Gylden løvdynge på terrassen. Gylden som flammen i den lille trofaste Morsø. Jeg samler bolde, tømmer trætophus og stabler havemøbler. Fylder redskabsskuret. Mens Anders tømmer vandrørene.

En af fordelene ved at have en hjemmegående husbond.

Blågrå himmel. Mørkebrun muld. Vejret er overraskende mildt. Men det er midt i november. Det er vinter. Efterårets sødlige råd er borte, luften er ren og klar. Nu begynder det at regne. Teen har trukket færdig, og jeg går indenfor. Ta’r omvejen omkring terrassen, der er faretruende glat i gummistøvler.

Her under birken knejsede dorothealiljen, og derovre spredte forglemmigejen sine kronblade. Mellem de to stammer balancerede pigerne på slackline, spillede kort på plænen, byggede en hule.

Det er helt ok, at sæsonen er slut. For så længe er der heller ikke til vi ses igen. Du kære lille Sommerskur.

Mens jeg sidder og skriver herhjemme i min nye bløde sofa, sker der det samme, som da jeg pakkede sommeren sammen i lyngen i går:

Jeg ser fremad!

Ja, jeg springer faktisk hele tre-fire måneder ud i fremtiden og tænker på, hvor dejligt det skal blive at lufte dynerne igennem igen på den grønne tørresnor foran annekset, sætte parasollen tilbage i den halvrunde stenfod, fylde mel, gryn og sukker i kolonialskabets glasbeholdere. Kolonialskabet, der fulgte med i købet, og som dufter af støvede lavendelposer.

Hvor længe mon de holder denne gang, de positive tanker? Længe håber jeg. Målet er ikke at være ovenud lykkelig og sprudlende 24/7. Men at flyde gennem livet med næsen oven vande. Størstedelen af tiden. Så jeg kan ånde. Og holde hovedet klart.

Ik’?

Udpluk af året der gik. I sider.

Sorglitteratur og sick lit har fyldt en del mere end sidst – men jeg befinder mig vel også i en slags sorgproces? Selv om Ella jo endte med at blive hos os, er der årevis af tab på så mange andre fronter. Finder derfor en underlig trøst i at læse livsberetninger fra mennesker i krise. Dem, der har mistet eller selv rammes af sygdom. Ind i mellem har der også været behov for lidt krimi, drama eller individuationsfortælling. Og så er der naturligvis et hav af børnebøger – for begge vores tøzer elsker intime læse/hyggestunder i sofaen.

Overvejer at kaste mig over enten Hvor intet bryder vinden (Leonora Christina Skov), Fjer (Ursula Scavenius), Shantaram (Gregory David Roberts) eller en af Ida Jessens romaner som den næste.

Hvad har I mon liggende på natbordet lige nu? Andre gode litteratur-forslag til den søde juletid?

Shattered Silence (Melissa Jesperson)

Jeg er bidt af en gal serial killer, og det ved Anders, der fluks forærede mig bogen, da den udkom. Denne selvbiografi giver en sjælden vinkel på forbryderens pårørende, som man normalt ikke skænker en tanke. Den nu voksne datter til “Happy Face” har skrevet en fin fortælling – omend ikke voldsomt dybsindig – med et par interessante reflektioner om en mørk og helt forkert barndom. Jeg oplever dog en hel del ret så tydelige skift i sprogstilen, og manuskriptet virker således uhomogent og sandsynligvis stykket sammen af flere personers skriverier. Hm.

Godnathistorier (Felicita Kuhns)

“Til Dorte fra Tante Lilli” står der på indersiden med rød tush. Barndommens lugte og lyde står helt klart, når jeg læser denne op for Ella. Felicitas Kuhns retro-tegninger og de meget korte og spøjse historier. Moraliserende så vandet driver. Jeg tror min søster har bind to. Må høre hende ad …

Tante Brun, Tante Grøn og Tante Lilla (Elsa Beskow)

Vi har et puslespil med forfatterens fantastiske streg. Sådan et sjovt et af slagsen, der er trykt på et sæt terninger, så der er i alt seks stks at samle. Denne klassiske billedbog tror jeg var en dåbsgave til ældstepigen, og som så meget andet er nu også denne arvet af Ella, der med fryd hører om livet hos tre tanter og to forældreløse børn i midten af 1800-tallet.

