Arkiv
Tag "børnehave"

Den smukkeste buket fra Mormors bror & familie + to ponyer med glitrende vinger og et farverigt bundt tegninger fra Ellas børnehave blev afleveret ved hoveddøren forleden.

Kemounge måtte tilbage til Riget i dag efter kun et døgn hjemme i friheden – så skidt var hun. Livet er lige nu næsten ikke til at bære.

Men kun næsten. For I er så mange, der støtter os, når vi vakler. Hjælper os med at komme igennem.

Og vi kommer igennem.

Alle fire.

Det skal vi.

Mormor skifter tøj i entréen, vasker & spritter på badeværelset – og så er hun klar til en lille hyggestund med sit yngste barnebarn.

Sidste gang de sås var 24/9, dagen før Ellas tilbagefald. Mormor havde hentet Ella i hendes nye børnehave, og de fulgtes hertil med hinanden i hånden. Ella havde danset afsted hele vejen og var glædestrålende hoppet ind ad døren til mig: “Se Mor, jeg har Mormor med hjem!!!”

Skyndte mig at tørre øjnene, men min mor kunne godt fornemme min frygt og kørte rystet hjem efter afleveringen. Hun kunne se, at jeg havde grædt. Et par minutter forinden havde jeg nemlig fået at vide, at sidste sidste uges blodprøver så anderledes ud end normalt, og – på trods af lægens beroligende ord i telefonen – havde jeg en uhyggelig fornemmelse. En fornemmelse af, at den var gal igen …

Har engang hørt nogen sige, at bedsteforældre til alvorligt syge børn bærer på en dobbelt-sorg: For den lille syge og for deres eget ulykkelige barn. Det giver god mening, og jeg kan mærke, at vores skrappe hold-jer-alle-væk-fra-Ella-regler siden tilbagefaldet har såret familiens gamle, men jeg er bare så hysterisk for bacciller, at ingen indtil nu har været velkommen herhjemme.

100% isolation er imidlertid ikke realistisk, må jeg erkende her efter det rørende gensyn …

Endnu en brilliant morgen!

Ella skreg, fra hun stod op, til hun var afleveret i børnehave. Gennem hyleriet forsøgte Nora at forklare mig, hvorfor hun ikke drikker sin skolemælk, mens hun formede bogstaver og tal af sin grovtoast med tænderne.

Under hele morgenmaden hang Ella over mig: Kyssede min arm, aede min hals, smækkede sine ben op på mit skød eller fingererede med mit hår. Mens hun græd. Stress!

Tårene tog til, da jeg gav hende tøj på og ordnede hår. Nu vidste hun godt, hvad næste skridt var: Afsked med Moaaaaar! Jeg fik slet ikke sagt farvel til store Flor men hastede om bag stuegardinet og tjekkede gennem en sprække, at de kom godt ind i bilen. Nu er de begge afleverede, og der er kun ekkoet tilbage af Ellas hjerteskærende skrigeri.

Det her holder bare ikke! Efter at have levet hver en vågen time sammen med sine forældre, skal Ella nu pludselig tilbringe hele formiddagen alene i børnehave. Hver dag!

Jeg afleverer ikke i øjeblikket; de små arme, der ulykkeligt rækker ud efter mig, når jeg forlader hende, kan jeg slet ikke bære. Så hellere tage afsked  herhjemme.

Den første uges tid gik ellers ok. Efter farvel-seancen skulle Ella (efter sigende) holde mund. Troede faktisk ikke helt på personalet, så jeg sneg mig hen og kiggede ind ad et vindue en morgen – men ganske rigtigt: Tøsen grinede og legede med de andre. Men nu siger pædagogerne, at hun er blevet mere stille og ofte bare sidder og betragter legen. Måske alvoren er ved at gå op for tøsen? At livet for altid har ændret sig, og de lange hygge-dage i vores lille dobbelthus permanent er ovre.

Så hun sørger. Og jeg sørger. For er det spor rimeligt at smide sit barn i institution, lige så snart hun har overvundet kræften? Burde hun da ikke have en mulighed for at komme til hægterne igen – og få sjælen med?

Min lille smukke Ella-ged kæmper stadig. Og ikke kun med at holde leukæmien fra døren men for at komme op på siden af alle sine jævnaldrene, der for længst har oparbejdet fysikken og psyken til at begå sig ude i samfundet.

Ude i den store store verden.

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har haft gang i saks og lim. Se engang, hvad Ellamusen har lavet i sin børnehave:

Et fint lamineret tegneunderlag, som skal bringe dejlige sommerminder frem, hver gang hun og de andre trolde skal kreativere.

Ja ja, jeg ved det godt …

Der har været stille her på bloggen i over en uge. Helt stille! Og det er ikke fordi, jeg og så min MacBook har holdt fri – tværtimod.

Sideløbende med korrekturlæsning af prøvetryk nr. 1. har den stået på børnehaveindkøring af datter nr. 2. Kemoland er endelig sendt tilbage til forlaget med mine rettelser – så nu kører det! Ella er netop hentet fra institution – så nu står det stille!

