Mums hvor dejligt!
Husbond har netop fikset en frisk portion ristede saltmandler, og her dufter i hele huset.
Egentlig var de beregnet som snack til ungernes madpakker i næste uge, meeen …
—
Ristede saltmandler (super-nem opskrift):
1/2 liter vand og 125 g salt bringes i kog. Tages af blusset og tilsættes 200 g mandler. Lad trække i 20 min. Sies og ristes herefter i ovnen på 180 grader i 10-15 minutter.
Opvask i hånden, græsslåning – slow living. Men pludselig er det aften, og hvor blev dagen dog af?
“Tiden går så hurtigt heroppe”, siger Nora med munden fuld af lun leverpostej,”… faktisk både hurtigt og langsomt på én gang”.
Vi skal til at køre hjemad. Jeg snor gyngerne omkring stativet, tømmer Barpapa-tallerkenerne for kagekrummer op og sætter trillebøren på plads. Pigerne har klaret hængekøje og tæpper. Låsene på de tre stalddøre klikkes i – køkken, anneks, redskabsskur – og så er det farvel og på gensyn.
Du skønne skønne Sommerskur.
—
NB. Rejs tilbage i tiden med Geopark Odsherreds nye gratis-app. Den fulde oplevelse fås fra hotspottet Vejrhøj på toppen af Vejrhøjbuen 121 m.o.h., GPS: N55°47’35″, E11°23’45″. Herfra kan du kan sammenligne det landskab, der kan ses i dag, med udsigten gennem tusindvis af år.
“Ser du dyr?”
“Dyr???”
“Ja, ser du sådan små dyr rundt på væggene?”
“Øh, nej …”
“Hører du stemmer?”
“Mener du inde i mit hoved?”
“Ja, hører du stemmer, der fortæller dig, hvad du skal sige og gøre?”
“Øh, nej – heller ikke …”
Retter usikkert på min ørering og ta’r en dyb indånding.
“Hvordan med gulvet – kan det finde på at boble lige pludselig?”
“Det syn’s jeg faktisk ikke.”
“Og hvad med forfølgelse? Har du fornemmelsen af, at der er nogen, der er efter dig – eller holder øje med, hvad du laver?”
Svarer pænt på resten af overlægens spørgsmål og afleverer mit skema. Med info om nærmeste pårørende, alkoholforbrug og taljemål (!)
Hvad man ikke gør for at komme til hægterne igen …
Terapihave-projektet viste sig at være løbet tør for fondsmidler, så der måtte alternativt ressourceforløb til. Og det kunne så eventuelt hedde en PTSD-pakke. Fandt min læge og jeg ud af i fællesskab.
So, here I am. På vej hjem efter indledende samtale hos Regions-psykiatrien i Greve.
Misser med øjnene. Har glemt solbrillerne på entrékommoden, men pyt. Så får jeg alle farverne med på turen. Forårsfarverne. Lilje, krokus, tulipan i villahaverne. Og på kirkens parkeringsplads er kirsebærtræet netop sprunget ud.
Hjemme – benene op på sofabordet. Sikke et blæsevejr. Bare de nye små tomatplanter holder sig oprejst derude … Var forbi planteskole i weekenden og shoppede yderligere hvide bellis til legehusets altankasse samt rosa pelargonier, lilla hornvioler til terrassen og læggekartofler til pigernes krukker. Lidt spændende med de dobbelte PotatoPots fra Farmor – mon de kommer til at gøre en forskel for høsten i forhold til sidste år?
Ella synger inde på værelset; hun har fået en prinsesse-udprint til farvelægning. Klokken er mange. Håber snart Nora kører afsted fra klubben – hun når i hvert fald ikke at træne på waveboard inden middagen; det er hendes køkkentjans i dag, og vi skulle gerne i gang med maden i ordentlig tid.
Der er mini-hindbærsnitter til dessert – pink og syntetiske. Lige i tøsernes smag. Tænker, vi hellere må fejre gårsdagens to milepæle:
Det går fremad …
Sidste påskedage under åben himmel.