Der var engang en grøftekant (Birgit Erup)

Jeg er bare helt opslugt af alle Fritz Baumgartens detaljerede illustrationer af bryllupsforberedelser og kaffeslaberads i grøftekanten. Denne 70′er-sag er simpelthen guf for os med hang til eventyrlige dyre/alfe-universer. Efterhånden er det lykkedes mig at skaffe denne dejlige krible-krable-serie Lademann-fortryllerier og flere af forlagsaktieselskabets andre børnetitler. Det er sgu’ livskvalitet at læse gennembearbejdede bøger med sine unger – kontra den uforståelige mængde ripoff-skrald, der findes på markedet nu om stunder. Nå, så kom det ud.

Om mørke (Josefine Klougart)

Ok, her er jeg virkelig blevet fan. Mere brusende stream of conscieness end tidligere oplevet. Sejlede med og kom i havn på blot en eftermiddag. Unik prosa om mørket i os, omkring os. Halvtomme sider, transparant mellemlægspapir med kalkeringer efterfulgt af drømmende billeder – næsten lyd. Forærede et eksemplar til min mor, der efterfølgende kun havde én kommentar: “Er dette en roman? Lige her kan jeg godt mærke, at jeg er blevet gammel …” Hvilket ellers er meget sjældne ord i munden på den friske og frejdige 82-årige.

Stalker (Lars Kepler)

Uh, det her er min store frygt ved at overnatte i Sommerskuret alene. Der er ingen gardiner, så man kan ikke med sikkerhed vide, hvem, der står og lurer ind på den anden side af spejlbilledet. Femte – og helt ok – bind i hr. og fru “Kepler”s spooky serie.

Karlas Kabale (Renée Toft Simonsen)

Den er altså sød. Og det synes Nora også. Hyggelig læsning om en sammenbragt familie i dagens Danmark. Filmen er også kær.

Pjok & Petrine 1-10 (Kirsten Sonne Harrild)

Da Ella lå i koma på Intensiv, gik Nora i skole på Riget. En dag kom en forfatter forbi. Hun inviterede Nora til skrive/tegne-værksted, og det var en rigtig rar oplevelse for vores lille skyggebarn. Som afskedsgave fik Nora første bind i pony-serien. Først to år efter åbnede Nora bogen sammen med Mor, men her blev hun så opslugt af historien, at hun pløjede sig gennem denne og de næste ti opfølgninger. Og sådan kom hun med ét i gang med den selvstændige læsning, som vi havde ventet så længe på. Tak for losset, Kirsten!

Kioo – den lille kirkeugle (Anne Möller)

Livet går i ring. Følg en lille kirkeugle-unge, fra han lærer at fange sin egen føde, finder sit eget sted at bo, flyver fra reden, til han finder sig en mage og selv får unger. Skønne tegninger, dejlig historie. Altid spændende, hvad Ella kommer hjem med fra skolebiblioteket :-)

Fjerens rejse (Cao Wenxuan)

Kinesisk børnebog om en fjer, der leder efter sin ejermand. Enkel fortælling. Smuk illustration. Altid unikt og lækkert når Farmor handler bøger.

The Goldfinch (Donna Tartt)

Årets største læseoplevelse. Kort og godt. Sproget, historien, persongalleriet – skønt, skønt, skønt. På denne moppedreng af en roman vendte siderne sig selv. Læste morgen og aften, og om natten flettede den fantastiske fortælling sig sågar ind i mine drømme. Anbefalelsesværdig. I den grad! Og gerne på originalsproget …

Broken Habour (Tana French)

Næste bind i serien om det irske murder squad. Ret meget anderledes end den forrige Faithful Place – men stadig fint engelsk og skæve skæbner, som man kommer helt ind under huden af.

Spøgelser i Runde Tårn (Sussi Bech)

Hvor er den egentlig rigtig udmærket. Her får vi fortalt historien om, hvordan Runde Tårn blev til – samtidig med en “Find Holger”-ish spøgelsesjagt. Fedt format, der imidlertid overhovedet ikke passer ind i vores børnebibliotek. Nå, op på toppen af reolen med den. Sammen med børneatlasset. Tsk.