Trolden kan selvfølgelig godt mærke, at jeg har været fraværende de sidste dage, så hun klæber sig til mig og spenderer størstedelen af tiden herhjemme på mit skød. Alt går i stå, og jeg sidder i sofaen – som i de gode gamle amme-dage – og stirrer ud i luften, mens ungen får sig en lille velfortjent lur.

Men hjernen kværner: Fik jeg nu rettet alle kommaerne? Skulle skriften ikke være større? Er der nok termer med i minilexet?

Kan blive ved med at ændre i teksten, men på et tidspunkt må man sige stop. Én af pointerne ved min dagbog er jo netop, at fortællingen er så autentisk og uscensureret, som den er – men de, der kender mig, ved, hvor meget bare den mindste grammatiske uregelmæssighed støder mit øje ;-)

Anyway, forsiden er på plads, manus så godt som, og forudbestilling på Saxo i vinkel.

Pyh!

Årets første brombær.

Ella slendrer rundt på terrassen efter en vellykket men trættende første børnehavedag. Hænger selv på en havestol med long coffee og boligblad.

Husker en hin sommer for snart mange år siden, hvor Nora kom til at sluge et grønt et af slagsen, som satte sig fast i halsen. Den oplevelse ønsker jeg ikke gentaget, og holder lige et ekstra øje med Ella – dog lidt på afstand.

Skulle lige passe, at ungen bliver kvalt i køkkenhaven, netop som hun har kæmpet sig igennem kræften …

Så er dagen kommet, hvor Ella bydes velkomen i sin børnehave. Hun har været på et par korte visitter over sommeren, men nu er det børnehavestart.

Lægerne er jo forsinkede med de afgørende blodprøvesvar, som skal fortælle, om seneste børnevaccine (herunder stivkrampe) har bidt sig fast denne gang – eller om vi skal vente et par måneder igen igen.

Børnene, pædagogerne og ikke mindst garderobepladsen står imidlertid klar, så på trods af uvisheden, har vi nu altså alligevel – i samråd med onkologerne – besluttet os for at holde fast i datoen i dag. Riget har lovet, at svaret kommer senest i morgen, så vi tyvstarter lidt forsigtigt og satser på, at vi 1) undgår div. børnebid og hudafskrabninger og 2) får grønt lys i morgen.

Uuuuuh, hvor spændende!!!

Første skoledag efter sommerferien – Nora tør godt gå hele vejen selv. Ella vinker vemodigt til sin storesøster fra lågen og spørger mig, hvornår hun kan få lov til at starte i børnehave.

Tja, min lille Mus, det er såmænd ikke godt at vide; lægerne har fortalt os, at svaret på din vaccinations-prøve er forsinket, så det bliver måske alligevel ikke nu på torsdag som planlagt, øv :-(

Men vi har ventet i flere år, smukke Tu, så mon ikke, vi klarer et par uger til, hvis det bliver nødvendigt? Det er jo vigtigt at have styr på alle tal, inden du slippes løs i institutionslivet, kan du jo nok forstå.

Skyerne er hvide og himlen så blå så blå. Solen skinner, og vi har dagen for os. Vi skal nok finde på noget hyggeligt at lave sammen, du og jeg. Kom nu med indenfor, Sveske-leis, så får vi os en tår morgenjuice at vågne på …

Piece of cake! Det der gyngestativ skulle de fire mødregruppe-madammer da snildt få sat op. Regnen tog dog til (eller var det hvidvinen?), så vi pauserede arbejdet og indtog i stedet lækker sommermenu i skur-gemakkerne med – traditionen tro – late harvest og kirsebærøl.

Projektet lykkedes dagen derpå (trods tømmermænd + to manglende dimsedutter) og står nu og venter på trolde-pigerne.

Kan jeg mon beskrive min taknemmelighed over at kende jer tre dejlige tøser? Jeres selskab, kærlige omsorg og hjælp giver ekstra energi til snart at vende næsen hjemad igen.

Tilbage fra min eksil i Kemoland.

Feriens anden uge nydes i sommerskuret.

Vi bydes velkommen af tre tårnhøje tomatplanter (nu med tomater på!) og sender en kærlig tanke til vores søde naboer, der kigger efter kapilærkassen i ubeboede tider.

Indhalerer den krydrede duft, smækker mig ned i en liggestol og hundser manden igang med at smøre et par frokost-madder.

Marie, som vi kender fra Børnehuset Siv (og som også er ude i friheden som Ella!!!), er en heldig kartoffel. Hun fik nemlig lov til at skyde årets Tour de Paris i gang i morges for 170 danske og svenske cykelryttere.

Tillykke, dejlige tøs – flot gået!

Nora bokser Ella i maven, og jeg skælder ud og smækker med døren. Møgunger! Møgmand! Møgmorgen! Jeg sagde MØG!!! Mormor ankommer og forsøger med lidt mægling, men jeg er sur og tvær.