Gårdhaven er indtaget, og ferien afsluttes med legeaftaler og træning på tohjulet. Efter vildeste udhus-oprydning i tretten år.
Fra hækken titter perlehyacint, i whiskytønderne lavendel, ved husmuren hortensia og klatrerose. Blåregnen lader vente på sig – ligesom jasminen og de fleste af krydderurterne.
Alting har sin tid.
Og nu er teen klar.
Blæst på tredje døgn.
En håndfuld visne blade tæsker hysterisk rundt i badeværelsets ventilationsskakt. Ellers ganske stille i huset. Ungerne er nemlig på påskeferie hos bedsterne.
Mens de fodrer høns i snevejr (!!!) og maler påskeæg i akvarel, gør vi os klar til middag. Ude. På lokal yndlings-restaurant.
Aaah! Rart man kan sove længe dagen derpå. Dalrer rundt i nattøj med kaffekop og halv-tømmermænd; den lidt lettere driver’s wine menu (til svagdrikkere som undertegnede) viste sig nu alligevel at slå halvhårdt.
Men pyt – tøserne skal først hentes i morgen.
Fisker stofrester og sygrej frem, sætter mig til rette ved spisebordet. Ingen pilfingre, intet ansvar. Tre timer – og enkelte konflikter med overlocker, tittekant og strygefliseline – senere kan gaverne pakkes ind:
To stk. kærligheds-ugler.
Et par triste småpiger i dyb krise fylder nemlig rigtigt meget i mit hjerte for tiden. Nu på tirsdag skal de sige et sidste farvel til deres far. Og så er det måske rart at have et blødt og hyggeligt krammedyr i favnen, tænker jeg. En lille ugle med minde-lomme til fotos eller breve.
Det kunne jeg i hvert fald godt selv have brugt – dengang for 21 år siden …
Tillykke til verdens sødeste vanille-cupcake. Stærkeste habanero-chokolade. Min egen lille vidunderlige datter.
2 x fødselsdag i isblåt Frozen-tema vel overstået.
Med glade børn og skønne gaver. Svingende feber og søvnunderskud af dimensioner.
Nætterne har været hårdest. Temperaturtjek, antibiotika, pinex kl. pis (grumme minder om strenge kemovagter).
Stress. Hvorfor er Ella dog fortsat skidt så mange dage efter vaccinen? Kvikker op, da både børnehave og familie svinger forbi – men gråner atter hen, så snart gæsterne er gået.
Bedring på vej, da tøsen pludselig overmandes af kraftige bensmerter og mærkeligt hukommelsessvigt. Jeg fatter koldsvedende iPhonen og indtaster nummeret til Riget:
??? Forsøger rystende at google en plausibel forklaring.
Statens Serums Institut informerer kortfattet: MFR-vaccinens bivirkninger er milde og ufarlige. Nå, pyha! Instituttet fortsætter imidlertid tørt: Indtil nu har det ikke kunnet udelukkes, at der i sjældne tilfælde kan optræde hjernebetændelse. Argh, what?
Når knapt at konkludere på info, da ungen rejser sig og springer afsted i giga-hopla! “Se Mor, solen skinner – jeg kører lige en tur ud på mine rulleskøjter!” De overtrætte forældre kigger forvirret på hinanden og trækker i sweateren. Nuvel. Kaster sig over forårsklargøring af den lille gårdhave, mens de to søstre løber omkring og fanger mariehøns.
På årets mildeste dag.
Ella har i skrivende stund været feberfri i +12 timer. Nora er netop puttet efter lidt tv-hygge med Far. Mor sidder og døser med laptoppen. Måske et enkelt afsnit Hourse of Cards inden sengetid? Falder garanteret i søvn.
Og sover uafbrudt til den lyse morgen? Drømmer dejligt om sol og sommer?
—
Frozen-fødselsdag – download skabeloner herunder:
Vaccine i hus.
Grønt lys fra Riget og afsted til familie-læge. Bare vi lover at være hurtige med akuttaske ved mindste feber/udslæt. Javel.
