker. Strik til arbejdet måler 21 cm. Strik kile til tommelfinger: Tag en maske ud i hver af to masker ved siden af hinanden i starten af runden. Strik videre og tag ud igen, når du når til masken før 1. udtag og i samme maske som 2. udtag. Dernæst igen i masken før 1. udtag og 4. og så fremdeles, til der er 14 masker i kilen:

Maske nr. 8——1 (4. runde)
Maske nr. 6—–1 (3. runde)
Maske nr. 4—1 (2. runde)
Maske nr. 2-1 (1. runde)

Sæt de 21 masker på hver side af kilen i hvil på hver sin pind og strik selve tommelfingeren: Slå 2 masker op i start og slut af runden (= 18 masker) og strik 6 cm. Strik 2 masker sammen på næste runde. Strik en alm. runde. Strik 2 masker sammen på næste og sidste runde. Bryd garnet, træk enden igennem de sidste masker, træk sammen og hæft. Strik de 21 x 2 masker fra hvil og start med at strikke 4 masker op fra tommelfingeren, der hvor du tog ud i starten af kilen (= 46 masker). Strik til vanten måler 46 cm. Tag jævnt ind 3 x 9 masker på de næste 4 runder (= 26 masker), som lukkes af. Sy toppen af vanten sammen med maskesting. Strik en vante til.

Vanterne valkes: Vaskes i vaskemaskine ved 40 grader kort vask (alm. vaskepulver sammen med 3 hoppebolde eller tøj i lignende farver – vanterne kan smitte af). Mens de er våde trækkes/hives de i facon (prøv dem på mens de er våde for at få den perfekte str.)

NB. Hvis man bruger regnbuegarn, så husk at begynde i den samme ende ved begge vanter – ellers bliver mønstret ikke ens. (De ukorante fik min søster…)

Former sig dejligt efter fødderne allerede efter et par timer – men måske lige lovligt varme her i vores lille velisolerede hus?

Så blev den første bestilling klar til skolens julebazar, og jeg har svært ved at slippe den…

Poncho i perlestrik: 3/4/4 ngl. 100% naturuld (str. s/m/l). Evt. træknapper til pynt (3 stk. 5 cm. eller 6 stk. 3 cm. i diameter). Slå 39 masker op på pind nr. 10. Strik perlestrik (1 r /1 vr på hele pinden – start med r). Længde ca. 108/113/118 cm. = str. s/m/l. Lukkes af i perlestrik. Sammensyning af kort ende mod lang med maskesting.