Der bor Hollywoodstjerner på vejen (Maria Gerhardt)

Om kræft og kærlighed. At vente på den eneste ene år efter år – og så blive ramt af en møgsygdom netop som man får scoret hende. Et unikt indblik i en kendt DJ’s vilde år i starten af 00′erne med fest på fest i København, Berlin, Reykjavik og New York. Overrasket velskrevet og ret så rørende. Suk, har lige googlet, at forfatteren har fået tilbagefald og nu er terminal. Fandens :-(

Efter Sara (Mente Ladefoged Nielsen)

Om sorg og skyld og om at lære at leve med tabet af sin datter. Hvert sekund resten af livet. Den voldsomme trafikulykke efterlader en masse spørgsmål om hvorfor og hvordan – men ellers ser jeg en uhyggeligt masse ligheder i tankerne hos de forældre, jeg kender, som har mistet ved børnekræft. Vigtig bog med udgangspunkt i tiden efter.

Iqbar Farooq og julemysteriet (Manu Sareen)

Ha! Multietnisk jul på en dansk skole – og dansk jul i en indisk familie. Der er så sandelig fart over feltet i denne 24-kapitlers julekalender/børnekrimi. Læste Nora over skulderen, da jeg senere gerne ville hjælpe hende med boganmeldelse. Onde skurke, smarte replikker. Og et sindsygt talesprog der er fuldstændigt umuligt at gengive. Skal bare læses!

Go’morgen frue (Dorte Karrebæk)

Digtsamling. Her leges med ord og billeder – hver for sig og i samspil. Fantasien i højsæde. Og så er jeg bare vild med Karrebæk. Ganske simpelt.

Den sorte violin (Ulf Stark)

Aaaaargh! Hvorfor havner den her slags bøger altid hos Ella på biblioteksturen? En fortælling om at have en alvorligt syg søster, som ligger i sengen og kukkelurer, indtil Døden kommer og banker på. Ok så – den ender godt, men for pokker hvor var den skummel. Altså …

Peter Pedal sætter drage op (Margret Rey)

Ballademageren kommer højt til vejrs i denne go’e gamle sag. Tænk engang at den første gang blev udgivet tilbage i 1958 – og stadig kan gi’ et genkendelsens smil på læben hos små frække aber rundt om i verden. Bare dejligt.

I morgen var jeg altid en løve (Arnhild Lauveng)

Anbefalet af min søster. Sikke en bog. Prøv bare at sige titlen højt – hvor syret er den lige? Så får man egentlig en meget god fornemmelse af, hvad en syg ung piges gennemlever af virkelige oplevelser og vrangforestillinger. Ofte på lukket institution. Og nu er hun ude på den anden side. Raskmeldt. Færdig slut. Tænk engang …

Tudsegraven (Gerd Rindel)

Jamen hej, nu er vi her gudhjælpemig igen. Død og ulykke. En gammel tudse, mæt af dage, lægger sig til at sove ind under et skræppeblad. I en lille piges have – hvor der heldigvis også bor alfer. For så er der da noget, der kan fjerne fokus fra de skumle samtaleemner. Jeg kan mærke, at døden fylder meget hos Ella. Og det gør den jo i og for sig også hos undertegnede. Men det er bare så hårdt at opleve min lille Mus sidde med tårer i øjnene efter læsning af en bog som denne, fordi hun pludselig mindes de børn, hun har kendt – og som bare ikke er her mere. Dér skal jeg godt nok lige have lidt ekstra overskud til putningen efterfølgende. Hvis den gode stemning skal bevares. Pyh!

Fabians feltdagbog (Charlotte Blay)

Forældrene må gerne læse med i denne bog, får vi at vide af Noras dansklærer. Og den er rigtig god, så win-win. Forfatteren har åbenbart skrevet en hel stak af børnebøger med inspiration fra sine uhyrligt mange rejser rundt om i verden. Denne fra Himalayabjergene, hvor hovedpersonen Fabian er på ekspedition med sin far, da de pludselig rammes af en lavine. Faren forsvinder, men det kirgisiske slettefolk redder Fabian, som herefter tilbringer flere uger blandt normaderne i ødemarken. Tror da lige vi skal kigge os om efter andre fra samme pen …

Lyle, Lyle Crocodile (Bernard Waber)

Charmerende børnebog om en krokodillen Lyle, der lever det magelige liv hos familien Primm. Alt ville være fryd og gammen, hvis ikke det lige var for den mavesure nabo Mr. Grumps, hvis mission er at smide dyret i Zoo – hvor det hører til. Drama!