Kæk Ella i venteværelsets børnehjørne; tegner forestående seance til lægens opslagstavle: Stol, bord, sprøjte og domkirke-udsigt gennem vinduet. Dog knapt så kæk, da nålen nærmer sig overarmen. Skriger i vilden sky, at nu er det tid at komme hjem, altså!
Normal reaktion fra normalt barn. Lille hurra.
Heldigvis effektiv sygeplejerske, der sågar byder på tyggegummi efter procedure. Humøret stiger yderligere, da det lykkes os at fange lægen mellem to konsultationer, så han kan få overrakt den signerede tegning.
Halvgrå, halvblæsende eftermiddag. Spadsertur på gågaden. Blød og varm pigehånd i min.
Lykke.
Ella vælger lidt LEGO Disney-tilbehør til samlingen i legetøjsbutikken – Tornerose inklusiv tårnværelse og ten: “Ligesom mig”, siger hun eftertænksomt, “jeg sov bare ikke helt i 100 år … gjorde jeg vel?”
Så på frokost-café, forventningsfuld og med rank ryg. “Mange tak – lad mig nu se, hmmm …”, nikker hun og napper menukortet ud af hånden på tjeneren. “Hvad har I med laks? Og er den røget eller gravad? Desserten kan vi måske kigge på lidt senere.”
Triller stopmætte omkring min lille hyggelige garnpusher på hjemvejen og udser os et par nøgler til blødt halsrør. Og det har bare at være færdigstrikket til fødselsdagen i næste uge, får man at vide.
Krydser alle fingre for, at eventuel eftervirkning er drevet over til den tid …
Foreløbig plan (mens Far passer arbejdet)
Mandag: Træfældning & krea i skoven
Tirsdag: Bif & sjov med Fætter & Kusine
Onsdag: Mormors fødselsdagsselskab
Torsdag-fredag: Hos Farmor & Farfar
Ahhh!
Ella virker stadig ret træt og pirrelig, selv om antibiotikaen hjalp hende tilbage i børnehave for et par dage siden. Hvornår mon de der lunger bliver stærke nok til at modstå en simpel vinterforkølelse? Hvor længe skal vi vente?
Tænker på i forgårs. Den lille ekstra-fødselsdag. Knoglemarvs-fødselsdagen. Toårsdagen for Ellas transplantation. Som vi – tadaaa! – havde husket at plotte i kalenderen i år (modsat sidste februar …)
Da dagen nærmede sig, var vi imidlertid lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle fejre den. Måske den bragte dårlige minder om kedelig sygdom i stedet for glæde over godt helbred?
Det endte med, at vi lod Ella selv vælge, og hun besluttede sig for et stille hurra med bare os fire – og yndlingspizzaen fra pizzamanden.
Ok dag … ligesom i dag:
Lørdagshygge på stuegulvet. “Vi mangler kun lige at bygge en flyvemaskine og male en lufthavn”, synger pigerne, “så er landskabet færdigt.” Der er allerede fundet fin plads til toiletrør-soyaflaske-sushipinde-racerbilen, tippien fra temauge i Ellas børnehave, skotøjsæske-restauranten, det lyserøde køkkenrulle-slot, to papir-broer og et fængsel af strimlet jule-gave-emballage.
I gårdhaven flyver det afpillede juletræ omkring i blæsevejret. Koldt og stormende. Sneen er næsten helt væk derude – desværre også ved kælkebakke-lunden. Så nej tak til frisk luft i dag. Vi bliver inde. Trænger til en hjemmedag.
Har også alle haft rigelige aktiviteter de sidste par uger: Nytårskure, fødselsdagsselskaber, foredrag og møder i cancer-regi og menighedsråd, undervisning i tunesisk hækling og tværfløjte, mødregruppe-middag og et par veninde-besøg.
Nå, nu er freden forbi – pigerne er blevet uenige i kreativiteten, og et par døre smækkes. Kværner mig en kaffetår og fatter hækletøjet.
Skål i latte, mine tøser, og tillykke med livet. Og hinanden.