Og ked.

I dag skal vi nemlig sige farvel til Ellas institution, Børnehuset Siv, som har været vores faste holdepunkt i Kemoland. Min krop kan ikke rumme alle følelserne, så de brager ud i hovedet på min stakkels familie: Åh, kan ikke vente med at lægge det hele bag mig. Jo, kan sagtens vente med at lægge det hele bag mig. Kan, kan ikke, kan, kan ikke. Arghhhhh!!!

Gudskelov er vi tre familier, der lukkes ud i friheden i dag. Vores store smertelige farvel udvandes i postyret, og mine kram bliver i dag kun hurtige og overfladiske. Er bange for at dvæle ved sorgen og glæden. Så vil jeg gå helt i stykker foran dem alle og må fejes op med kost og blad. Og det går jo ikke an …

Tre mødre til tre raske børn shopper is, vafler og maregens til eftermiddags-arrangementet i spisestuen, der er pyntet med flagranker i dagens anledning. Mormor sætter Nora og Ella til bords og fylder deres tallerkener fra buffeen. Anders og jeg sidder og sidder

Festen er slut, og det er tid til at drage hjemad. Farvel til Siv, som fra nu af lever videre uden os, goddag til en nydiagnosticeret leukæmipige, der havde første dag i dag, og på gensyn til mormor, der ta’r forbi en veninde i nabolaget.

Vi henter bilen fra værksted (motor intakt så ingen monster-regning efter uheldet, pyh) og indtager middagen på McDonalds. Ja, McDonalds!!! Tænk engang: Pigernes drøm om at skulle indenfor på burgerbaren, når lillesøster en gang blev afisoleret, er gået i opfyldelse. Her har Ella aldrig været før. Hun suser fra legelandets snotunger ud til sit Happy Meal – og så helt uden at vaske hænder!!! Ush, hvor den OCD-ramte mor her stresser: Hvor er mine spritservietter? Og føj, hvor er bordet også klistret – karkludene skiftes garanteret kun én gang om dagen.

Noget af en prøvelse, det her. Der venter os en hård tid. Men også en dejlig tid. Håber jeg. Et nyt liv i friheden som en helt almindelig familie.

Næsten.

Det måtte jo ske før eller siden: Benzin-påfyldning i vores leasede diesel-bil.

Hump, hump, host og hark; et par hundrede meter efter tankstationen kører jeg ind til siden og stopper. Hva’ hulen sker der? Sådan sagde den da ikke før tankning. Oh, tankning??? Shit, jeg er vel ikke kommet til at putte forkert brændstof på dyret?

Fik ikke kvittering, så jeg googler nummeret og ringer tankpasseren op. Snarrådig ung gut spørger ind til tidspunktet og finder to tankninger frem fra standeren, der passer. Sherlock her yder mere end fantastisk service, for nu vil han pludselig gerne vide, om jeg har langt lyst hår. Øh bøh, tjo det er jo så mig, indrømmer blondinen (!!!). Ja, men så kan han da informere mig om, at jeg – ifølge overvågningen – ganske rigtigt har tanket med den forkerte tankpistol.

Great!

Fat i Europcar (der sender en autohjælp) , fat i Anders (der indstiller madlavningen) og – ikke mindst – fat i to iPads til ungerne. Inden længe løber den ene imidlertid tør for strøm, men der findes en gud, for under tømningen af bilen, der kort efter bliver udskiftet med en gammel ildelugtende Hyundai, finder jeg to slikkepinde i handskerummet. Yes, hjemturen er sikret, og jeg Glympser husbonden, der har middagen klar ved ankomst.

Egentlig et små-problem sammenlignet med de frygtelige børne-diagnoser, jeg møder Siv-huset.

Men egentlig også et kæmpe-problem, når man i sin PTSD-knold knapt kan overskue dagen i dag …

Om tre dage afisoleres Ella. Kræften er overvundet, kemoen ude af kroppen, og til august kalder børnehaven; en helt almindelig institution med raske børn.

Om tre dage skal vi vinke farvel til Børnehuset Siv, hvor Ella de sidste to år i Kemoland har haft sin eneste kontakt til andre børn ud over storesøster Nora:

Immunsvækkede cancer-, nyre-, lunge-, hjertebørn, børn i behandling for livet – nogle blot for en stund. Børn, som døde undervejs – nogle endnu i live men når måske ikke voksenalderen. Børn, som blev raskmeldt men fik tilbagefald. Børn, som blev raskmeldt og har det godt.

Om tre dage starter vores sommerferie for alvor. Vi har så absolut ikke haft den sidste cykeltur til havnekiosken eller legedag i sommerskuret og på stranden.

Men denne gang byder ferien også på noget ganske nyt for familien: Bakterie-fyldte butikker, supermarkeder, restauranter, caféer. Og uhumske offentlige toiletter.

Om sølle tre dage!!! Er stille og roligt ved at dø af skræk …