Onno + Inni : 14 historier fra Tvedhuse (Vagn Steen)

Første bind (ud af tre) læst højt for lillesøster af storesøster. Små korte og søde hverdagshistorier om tre børn og to voksne. Forfatteren leger finurligt med sproget undervejs. Der er smagt grundigt på ordene, inden de blev til sætninger, til kapitler, til en bog. Tak til Bedstemoster Marion for anderledes børnelitteratur. Dét ka’ vi li’!

Lille sorte Sambo (Helen Bannerman)

Mon ikke de fleste kan huske denne skønne lille fortælling fra barndommen. Og fyldes med præcist samme undren, når tigrene forvandles til en klat flydende smør? (hov, der kom jeg vist lige til at afsløre slutningen …) Ella frydes; lige hendes yndlingskombi af magi og underfundighed.

Noget må være forandret. Siden sidste terrorangreb. For jeg føler virkelig med ofre & pårørende. Denne gang.

Ja, faktisk så føler jeg for hele Frankrig. De blodige begivenheder og den derpå erklærede undtagelsestilstand får tårerne frem i øjenkrogene.

Har her i weekenden skruet ned for radioen, når nyhederne ubarmhjertigt har afbrudt den stille baggrundsmusik. Ville selv have lov til at overbringe Nora den triste besked.

Allerhelst ville jeg spare hende. For mere sorg og angst hele resten af hendes liv. Men det er umuligt. Og der vil sikkert blive talt om de grusomme hændelser i klassen mandag. Om ikke andet på franskholdet onsdag.

Så jeg sætter hende rystet ind i sagerne. Over en kop te.

Jeg må simpelthen være kommet et skridt videre. Tilbage ud i verden.

Har pludselig ikke nok i min egen krise. Kan – ved nærmere eftertanke – for første gang i lang lang tid se ud over min egen og andre børnekræftramte familiers næsetip.

Det må sgu’ da immervæk være at betragte som en sejr?

Midt i tabet.

Den lokale genbrugs har netop åbnet for salg af sine +40 kasser julepynt. Hvor absolut fabelagtigt:

Fuldstændigt ligesom sidste november går jeg derfra med en kurvfuld skønne vintage/retro-sager. Til næsten ingen penge!

Trænger også til lidt adspredelse. Har de seneste dage siddet begravet i papirarbejde. Noch einmal. Suk.

Kommunen har nemlig pludselig – omend med et lille bestemt puf fra Ankestyrelsen – fundet ud af, at de da vist nok havde lige lovlig travlt med at inddrage min pasningsorlov. For hov: Mor her var jo rent faktisk berettiget til fortsat udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste under BÅDE datters indkøring OG egen afvikling. Hvilke to perioder perioder ikke (og vi gentager IKKE) kan ligge samtidigt. Som Serviceloven jo tilskriver.

Og som undertegnede jo forsøgte at bruge sine ikke-eksisterende kræfter på at tegne & fortælle for sagsbehandlerne sidste år. Under nederdrægtigt og ydmygende møde i klaustrofobisk glasbur på rådhuset.

Seks års kommunalt tovtrækkeri er gået ind i sin afsluttende fase. I går aftes blev lang og detaljeret klage over vores samlede sagsbehandlingsforløb sendt afsted til borgmesteren, og i dag er jeg et fladmast græskar. Energiforladt, træt og rimeligt meget til rotterne. Det har været hårdt som bare fanden at gennemgå flere hundreder breve og mails fra den værste tid i vores liv. Gennemleve mareridtet.

“Du lyder vred, Dorte”, vil min terapeut helt sikkert sige, når jeg ridser status op. Og hun vil have fuldstændigt ret. Jeg har dog brug for denne afrunding. Et sidste forsøg på at gøre en forskel. For mig selv – og for alle jer andre, der lige nu sidder med et sygt barn i armene.

Det kan være, jeg når i mål med min klagesang. Åbner et par øjne og giver inspiration til ændrede procedurer. Måske ikke. Men så ved jeg med mig selv, at jeg i hvert fald har prøvet.

Før jeg rejser fra Kemoland.