Lørdag morgen
41 år. Hm.
Lørdag aften
Ella putter allerede under dynen, inden de sidste gæster er gået. Uhyggeligt hvid om munden, rød om øjnene. Klokken er mange, men Nora nægter at gå i seng. Har en fem milliarder projekter, der liiige skal afsluttes først. Endelig ro – tid til lille Facebook-status:
TAK for de mange hilsner – de varmer hver og én. Dagen bød på dejlig bedste/moster/onkel/fætter/kusine-hygge, turkis lagkage og fine gaver, herunder: Hjemmelavede smykker, bøger, en edderkop, havegrej, lidt til garderoben, et kursus, find-hjem-og-find-nøgle-apps, cool cash, havfruer og bananrobotter.
Søndag morgen
Anelse bedring. Vi shipper Storesøster afsted til svømmehals-fest med klassekammeraterne og vælger at holde fast i Lillesøsters playdate. Den har hun set frem til.
Søndag aften
Tiltagende hoste og slattenhed. Akuttasken findes frem. Ella har feber og må opstartes i bredspektret antibiotika. Endnu en lungebetændelse. Endnu en søvnløs nat.
NeverEnding Story …
Ella-hoste natten lang. Stress. Får ikke lukket et øje, men håber kaffen kan kvikke mig op. For tøsen må holdes hjemme fra børnehave. Noget er uden tvivl under opsejling. Og det er ikke i orden at pålægge pædagogerne screening af udsving i appetit, ansigtskulør og vejrtrækning dagen igennem. Eller hva’? (@ Roskilde Kommunes Handikapafsnit …)
Tøffede sammen til centrum gennem vrimmel af stille sne. Lille Myr farvelagde artigt feerne i sin medbragte malebog, mens tandlægen knoklede løs i morens gab. Men så vankede der også shoppetur i gågaden inkl. cafébesøg på torvet = et par nye kjoler & varm chokolade. Med masser af flødeskum!
Smilende Ella.
Måske vi bare ser spøgelser. Skal vi ikke satse på, at hun vågner frisk og frejdig til min fødselsdag i morgen?
Kan I huske den store mystiske kasse, der kom med posten sidste jul?
Der er netop dukket endnu én op på vores dørtrin. Fra samme helt ubegribeligt kærlige læser, som bloggen her har bragt ind i vores liv.
Hvad mon der er indeni? Pigerne kredser om pakken, løfter og ryster. “Må gerne åbnes inden jul”, står der på kortet, da jeg smugkigger derned. Ohooo! Men mon ikke vi liiige kan vente med at kaste os over sagen til på søndag? Tænker den vil sætte prikken over magien, når det fjerde og sidste lys skal tændes i adventskransen.
Glæææder os!
NB. Fordriver tiden med mor/datter-tur på Joe & the Juice efter bøjletandlæge. Hep!
NB. NB. Og det er jo kun muligt, fordi Ella – ifølge transplantationslægerne – åbenbart godt må færdes i skoldkoppebefængt børnehave (!!!) Så længe vi fluks smækker hende i Zovir-behandling i dét øjeblik, den første plet skulle vise sig. Sådan undgår vi, at sygdommen bliver alt for hård ved hende. Men hvorfor dog ikke bare vaccinere tøsen? Det fatter jeg ikke. Mega-grænseoverskridende at sende hende i institition. Ligefrem at opsøge dårligdommen, der i så mange år har været at betragte som dødsensfarlig at få inden for dørene. Og som nær har taget livet af flere små kemo-kampfæller over årene. Ush!
Havde vi ikke en åben flaske rød et sted?
Ellas pædagog informerer om hele tre tilfælde her til morgen. Ringer fluks til TXID-ambulatoriet med akuttaske i hånd: Hjælp! Skal vi isolere ungen? Eller skal vi starte Zovirbehandling op? Eller begge dele? Og er vi på nærværende 80 mg/ml-mixtur eller overgået til pilleform???