Øjnene svømmer over, og alt bliver sløret. SFO-pædagogen rejser sig og henter en hel køkkenrulle. Stiller den på bordet foran mig. Har selv inden da nået at fiske en Kleenex op af tasken. Man er vel beredt …

Klasselæreren fortsætter: “Så vi har altså kun godt at sige om Ella. Hun er så sød og kærlig en kammerat, har flot orden i tingene, og ved den faglige individuelle screening scorede hun tæt på 100%. Når hun sætter sig noget for, giver hun ikke op – som nu i sommers, da hun besluttede sig for at lære at gå på stylter, eller hun i sidste uge ville helt op i toppen af legestativet i frikvarteret. Ja, det er godt nok en skøn og sej pige, I har – en rigtig fighter.”

Jeg dupper kinderne og ta’r imod en lille post-it med kode til guldgrube af letlæsnings-bøger på nettet; dejlig inspiration til den læsetræning, hun holder så meget af. Farvel og tak til Søren og Mette og lille Jep. Nu skal vi videre.

Anders klapper mig på låret, rejser sig og åbner døren med klassens fine selvportræts-collage. Sammen går vi ud til Frikadellen, der sidder og spiller iPad på en garderobebænk. Med nattøj indenunder den pink flyverdragt.

Efter blot tre måneder i skole! Min dygtige Trold. Jeg har sådan lyst til at rose hende, fortælle hende, hvor stolt, jeg er. Men hvad nu, hvis det vanvittige niveau bare en dag pludselig ikke holder mere? Kemoens senfølger banker på med sociale udfordringer, depressioner og koncentrationsbesvær? Som vi jo har hørt om før. Så duer det da ikke, at hun tror, hendes mors kærlighed opnås ved gode resultater i skolen.

Ellas hånd i min. Hun gi’r mig et lunt lille fast klem. Jeg kysser toppen af hendes uglede franske fletning og siger: “De holder simpelthen så meget af dig, dine lærere, Ella. De synes, du er sådan en god pige.”

Hun smiler op til mig: “Gør de virkelig? Jeg kan også rigtigt godt li’ at gå i skole. Nu har jeg jo også ventet og ventet på, at jeg skulle starte”.

Vi sætter kurs mod det lille dobbelthus, for om lidt kommer Nora hjem fra springgymnastik.

Selv den mindste rystelse kan få det hele til at skride. Og vi vil alle suse ned ad skråningen. I frit fald. Med løsrevne klippestykker og grus om ørerne. Fundamentet er beskadiget. Der må trædes varsomt.

På vores videre færd.

Under selve kemoskælvet havde vi altid to konstanter. Når jorden åbnede sig under vores fødder. To fastgjorte ringe at fæstne vores karabiner i: Vi havde vores hus – og vi havde Anders’ job. Altid et bord at samles om – og brød at sætte på det. Nu er jobbet væk. Efter 19 år i samme firma, er det slut; kontoret i Danmark lukker.

I går blev holdt afskedsfest i byen. I dag ligger Anders med tømmermænd i sengen. På mandag sidder han fritstillet herhjemme. Vi har vidst det i noget tid. Men tanken er nu svær at vænnes til.

Vi går en usikker fremtid i møde. Planerne, der knapt var begyndt at falde på plads, må ændres. Igen igen. Men denne gang er det ikke livet, der står på spil. Sådan trøster jeg mig selv. Dét her er, om ikke andet, en god øvelse i at forsøge at se fremad. Mere end én enkelt dag ad gangen.

Om føje tid går Sommerskuret i dvale, og julestadset skal findes frem. Vi har heldigvis hinanden – og mange varme minder at ta’ med os ind i vinteren. Så det skal nok blive lunt og godt i det lille hjem. Og der ligger allerede et par adventsgaver parat i skabet … så lidt planlægning er jeg da i stand til. Såmænd.

Simba snorker på sofaen. Jeg nulrer hans bløde mavepels, men han orker ikke at sætte gang i spinderiet. For det er hårdt at være udekat – 1/2 time om dagen. Døren er lukket til Ellas værelse. Jeg banker forsigtigt på og stiller en lille bakke med letdampet broccoli, små gulerødder, nødder og to kopper te på skrivebordet. Nora takker og smiler. Ella kommanderer mig hurtigt ud igen. De er ved at gøre sig klar til i aften og prøver samtlige uhyggelige outfits af, inden de skal afsted med vennerne.

Det blev til et stk farlig sørøverpirat & et stk ond zombiedronning. Hånden sitrer lidt, da jeg lægger Ellas makeup. Déjàvu. Syns’ sgu lige vi er sluppet for gusten hud, mørke rande og skumle blødninger. Kan også godt mærke på Nora, at hun synes, det er lidt spooky. Gi’r hende lige et ekstra kram og siger, at nu er det hendes tur. “Nej tak. Jeg er fin, som jeg er!”, siger hun og svinger sværdet. Overtales dog senere af Ella til et mindre ar.

Så er de afsted. Græskarlygterne er tændt, slikket står parat. Hvis nogen skulle finde på at lægge vejen forbi …

Netop hjemvendt fra skolens store loppemarked. Pigerne shoppede igennem med den vildeste sum af 30 kr. på lommen hver. Stæsede omkring i menneskemylderet for fulde gardiner. Jeg opgav at følge med. Sludrede med af mine kære strikkeduller, der var mødt op (ses i klubben i morgen!)

Christ, hvor jeg trænger til en kaffe. Og en lur

Er stadig helt rundtosset efter det store Knæk Cancer Live i går. Uden forfriskende venindedukkert (knus!) i fjorden at starte dagen på havde jeg nok ikke klaret den til showets afslutning. Ella holdt festen igang til pausen, hvorefter hun sneg sig hjem med far. Et par friske standins overtog pladserne. Nora og jeg kørte igennem til afterpartyet.

Det var sgu sjovt. Men også hårdt. Indslagene føltes om muligt endnu mere intense her fra studiet. Alle de dejlige syge børn, vi jo kender. De raskmeldte, nydiagnosticerede eller terminale mødre, fædre, ægtefæller. Hvordan støtter man en kræftramt kollega? Fejrer et fantastisk scanningssvar. Siger farvel til sine kære? Studieværterne var også berørte og kneb en tåre fra sofa-interview i salen til catchup i call-centret. Et nyt lag pudder under øjet, og på den igen.

Har vist lidt tømmermænd her til eftermiddag. Vi er alle fire fyldt til randen af indtryk, støj og postyr.

Måske også fyldt til randen af cancer …

Nu vil vi skære os et par græskarlygter og brygge en spandfuld suppe. Efter søsters ypperlige opskrift.

Tak for skillingerne, Danmark – og ha’ en dejlig aften!

Frisk gåtur langs fjorden. Jeg kan næsten kigge hjem over vandet derude fra Kællingehaven. Smut forbi Skt. Hans Haves café (med bage- og yogakurser), kapel (med kunstudstillinger) og kirkegård (her gad jeg godt lægges i jorden … når den tid kommer). Fantastisk rekreativt område. Fremmer ganske rigtigt – som visionen lyder – den mentale sundhed.

Gyldent løv hvirvler ned fra trætoppene. Ikke en vind. Ikke et øje. Nå, må hellere hjem med indkøbene.

Det for alvor blevet tagine-tid. Slow cooking. Vores gode potte fra Emilie Henry, som vi købte for en tre års tid siden, bliver jævnligt afprøvet med nye saftige opskrifter – og lige om lidt fyrer jeg op under seneste hit: Simrekylling & -grønt.

I dag har begge tøzer legeaftale efter skole. Men når de er hjemme, giver det lige lidt ekstra energi til lektiehjælp og hygge, når aftensmaden sættes over allerede tidlig eftermiddag og herefter bare står og passer sig selv – indtil spisetid. En husmoders drøm …

Simrekylling & -grønt: Et bundt babygulerødder, halverede baby-kartofler, et par håndfulde grønne bønner og kyllingeoverlår lægges i taginen – overhældes med sauce af 1/2 dl soyasauce, 1/2 dl honning, 1/2 dl ketchup, to fed knust hvidløg, 1 tsk tørret basilikum, 1 tsk tørret oregano, et par kværn peber samt lidt chiliflager. I ovnen ved 150 grader i tre-fire timer. Yummi.

Go’ pige i Go’ Morgen.

Tror de halvgrumme billeder på skærmen skræmte tøsen lidt, men det er sgu’ også en barsk historie at få smækket i knolden på sådan en stille og rolig søndag formiddag.

Også for os …

Ella havde glædet sig gevaldigt – og på turen til Tivoli spurgt meget ind til morgenmaden, som vi plejer at blive budt ude i kulissen. Midt imellem makeup-seancer og for-interviews.