Nå, de vender tilbage med svar fra transplantations-eksperterne …
Sætter mig træt på køkkenbænken med oplagt krøltop i balletskørt. Hurra for Mormor! Hun rejser sydpå om en uge, og inviterede derfor til julefrokost og gaveudveksling i går. Så nu skal der samles LEGO Disney, til vi segner. Og pludselig er det ikke helt så slemt at holde institutions-fri. Kun ganske lidt.
Endnu en dag med Puttepige herhjemme. Endnu en dag med uvished og nervøsitet. Kan immunforsvaret klare knopperne og tilhørende febertur, hvis hun er ramt? Og må hun overhovedet komme i børnehave de næste par uger? Er der ikke 14 dages inkubationstid? Ush!
Vælger en blend fra te-kortet og lukker op for Ariels magiske verden. Drømmer os væk i lyserøde tårnkamre og gyldne spir. Undersøisk romantik, når det er bedst …
“Jeg tror jeg skriver et brev, og der skal stå: Hej Julemand vil du ikke godt lave en Ariel-bamse til mig, så vil jeg gerne være kæreste med dig.” Ella stopper eftertænksomt op og rynker brynene:
“Men kan man egentlig være kæreste med Julemanden???”
December er på vej. Stærk og krydret som Irmas luksus-glögg, sød og varm som Anders’ hjemmebagte kærnemælks-vafler.
Travlhed. Hemmelig pynte-aften i Ellas børnehave og kæmpe klippeklistre-dag på Noras skole efterfulgt af weekend-hygge i det lille hjem.
Konen pakker julestadset ud. Pigerne fistrer omkring og stiller på plads. Manden ta’r sig til lænden; hvorfor skal kasserne absolut stå allerbagest på loftet?
Søndag. Adventsstagen tændes. Dagen før den store julemåned. Det stormer minusgrader, da vi haster over gårdspladsen og ind til kamel/ponyshow.
Cirkus Arenas vinterlejr danner igen i år ramme om giga-nissebal for Danmarks børnekræftramte familier. 500 deltagere – med grumme ar på krop og sjæl – danser om træet og networker med gamle soldaterkammerater.
I snart fem år har vores familie været i krig. Men her står vi. Alle fire. Oprejst. Endnu.
En kølig hvid må være på sin plads. Bartenderen informerer under udskænkning: Til forret 120 liter tarteletfyld i gryden, velbekomme. Slendrer langs bordene til legelandet med glas i hånd. Det ta’r tre kvarter.
Gensynsglæde, vemod. For jeg må da lige hilse på den lille ny baby. Hvor er hun smuk. Moren smiler. Det er nu tre år siden, hun mistede sin ældste dreng. Endnu en kampfælle dukker op. Kram. Men hvor er din mand? Nå, en til skilsmisse i kredsen. Vinker til en tredje, smiler til en fjerde, sætter mig ved siden af en femte. Snakker børnepsykiatri. Hendes søn har så voldsomme senfølger efter behandling, at han ikke tør være i skole alene. Jeg spejder efter faren – men han ta’r sig en lille lur i bilen på p-pladsen. Det er også en lang dag. Og hård. Nå, det var de der to tøser, jeg lige skulle kigge efter. Men næh – er I her også? Smuk og rask datter, dejligt at se! Men forældrene er bekymrede for væksten efter kemo. Den er gået amok, og nu risikerer de måske en for tidlig pubertet. Flere velkendte ansigter dukker op. Der rystes over forestående operationer og bæves over snarlige scannings-svar. Glædes over de små succes-historier. Som vores.
Finder endelig frem til juletog, hoppeborg, rutchebane og karusel: “Kom med piger, det er snart mandel-tid!” Men tøserne er blevet rundtossede, ender begge med at kaste op. Nå, men den gamle CancerMom har vel altid en lille ekstra brækpose eller to med sig i tasken? Og så er de klar til koncert, julemand og gaveorgie.
Sikke en fest. Tøserne har sig en oplevelse af dimmensioner, så vi holder ud til fyrværkeriet lukker og slukker. Men nu er vi vist også ret så fladmaste.
G’nat!