Men at man ligefrem blev inviteret med i tv-køkkenet til en gang kalveculotte efter udsendelsen, det var da li’godt luksus. Det lille madøre guffede for fulde gardiner, og havde nær ikke sluppet den tomme tallerken, da studiet begyndte at lukke og slukke.

Kæmpe appetit på livet – som TV2 efterfølgende skrev på deres Go’-profil og nyhedssite. Jotak!

Datteren var stolt, kunne jeg fornemme, da vi for lidt siden genså klippet på computeren. Hun sad og smilede kækt til sig selv på skærmen med armene om sin elskede bamse.

Tilbage er kun en kæmpe tak til det professionelle team for kærligt at guide os igennem endnu en tur i sofaen <3

Her kan du se eller gense morgenens interview fra et efterårssmukt Tivoli-studie.  Med undertegnede, yngstetrolden – og Applejack naturligvis.

Efterårsferien lakker mod enden. En solbeskinnet, regnfyldt og dejlig efterårsferie. Med masser af sommerhushygge, shopping, skattejagter, restaurantbesøg, familiestunder og kærestetid.

Tak til bedsterne for maleværksted & marengsbagning, til slagteriskolen for blodig fra-levende-gris-til-medister i børnehøjde.

Og hjerteligt velkommen i lyngen til endnu en familie, vi har fået lokket herop på nabovejen. Må jeres nyerhvervede hybel give glæde, ro og basis for masser af tour-de-skur-fester …

Nora spiller iPad, og Ella snorker. Sidstnævnte skal også tidligt op, den lille mus. Det kan være, hun klapper i som en østers. Det kan være, hun højlydt udbreder sig om dit og dat. Ingen ved det.

Men ét er sikkert: I morgen kl. 09.18 toner EllaBellaMovieStar frem på Go’Morgen Danmark med mor ved sin side (hvis jeg ellers kan få hende halet op og afsted …)

Her er vi to nemlig endnu engang inviteret til at sparke Knæk Cancer-ugen i gang. Og hvilken uge! Ud over at følge indsamlingen dag for dag glæder jeg mig især til:

  • De to stks rørende dokumentarer onsdag og torsdag under navnet Kræft & Kærlighed, som den smukke og skarpe tilrettelægger fra vores egne to film har været med til at strikke sammen
  • Den store Vild med dans-aften fredag med deltagelse af en af vores gæve soldaterkammerater, en vidunderskøn Cancer Mom, der lige nu (med blafrende sommerfugle i maven) kæmper en brav kamp for at huske de svære trin
  • Det afsluttende Knæk Cancer Show, som vi igen i år er inviteret til at opleve live fra salen. Wiii!

Her kan du se eller gense sidste års interview fra et efterårssmukt Tivoli-studie.  Med undertegnede, yngstetrolden – og Applejack naturligvis.

Vi har oplevet det før. Skæbne-tyveri. For to år siden var det os, vores fortælling, vores familiefotos, der stod for skud. I et forskruet forsøg på at jagte likes på Instagram. Brugeren blev anmeldt og smidt ud. Men så skete det igen.

I sommers så endnu en falsk kræftprofil dagens lys. Denne gang havde vi dog kun navnet Kemoland til fælles. Historien var heldigvis en anden. Den handlede om en terminal patient, en tyveårig pige. Og den viste sig at være opdigtet. I går aftes gik DR2 ind i sagen.

Jeg vælger at tro, det startede som en leg. En hvad-nu-hvis-tanke, et småspooky eksperiment, der løb løbsk. For ingen kan da have til hensigt at snyde og bedrage sine medmennesker med så alvorlig en sag. Det vælger jeg at tro.

Vi drages jo alle af de lidt hemmelige verdener. Dem, man aldrig rigtigt når helt ind i, hvis man ikke lige tilfældigvis selv sidder i lorten.

Måske lidt som at stjæle et blik af trafikuheldet, når man passerer i bilen: Åh, jeg håber ikke, der er nogen, der er kommet til skade. Men gud, er det ikke en kvinde dér på vejen? Du godeste, sikke en masse blod! Og så skynder man sig at kigge væk igen. Gyser over, at livet kan slå så voldsomme koldbøtter. Takker for, at det ikke er én selv, der lige nu er på vej til traumecenteret. På sådan en helt almindelig eftermiddag. Krammer sine kære en ekstra gang den aften.

Når jeg skriver, udforsker jeg mig selv. Prøver grænser af. Tænker tanker højt, som herved får liv – og giver gnisten videre til nye tanker. Som at vende dagens oplevelser med en god veninde over en kande the. Det giver ro. Skriveterapi.

Da jeg en tidlig decembermorgen vågnede op med min lille pige på Rigshospitalets Børnekræftafdeling, startede jeg min dagbog. Kanaliserede angst, sorg og frustrationer ud af kroppen og ned på laptoppen. Og undgik herved at kanalisere alt for mange kaffekopper og dropstativer i knolden på læger og sygeplejersker. Jeg var ensom og ulykkelig, isoleret med leukæmi-barn på grim og rungende sengestue. Bloggen var min kølende pilsner, min trofaste ven.

Undervejs drømte jeg om at rejse min vej. Tage Ella på nakken og stikke af. At kæmpe sig skibbrudden i land på Kemolands kyst med sin dødsenssyge datter i armene – for så at se hende få raget håret af, pumpet kinderne tykke, blive smækket i fangedragt og kylet i kachotten på ubestemt tid – dét er bestemt ikke for sarte sjæle. Men alligevel har mere end 150.000 besøgende over årene fulgt med i vores kamp her på sitet. På tæt hold.

For vi søger alle. Når vi læser, og når vi skriver. Når vi mødes. Vi søger efter svar, efter ro, efter meningen med livet – og i livet.

Måske hun også er ensom og ulykkelig, pigen med den falske Kemoland-profil?

Selv om hun ikke har kræft.

Jeg er oprindeligt uddannet i sprog. Engang i tidernes morgen. Ligger inde med en uhyrligt fin kandidatgrad i tørt og kompliceret juridisk, teknisk og økonomisk volapyk.

Hurra for det.

Det har nemlig gjort, at jeg over de sidste seks år har kunnet hjælpe min hjemkommune med at overholde lovgivningen, når paragrafferne har vist sig mere kryptiske og præcedensen mere sælsom, end hvad den åbenbart har kunnet overkomme.

Men hvad gør så de knapt så boglige borgere med et ifølge lægerne ligeså alvorligt sygt og et i følge loven ligeså stort behov for støtte, når de modtager handikapafsnittets per-default-afslag-på-afslag?

De mister de penge, som de er berettiget til – og hermed deres eksistensgrundlag. Det er hårdt for familien. Der i forvejen ligger ned.

Og hvad gør så dem med master i tørt og kompliceret juridisk, teknisk og økonomisk volapyk, når de modtager handikapafsnittets per-default-afslag-på-afslag?

De får de penge, de er berettiget – men hermed synder-drænende ankesager til halsen. Det er hårdt for familien. Der i forvejen ligger ned.

Kære kommuner.

Læs venligst op på lektien! Vi ved, det ikke er ofte, I støder på alvorlige sygdomsforløb hos jeres børne-borgere. Gudskelov for det. Men vi findes, og vi har alle brug for jeres hjælp. Desværre for det.

Vær søde at holde jer i kontakt, tal pænt, sæt jer ind i sagerne, overdrag grundigt til kollegaerne. Og sidst men ikke mindst: Følg for pokker lovgivningen. Så vi kan bruge vores sparsomme kræfter på at overleve.

På forhånd tak.

I dag fik himlen endnu en stjerne. Smuk og funklende … men alt alt for ung.

Det var slet ikke tid, lille Zander-basse. Du havde så meget mere, du skulle opleve. Her hos os.

Et børneværelse skal ryddes. En mor samles op.

Et liv er slut. Før det knapt begyndte.

Ingen – overhovedet ingen – mening.

Åhr, sikke dog en fin lille video-hilsen.

Den står også stadig helt klart i min hukommelse; aftenen for nu snart et år siden. En vellykket, storslået og glødende varm aften.

Indsamlingen havde nået nye højder, og det store Knæk Cancer show var slut.

Familien pakkede sig sammen – efter en enkelt backstage-drink med kendisserne – og begav sig ud i vintermørket.

Her stødte vi på Morten. Som har fulgt os alle trofast på vores lange rejse – men aldrig haft mulighed for at møde Ella. Før nu.

Du har så ret, Morten! Det var et utroligt rørende øjeblik.

Så sandelig også for os <3